Bilforsikringssag: Tvist om skyldfordeling og selvrisiko efter færdselsuheld

Relevante forhold og dokumentation

• Klagerens skadesanmeldelse og uddybende forklaringer, herunder skitser af uheldsstedet.
• Selskabets redegørelser og fastholdelse af skyldfordelingen.
• Google Maps-billeder af uheldsstedet, som selskabet brugte til at vurdere, at der var tale om vognbaneskift og ikke sammenfletning.
• Klagerens afleveringsrapport fra leasingselskab, som klageren mente dokumenterede, at hans bil ikke havde de skader, selskabet påstod.

Oversigt over skader og værdier:

Modpartens skader blev opgjort af en taksator fra modpartens selskab. Klagerens bil havde en samlet skade på 12.402 kr. (momsfri), heraf 4.161 kr. for en ridse på forreste fælg.

Ankenævnet for Forsikring har afgjort, at klageren ikke får medhold i sin klage.

Ankenævnet bemærker indledningsvist, at selskabet som ansvarsforsikrer for klageren har ret til at afgøre skyldsspørgsmålet i forhold til modparten, idet selskabet hæfter direkte over for modparten/skadelidte eller dennes selskab, jf. Færdselsloven § 108, stk. 1.

Ansvarsfordeling

Nævnet finder ikke grundlag for at kritisere selskabets beslutning om at pålægge klageren det fulde ansvar for færdselsuheldet. Dette skyldes primært, at klagerens første forklaring og den tilhørende skitse tydeligt indikerede et vognbaneskift på uheldsstedet. Selvom klageren senere ændrede sin forklaring til at omhandle en sammenfletning og indsendte en ny skitse, vurderede nævnet, at uheldet stadig skete i forbindelse med et vognbaneskift.

Nævnet lægger vægt på, at en fører ved vognbaneskift eller anden ændring af køretøjets placering har pligt til at sikre sig, at manøvren kan udføres uden fare eller unødig ulempe for andre, jf. Færdselsloven § 18, stk. 2. Klagerens handlinger, uanset om han blinkede, opfyldte ikke dette krav, da de medførte skade på både hans egen og modpartens bil. Der var ingen uvildige vidner, der kunne give en uddybende redegørelse for hændelsesforløbet, hvilket yderligere understøtter selskabets vurdering.

Skadeomfang og selvrisiko

Nævnet kan heller ikke kritisere selskabets anerkendelse af skadeomfanget på modpartens bil og den deraf følgende opkrævning af selvrisiko. Selskabet har baseret sin vurdering på modpartens selskabs taksatorrapport, som er i overensstemmelse med branchepraksis. Selvom modpartens bil havde ældre skader (rust m.m.), ville reparationsomkostningerne for de nye skader forårsaget af uheldet utvivlsomt overstige bilens værdi, hvilket retfærdiggør en kontanterstatning. Dette er i tråd med praksis efter Færdselsloven § 103, stk. 2, hvorefter ansvaret for tingskader fordeles i forhold til den udviste skyld.

Klagerens påstand om, at hans egen bil ikke fik skader, er modbevist af selskabets taksators vurdering af fotos af klagerens bil, som viste tydelige skader, der passede med sammenstødet. Klagerens afleveringsrapport fra leasingselskabet dokumenterede ikke, at der ingen skader var på hans bil, eller at klageren ikke skulle have ramt modparten.

Konklusion: Klageren får ikke medhold, da Ankenævnet finder, at selskabets afgørelse om skyldfordeling og opkrævning af selvrisiko er korrekt og i overensstemmelse med gældende lovgivning og praksis.

Finanstilsynet har i juni 2025 gennemført en ordinær inspektion hos DSV Insurance A/S med fokus på ledelsessystemet, hensættelser, risikostyring og solvensforhold.

• Tilbagebetaling af selvrisiko på 2.074 kr. med henvisning til fejl i sagsbedømmelsen.
• Fritagelse for anmærkninger og konsekvenser på sin kaskoforsikring (dvs. som skadesfri).
• Fritagelse for anmærkninger og konsekvenser på sin ansvarsforsikring (dvs. som skadesfri).

Alternativt ønsker klageren, at sagen (om muligt) går om mellem parterne, og at skyldsspørgsmålet bedømmes på ny med alt bevismateriale. Klageren fastholder, at sammenstødet ikke skyldtes hans vognbaneskift, men modpartens "vanvidsoverhaling" og manglende reaktionstid, som han mener, hans videomateriale tydeligt viser.

Selskabets påstande og argumenter

Selskabet har pålagt klageren det fulde ansvar for uheldet og har opkrævet fuld selvrisiko. Selskabet har tilbudt at tilbagebetale den opkrævede selvrisiko som "kundepleje", men klageren har afvist dette, da han ønsker en omgørelse af ansvarsfordelingen. Selskabet fastholder, at klageren bærer det fulde ansvar, da han skiftede vognbane og dermed havde en skærpet vigepligt. Selskabet anfører, at der ikke er ført bevis for, at modparten har kørt med en betragtelig højere hastighed end de tilladte 110 km/t, og at der derfor ikke er belæg for at pålægge modparten en del af ansvaret. Selskabet henviser til retspraksis, hvor den bagfrakommendes hastighed skal være betydeligt overskredet, før denne pålægges en del af skylden. Selskabet har oplyst, at modparten ikke har angivet sin hastighed ved anmeldelsen til sit selskab. Selskabet har set den fremsendte video, men det ændrer ikke på, at klageren bærer det fulde ansvar for uheldet.