Tvist om rentegaranti på 4,5% i pensionsordning: Ydelsesgaranti vs. årlig rentetilskrivning

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager (Klager) og Velliv, Pension og Livsforsikring A/S (Selskabet) vedrørende den garanterede forrentning af en pensionsordning tegnet i 1994.

Sagens faktiske omstændigheder

Klager har en pensionsforsikring, oprindeligt tegnet i Tryg i 1994, som senere er overgået til Velliv. Klageren påstår, at forsikringen indeholder en garanteret årlig rentetilskrivning på 4,5 % efter skat, som skal gælde, indtil forsikringen udbetales. Klageren henviser til et brev fra Tryg Pension af 22/7 1994, der angiver, at tilbuddet er udregnet med "garanteret rentetilskrivning på minimum 4,5 % efter realrenteafgift". Klagerens pensionsordning har aftalenummer ...47-050 og et aftalt pensioneringstidspunkt den 1/4 2024.

Selskabet fastholder, at der er tale om en ydelsesgaranti, ikke en rentegaranti. En ydelsesgaranti betyder en årlig forrentning på en given procent efter skat, men som et gennemsnit over hele opsparingsperioden, i modsætning til en rentegaranti, der garanterer en årlig forrentning af opsparingen. Selskabet anfører, at spørgsmålet om rente- eller ydelsesgaranti er afprøvet flere gange ved domstolene, hvor selskabet har fået medhold i, at der var tale om en ydelsesgaranti.

Parternes hovedpåstande og centrale argumenter

Klagerens påstande:

• Velliv har lovet en rentegaranti på 4,5 % hvert år, indtil Klager vælger at gå på pension.
• En eventuel udsættelse af pensionsudbetalingen skal ske på et beregningsgrundlag med 4,5 % årlig forrentning.
• Selskabet bærer ansvaret for eventuelle uklarheder i brevet fra 1994, som ikke nævner ydelsesgaranti.

Selskabets påstande:

• Selskabet har lovet en ydelsesgaranti, ikke en rentegaranti på 4,5 %.
• Alle selskabets kunder i traditionel gennemsnitsrente har en ydelsesgaranti.
• Ydelsesgarantien løber indtil det oprindeligt aftalte pensionstidspunkt den 1/4 2024.
• Hvis udbetalingen udsættes efter 1/4 2024, betragtes det som et nyt tilbud baseret på det til enhver tid gældende beregningsgrundlag, som typisk er lavere end 4,5 %.
• Selskabet har indført kontostyrkelse fra 1. januar 2004, hvilket betyder, at overskud anvendes til at styrke ydelsesgarantier, og at dele af pensionsordningen kan flyttes til beregningsgrundlag med lavere rente.
• Selskabet har ændret princip for udsættelse af udbetaling i 2013 efter pålæg fra Finanstilsynet, da udsættelse betragtes som en forhøjelse, der skal placeres på nytegningsgrundlag.

Relevante forhold og dokumentation

• Pensionsoversigt af 1/2 1994: Denne oversigt beskriver garanterede ydelser baseret på et beregningsgrundlag (G82) med en rente på 4,5 % efter fradrag af 0,5 % i sikkerhedstillæg. Selskabet anfører, at der aldrig er givet en rentegaranti på opsparingen.
• Grundlagsrentens udvikling: Grundlagsrenten, som er en del af beregningsgrundlaget, har ændret sig over tid:

• Kontostyrkelse: Indført 1. januar 2004 for pensionsordninger oprettet før 1. juli 1999. Dette betød, at fremtidige overskud ville øge opsparingen, men ikke længere danne grundlag for en forhøjelse af et garanteret beløb.
• Kontorenten: Klagerens pensionsordning forrentes med selskabets kontorente, som pt. er 1,0 % p.a. før pensionsafkastskat. Kontorenten fastsættes månedligt og anmeldes til Finanstilsynet.
• Fordeling af årlig rateudbetaling efter udsættelser siden 2017 (fra 1. april 2022):

• Tidligere domme: Selskabet henviser til tidligere domme, herunder U2007.662, hvor selskabet (dengang Nordea Liv & Pension) fik medhold i, at der ikke var tale om rentegaranti for tilsvarende ordninger. Disse domme danner præcedens for lignende sager.

Nævnet finder, at der ikke er grundlag for at pålægge selskabet at anerkende, at det har afgivet en rentegaranti som anført af klageren. Nævnet kan ikke kritisere, at selskabet har henholdt sig til, at pensionsordningen alene indeholder ydelsesgaranti.

Nævnet har blandt andet lagt vægt på, at der i pensionsoversigten af 1/2 1994 ikke er oplysninger om, at der mellem klageren og selskabet er aftalt en rentegaranti ud over de garanterede ydelser. Det følger herefter af Højesterets dom, at der alene kan antages at være afgivet en rentegaranti, hvis der foreligger særlige holdepunkter herfor i sagens øvrige omstændigheder.

Nævnet har videre lagt vægt på, at brevet af 22/7 1994 alene angiver en årlig minimumsforrentning på 4,5 % uden at beskrive, hvordan selskabet måtte udjævne de forskellige afkast/forrentninger, som må forventes at blive realiseret år for år. Brevet af 22/7 1994 giver ikke særlige holdepunkter for, at klageren – individuelt og i modsætning til selskabets øvrige kunder – er blevet lovet en rentegaranti.

Nævnet finder, at klageren ikke har bevist, at selskabet har givet tilsagn om, at den garanterede forrentning efter 1/4 2024 fortsat vil ske på et 4,5 %-beregningsgrundlag, hvis klageren måtte udsætte det oprindeligt aftalte udbetalingstidspunktet (der er den 1/4 2024).

Som følge heraf bestemmes: Klageren får ikke medhold.