Sag om forholdsmæssig erstatning efter brand på landbrugsejendom grundet underforsikring

Ankenævnet for Forsikring har behandlet en sag vedrørende en tvist om underforsikring efter en brandskade på en landbrugsejendom.

Sagens faktiske omstændigheder

Den 27. marts 2022 nedbrændte beboelsesbygningen og garagen på klagerens ejendom. Selskabet anerkendte skaden, og der var enighed om selve skadeserstatningen. Tvisten opstod, fordi selskabet gjorde underforsikring gældende og afkortede erstatningen med 19 %. Dette skyldtes en forskel mellem det forsikrede areal på 310 m² og det faktiske areal, som selskabets taksator opgjorde til 384 m² efter branden.

Policehistorik og arealændringer

Klagerens forsikringspolice har gennemgået flere ændringer i det oplyste beboelsesareal:

Parternes hovedpåstande og centrale argumenter

Klagerens påstand og argumenter

Klageren ønsker fuld erstatning. Klageren anfører, at han var i god tro om, at det korrekte areal fremgik af policen. Dette skyldes, at selskabets konsulent angiveligt besigtigede ejendommen den 21. maj 2021, hvor der blev foretaget mål, og en skitse af plantegningen blev udleveret. Efter dette besøg blev policen opdateret til 310 m². Klageren mener ikke at have modtaget besked om selv at skulle opmåle arealet og fastholder, at han handlede i god tro.

Selskabets påstand og argumenter

Selskabet fastholder, at de er berettiget til at afkorte erstatningen. Selskabet anfører, at oplysning om ejendommens kvadratmeter er en risikooplysning, som det påhviler forsikringstageren at holde korrekt. Selskabet bestrider, at konsulenten foretog opmåling eller modtog en skitse under besøget i 2021. Ifølge selskabet blev det aftalt, at klageren selv skulle opmåle beboelsen, da det var vanskeligt at vurdere det korrekte areal. Desuden blev klageren opfordret til at gennemgå den opdaterede police fra 2021, som angav 310 m², for at sikre dens rigtighed. Selskabet henviser til Forsikringsaftaleloven § 45, som omhandler fareforøgelse, og argumenterer for, at klageren har foretaget ændringer i bygningens areal uden at informere selskabet, hvilket har forøget risikoen.

Nævnet finder ikke grundlag for at kritisere selskabets afkortning af erstatningen. Det er nævnets vurdering, at der er sket en fareforøgelse i forhold til det i policen angivne areal, og at selskabet derfor var berettiget til at afkorte erstatningen forholdsmæssigt.

Nævnet har lagt vægt på følgende:

• Selskabets taksator opgjorde efter branden beboelsesarealet til 384 m², hvilket er 74 m² mere end de 310 m², der fremgik af policen på skadestidspunktet.
• Selskabet oplyste i brev af 23. juni 2021, at forsikringen ville blive omtegnet pr. 1. oktober 2021, og at beboelsesarealet ville blive ændret til 310 m². Brevet opfordrede klageren til at gennemlæse den nye police for at sikre, at den afspejlede forsikringsbehovet.
• Det fremgår af selskabets konsulentnotater fra 14. juni 2021, at der var aftalt med kunden, at denne selv skulle opmåle beboelsen, da det var vanskeligt at vurdere det nuværende areal.
• Klageren har ikke godtgjort, at selskabets konsulent ved besigtigelsen i 2021 gav klageren en berettiget forventning om, at 310 m² var det korrekte areal. Selskabet bestrider at have foretaget opmålinger af bygningen eller modtaget en skitse, og klageren har ikke dokumenteret det modsatte.

På baggrund af den konstaterede fareforøgelse, hvor det faktiske areal oversteg det forsikrede, finder nævnet, at selskabet var berettiget til at afkorte erstatningen forholdsmæssigt i henhold til Forsikringsaftaleloven § 45. Specifikt fremgår det af Forsikringsaftaleloven § 45, stk. 1 og Forsikringsaftaleloven § 45, stk. 2, at hvis en fareomstændighed ændres med den sikredes vilje, og selskabets risiko derved forøges, kan selskabet være fritaget for ansvar eller hæfte på andre vilkår, hvis det ville have tegnet forsikringen på disse vilkår, såfremt fareforøgelsen havde været dem bekendt.

Klageren får ikke medhold.