Afgørelse om hundeansvarsforsikring: Spørgsmål om besidderbegrebet ved hundepasning

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Concordia Forsikring as vedrørende dækning under en hundeansvarsforsikring efter et hundebid.

Sagens omstændigheder

Den 21. august 2021 blev en skadelidt, som var et familiemedlem til klageren, bidt af klagerens hund. Hændelsen skete om morgenen, mens skadelidte passede klagerens hunde på klagerens bopæl. Skadelidte skulle aftenlufte hundene den 20. august og morgenlufte dem den 21. august, samt fodre dem og lukke dem ind og ud af bure. Skadelidte overnattede på klagerens bopæl af praktiske årsager, da klageren var afsted på hundeudstilling. Skadelidte blev bidt gentagne gange i begge arme og måtte hospitalsindlægges.

Klageren anmeldte skaden den 16. september 2021 og oplyste, at pasningen havde varet i 20 timer. Senere blev det uddybet, at pasningen var planlagt til at vare 24 timer, fra fredag den 20. august kl. 16 til lørdag den 21. august kl. 16.

Parternes påstande og argumenter

Selskabets argumenter

Concordia Forsikring as afviste dækning med henvisning til, at skadelidte på skadestidspunktet var at anse som hundens besidder. Ifølge forsikringsbetingelsernes punkt 5.1 dækker forsikringen ikke skader, der tilføjes hundens besidder. Selskabet lagde vægt på, at pasningen var planlagt til at vare 24 timer, at skadelidte opholdt sig på klagerens bopæl, passede flere hunde og modtog instruktioner om pasningen. Selskabet henviste til en dom fra Retten i Kolding af 22. marts 2016, som støttede opfattelsen af, at den planlagte varighed af pasningen er afgørende for vurderingen af besidderbegrebet.

Klagerens argumenter

Klagerens advokat anførte, at skadelidte ikke skulle betragtes som hundens besidder. Det blev fremhævet, at skadelidtes kontakt med hundene var kortvarig og ikke kontinuerlig, idet hundene var placeret i bure og kun blev lukket ud og ind. Overnatningen på klagerens bopæl var af praktiske årsager og indebar ikke kontinuerligt tilsyn. Klageren argumenterede for, at hændelsesforløbet i den af selskabet påberåbte dom fra Kolding ikke kunne sammenlignes med den foreliggende situation. Til støtte for sin opfattelse henviste klageren til praksis fra Ankenævnet for Forsikring (kendelser af 16. november 2009 i sag 75.663 og 15. marts 2017 i sag 89.731) samt Østre Landsrets dom af 31. januar 2007 (U2007.1169Ø), som ifølge klageren viser, at mere end blot fodring og luftning er nødvendigt for at statuere 'besidder'-status.

Klageren får ikke medhold i sin klage. Ankenævnet finder, at skadelidte var besidder af hunden på skadestidspunktet, og at selskabets afvisning af dækning derfor er berettiget.

Nævnet har lagt vægt på, at der var aftalt hundepasning af cirka et døgns varighed, fra kl. 16 dagen før skaden indtraf. Skadelidte overnattede på klagerens ejendom, og skaden skete kl. 06 om morgenen. Selvom hundene i perioder var i bur, og skadelidte ikke havde kontinuerlig kontakt med dem, ændrer dette ikke ved, at skadelidte havde den overordnede pasningsforpligtelse i den aftalte periode.

Ankenævnet henviser til Hundeloven § 8, stk. 1, som fastslår, at besidderen af en hund er forpligtet til at erstatte den skade, hunden forvolder. I henhold til forsikringsbetingelsernes punkt 5.1 dækker forsikringen ikke skader, der tilføjes hundens besidder. Nævnet finder derfor, at selskabet ikke kan kritiseres for sin afgørelse.

Nævnet støtter desuden sin afgørelse på tidligere retspraksis, herunder Østre Landsrets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen U.2007.1169, samt dom fra Retten i Kolding af 22. marts 2016. Klagerens øvrige anbringender kan ikke føre til et andet resultat.