Command Palette

Search for a command to run...

Sag om afvist dækning for skade på bjælke efter fjernelse af skillevægge

Dato

10. maj 2023

Principiel sag

Nej

Forsikringstype

Ejerskifteforsikring

Afgørelse

Selskab medhold

Firma navn

Dansk Boligforsikring

Dokument

Klageren tegnede en ejerskifteforsikring hos Dansk Boligforsikring A/S (DBF) i forbindelse med overtagelsen af en ejendom fra 1900 den 23. februar 2018. Ejendommen havde gennemgået en større ombygning i 1984, hvor tidligere butikslokaler blev omdannet til værelser, og en trappe til 1. sal blev flyttet. I den forbindelse blev en tværgående bjælke afskåret og fastgjort til et spær med vinkelbeslag og spånskruer.

I september 2022 anmeldte klageren, at den tværgående bjælke ikke var korrekt monteret og var løsrevet, hvilket havde medført nedbøjninger i spærene. Klageren krævede dækning for udbedring af disse nedbøjninger, da de svækkede spærenes bæreevne og nedsatte bygningens værdi og brugbarhed. Klageren argumenterede for, at skaden var en skjult konstruktionsfejl, der ville udvikle sig over tid, og at de lette skillevægge, som klageren havde fjernet under en renovering, ikke var bærende.

DBF afviste dækning. Selskabet anførte, at der ved overtagelsen ikke var tegn på nedbøjninger i loftet eller at bjælken havde sat sig. DBF mente, at sætningen og løsrivelsen af bjælken skyldtes klagerens fjernelse af skillevæggene under en renovering, mere end 4,5 år efter overtagelsen. Selskabet påpegede, at klageren havde sat sig bevismæssigt dårligt ved at fjerne væggene, hvilket gjorde det umuligt at fastslå, om de tidligere havde understøttet spærene.

Afgørelse

Ankenævnet for Forsikring giver ikke klageren medhold i sagen.

Nævnet bemærker indledningsvist, at det efter almindelige forsikringsretlige principper påhviler klageren at bevise, at der foreligger forhold, som udgør en dækningsberettigende skade. Det er derfor klageren, der skal bevise, at der var forhold på overtagelsestidspunktet, der udgjorde skade eller nærliggende risiko for skade i ejerskifteforsikringens forstand.

Efter en gennemgang af sagen finder nævnet, at klageren ikke har bevist, at der på overtagelsestidspunktet var forhold ved den omhandlede oversavede understøttende bjælke i etageadskillelsen mellem stue og første sal, der udgjorde skade eller nærliggende risiko for skade i ejerskifteforsikringens forstand. Nævnet kan derfor ikke kritisere selskabets afgørelse.

Nævnet har blandt andet lagt vægt på:

  • At huset er fra 1900 med en ombygning fra 1984, hvor der blandt andet blev foretaget indretning af tidligere butikslokaler til 3 værelser samt udvidelse af gang.
  • At indretningen efter det oplyste har været uændret siden 1984, uden at der er sket skade som følge heraf.
  • At forholdet blev anmeldt ca. 4,5 år efter overtagelsen i forbindelse med, at klageren var i gang med at renovere ejendommen.
  • At det fremgår af selskabets besigtigelsesrapport, at klageren "har nedtaget vægge omkring køkken og under anmeldte forhold".

Det, som klageren i øvrigt har anført, kan ikke føre til et andet resultat.

Lignende afgørelser