Afgørelse om erstatning for stjålet Rolex ur: Manglende dokumentation for urets værdi og ægthed

Denne sag omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Topdanmark Forsikring A/S vedrørende erstatning for et stjålet Rolex ur efter et indbrudstyveri.

Sagens faktiske omstændigheder

Klageren anmeldte et indbrud i sit hjem i juli 2022, hvor en række genstande, herunder et Rolex ur til en værdi af ca. 135.000 kr., blev stjålet. Klageren havde tegnet en familieforsikring hos Topdanmark med en forsikringssum på 1.019.000 kr., der dækkede guld, sølv og smykker op til 170.000 kr. Selskabet anerkendte indbruddet som dækningsberettiget, men udbetalte kun 2.000 kr. i erstatning for uret, idet de mente, at klageren ikke havde fremlagt tilstrækkelig dokumentation for urets værdi og ægthed.

Parternes hovedpåstande og centrale argumenter

Klageren påstod, at han var berettiget til en højere erstatning for uret, da både urets certifikat og æske blev stjålet under indbruddet. Han anførte, at uret var erhvervet via en byttehandel, og at han ved forsikringens tegning var blevet informeret om, at fotos og en selfie med uret ville være tilstrækkelig dokumentation for ejerskab. Han fremlagde billeder af uret som bevis.

Selskabet fastholdt, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for urets værdi og ægthed. De henviste til Forsikringsaftaleloven § 22 og forsikringsbetingelsernes punkt 11, som fastslår, at den sikrede skal sandsynliggøre sit krav og dets rigtighed. Selskabet påpegede, at dokumentation som kvitteringer, ægthedsbeviser eller bankoverførsler manglede, og at billeder alene ikke var tilstrækkelige til at fastslå urets værdi, ægthed og stand, især da der er tale om en genstand af høj værdi, og replikaer er udbredte. Selskabet henviste desuden til tidligere afgørelser fra Ankenævnet, der understøtter skærpede dokumentationskrav for værdifulde genstande.

Relevante forhold og dokumentation

Klageren fremlagde fotos af uret og henviste til et Facebook-opslag fra 2021, der viste en del af hans ursamling. Selskabet bemærkede, at det stjålne ur ikke var synligt på dette opslag, og at klagerens forklaringer om urets erhvervelse og opbevaring af certifikater var modstridende. Selskabet tilbød at genvurdere sagen, hvis klageren kunne fremlægge yderligere dokumentation.

Ankenævnet for Forsikring afgjorde, at klageren ikke får medhold i sin klage.

Nævnet lagde vægt på, at det er klageren, der har bevisbyrden for rigtigheden og størrelsen af sit krav. Dette beviskrav skærpes, når der er tale om genstande af større værdi. Denne principielle tilgang er fastlagt i Forsikringsaftaleloven § 22, som pålægger den sikrede at give selskabet alle tilgængelige oplysninger af betydning for bedømmelsen af forsikringsbegivenheden og fastsættelsen af erstatningsbeløbet. Desuden fremgår det af forsikringsbetingelsernes punkt 11, at for at opnå erstatning skal klageren kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at de beskadigede eller stjålne ting har været i hans besiddelse, samt hvornår de er købt og til hvilken pris. Dokumentation kan omfatte kvitteringer, regninger eller købekontrakter.

Nævnet fandt, at klageren ikke havde bevist ægtheden og værdien af det stjålne ur. De fremlagte billeder, herunder en selfie, blev ikke anset for tilstrækkelig dokumentation til at fastlægge urets værdi, ægthed, stand eller ejerskab. Nævnet bemærkede, at uret var erhvervet via en byttehandel, og at klageren ikke havde fremlagt dokumentation for urets ægthed i form af certifikat eller ægthedsbevis, ligesom der manglede oplysninger om den tidligere ejer eller dokumentation i form af kvittering eller bankoverførsel. Klagerens forskellige oplysninger om, hvad han havde givet i bytte for uret, blev også tillagt vægt.

På baggrund af den mangelfulde dokumentation og de modstridende oplysninger kunne Ankenævnet ikke kritisere selskabets skønsmæssige udbetaling af 2.000 kr. i erstatning for uret. Klagerens øvrige anbringender kunne ikke føre til et andet resultat.