Afslag på retshjælp til sag om værdiansættelse af brændt båd

Sagen omhandler en klage over et forsikringsselskabs afslag på at yde retshjælpsdækning til en retssag. Klageren ønskede at sagsøge sit eget selskab, Lloyd's, på grund af uenighed om erstatningens størrelse efter en brand, der totalskadede hans båd.

Sagens baggrund og tidligere afgørelse

Klagerens motorsejlbåd fra 1981, som var forsikret for en fast takseret sum på 750.000 kr., brændte den 24. maj 2020. Selskabet vurderede bådens handelsværdi på skadetidspunktet til 200.000 kr. og udbetalte 188.750 kr. efter fradrag af selvrisiko. Klageren var uenig i værdiansættelsen og indbragte sagen for Ankenævnet for Forsikring.

I en tidligere kendelse (sag nr. 96873) fik selskabet medhold. Nævnet fandt, at selskabet havde godtgjort, at den takserede forsikringssum på 750.000 kr. var væsentligt højere end bådens reelle værdi, og at selskabets skønsmæssige erstatning på 200.000 kr. var rimelig. Nævnet lagde vægt på dokumentation for bådens dårlige stand, herunder vidneudsagn og dronefotos.

Parternes argumenter i retshjælpssagen

Klagers påstand

Klageren anmodede efterfølgende om retshjælp til at føre sagen ved domstolene. Han argumenterede for, at der var behov for en bevisførelse, som ikke er mulig i Ankenævnet, herunder:

• Afhøring af en bådmægler fra Yacht Basen ApS, som i 2018 havde besigtiget og vurderet båden og sat den til salg for 799.000 kr.
• Gennemførelse af et uvildigt syn og skøn for at fastslå bådens reelle værdi.

Klageren kritiserede desuden, at selskabet lod den samme eksterne advokat, som repræsenterede dem i den oprindelige erstatningssag, behandle anmodningen om retshjælp, hvilket klageren anså for inhabil sagsbehandling.

Selskabets påstand

Selskabet afviste at give retshjælp med den begrundelse, at der ifølge forsikringsbetingelserne skal være "rimelig grund" til at føre en sag. Selskabet mente ikke, dette var opfyldt, da:

• Der ikke var fremkommet nye, væsentlige oplysninger siden Ankenævnets første afgørelse.
• De forhold, klageren ønskede at belyse ved en retssag, allerede var blevet vurderet af nævnet.

Selskabet anførte, at det er deres sædvanlige praksis at anvende en ekstern advokat til retshjælpssager, da de ikke har en intern retshjælpsafdeling.

Klageren får ikke medhold.

Efter en samlet gennemgang af sagen finder Ankenævnet det ikke bevist, at klageren har en rimelig grund til at anlægge retssag mod forsikringsselskabet, som det kræves i forsikringsbetingelsernes punkt 3.2. Nævnet kan derfor ikke kritisere selskabets afgørelse om at afvise at yde forhåndstilsagn om retshjælpsdækning.

Nævnets begrundelse bygger på følgende punkter:

Vurdering af sagens grundlag

Nævnet lægger stor vægt på udfaldet af den tidligere ankenævnssag (nr. 96873), hvor nævnet konkluderede, at der ikke var grundlag for at kritisere selskabets skønsmæssige erstatningsopgørelse på 200.000 kr. Der er ikke siden da fremkommet væsentlige nye oplysninger. Klagerens henvisning til, at båden i 2018 var udbudt til salg for 799.000 kr. efter besigtigelse af Yacht Basen ApS, blev også gjort gældende i den oprindelige sag og er således ikke en ny oplysning.

Nævnet finder det ikke sandsynligt, at en ny bevisførelse i en retssag, herunder vidneforklaringer og syn og skøn, ville kunne føre til et mere gunstigt resultat for klageren med hensyn til bådens stand og værdi på skadetidspunktet i maj 2020.

Håndtering af retshjælpsanmodningen

Klageren har kritiseret, at selskabet lod den samme eksterne advokat, som førte den oprindelige erstatningssag, behandle anmodningen om retshjælp. Nævnet bemærker, at reglerne i Bekendtgørelse om retshjælpsforsikring for gruppe 1-forsikringsselskaber om, hvordan selskaber skal håndtere retshjælpskrav for at undgå interessekonflikter, ikke finder anvendelse i denne sag. Ifølge bekendtgørelsens § 1, stk. 2, nr. 1 gælder bekendtgørelsen ikke for retshjælpsforsikring knyttet til tvister om brugen af søgående fartøjer. Da klagerens forsikring vedrører en båd, er den undtaget fra disse specifikke sagsbehandlingsregler, herunder bekendtgørelsens § 4.