Afgørelse i sag om afvist dækning efter brandstiftelse på bil

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Topdanmark Forsikring A/S vedrørende dækning af en totalskadet bil efter en brandstiftelse. Forsikringstageren kræver erstatning under sin kaskoforsikring, mens selskabet har afvist dækning.

Hændelsesforløb

Klagerens leasede bil fik motorstop den 18. december 2021 og blev bugseret til en offentlig parkeringsplads. Den 31. december 2021 kl. 03:00 blev bilen, sammen med en anden personbil, sat i brand på parkeringspladsen. Politirapporten angiver brandstiftelse som forsætlig, med fund af benzindunke og knuste ruder.

Klagerens påstande og argumenter

Klageren anfører, at skaderne på bilen skyldes hærværk og forsætlig ildspåsættelse, hvilket er en forsikringsdækket begivenhed. Klageren bestrider, at der var friske karosseriskader påført bilen inden branden, og at bilen var skadefri, da den blev henstillet på parkeringspladsen. Klageren fastholder at være bilens primære bruger og mener, at selskabet ikke har dokumenteret dækningsundtagende forhold. Klageren henviser til Forsikringsaftaleloven § 22 og anfører, at det påhviler selskabet at dokumentere, at tilfældet ikke er omfattet af forsikringsdækning.

Selskabets påstande og argumenter

Topdanmark har afvist kravet om dækning, da de ikke mener, at klageren har sandsynliggjort, at bilen blev totalskadet som følge af en dækningsberettigende forsikringsbegivenhed. Selskabet baserer deres afvisning på flere forhold:

• Forudbestående skader: Undersøgelser viste, at bilen havde betydelige og omfattende mekaniske problemer (motor- og gearkassefejl, glykol i olie, højt slidmetalniveau) samt flere karosseriskader forud for branden. Disse skader blev konstateret under soden og kunne ikke henføres til branden eller hærværk.
• Omstændigheder ved branden: Selskabet vurderer, at branden var en planlagt handling, da der blev fundet benzindunke og flere arnesteder på bilen. De finder det usædvanligt, at klageren parkerede bilen på en offentlig parkeringsplads langt fra sin indhegnede bopæl, især da hun var på ferie.
• Brugerforhold og oplysninger: Selskabet anfører, at der er afgivet urigtige oplysninger om bilens primære bruger. Bilens høje kilometerforbrug (120 km/dagligt i gennemsnit) og oplysninger fra bilens systemer og sociale medier indikerer, at klagerens barn var den primære bruger. Selskabet mener, at dette ville have medført en højere præmie, jf. Forsikringsaftaleloven § 6, stk. 2 og Forsikringsaftaleloven § 7. Selskabet tager forbehold for kravets størrelse henset til de forudbestående skader, jf. Forsikringsaftaleloven § 39.

Selskabet har solgt bilens rester og udbetalt beløbet til leasingselskabet i henhold til panthaverdeklarationen.

Efter en samlet vurdering finder Ankenævnet for Forsikring, at der ikke er grundlag for at kritisere selskabets afgørelse. Klageren har, henset til sagens særlige omstændigheder, ikke bevist, at der foreligger en dækningsberettigende forsikringsbegivenhed.

Nævnet har lagt vægt på følgende:

• Forudbestående skader: Den brændte bil havde motorskader og karosseriskader, som ikke var forårsaget af hærværk eller branden. Disse skader krævede udbedring forud for branden, hvilket nedsatte bilens værdi. Dette er i overensstemmelse med Forsikringsaftaleloven § 39, som omhandler nedsættelse af erstatning ved forudbestående skader.
• Bilens tilstand og placering: Det fremgår af sagsloggen fra vejhjælp, at motoren gik i stå under kørsel, og bilen ikke kunne starte. Bilen blev bugseret til en parkeringsplads langt fra klagerens bopæl og var ikke på værksted efter motorstoppet. Klagerens forklaring om at parkere bilen der af frygt for indbrud, trods en indhegnet bopæl med gitterport, forekommer ikke overbevisende.
• Branden: Branden fremstår planlagt, idet der blev fundet to benzindunke og spor efter tre arnesteder på klagerens bil. Det forhold, at en anden bil på parkeringspladsen også brændte, ændrer ikke på dette resultat.
• Brugerforhold: Der er afgivet urigtige oplysninger om bilens primære bruger. Præmien for en bilforsikring beregnes ud fra brugerens risikooplysninger, og korrekte oplysninger om brugerforholdet ville have resulteret i en højere præmie. Dette er relevant i henhold til Forsikringsaftaleloven § 6, stk. 2 og Forsikringsaftaleloven § 7, som omhandler forsikringstagerens oplysningspligt ved forsikringens tegning og ændringer i risikoen. Selvom forsikringsbetingelsernes punkt 2.5 fraviger Forsikringsaftaleloven § 54 vedrørende anden rettighedshaver, påvirker det ikke vurderingen af forsikringstagerens oplysningspligt.

Det, som klageren i øvrigt har anført, kan ikke føre til et andet resultat. Klageren får derfor ikke medhold.