Tvist om rentegaranti på pensionsordning hos Danica Pension

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Danica Pension vedrørende den garanterede forrentning af en pensionsordning. Klageren mener, at der mangler et betydeligt beløb på hans konto, da han er blevet garanteret en minimumsrente på 4,5 % efter realrenteafgift "for altid" på sin pensionsordning.

Sagens baggrund

Klageren oprettede sin pensionsordning i maj 1992. I december 1995 blev en pensionsordning fra en bank overført til Danica Pension, og den overførte ordning blev i 1997 sammenlagt med den oprindelige ordning fra 1992. Ordningerne er oprettet på det offentligretlige tekniske beregningsgrundlag G82, hvor Danicas daværende aktuelle nytegningsgrundlag, godkendt af Finanstilsynet, var på 4,5 %.

Klagerens påstande

Klageren hævder, at selskabet har lovet at forrente pensionsordningen med mindst 4,5 % årligt efter realrenteafgift i hele pensionsordningens løbetid. Han henviser til breve fra selskabet dateret 22. januar 1996 og 21. oktober 1997, som ifølge ham bekræfter denne garanterede minimumsrente. Klageren bemærker også, at selskabet "pludselig" ikke kan finde de gamle papirer, der dokumenterer aftalen. Han ønsker, at Danica Pension retter hans konto til det beløb, han er berettiget til.

Selskabets argumenter

Danica Pension fastholder, at der er tale om en ydelsesgaranti og ikke en rentegaranti. Selskabet forklarer, at ydelsesgarantien garanterer en samlet forrentning af ordningens værdi svarende til grundlagsrenten på 4,5 % over hele ordningens løbetid, men ikke en årlig forrentning af den opsparede værdi. Selskabet henviser til en Højesteretsdom (U.2016.1487H), der fastslår, at G82-grundlaget ikke indebærer en rentegaranti. Danica Pension argumenterer, at der ikke foreligger særlige omstændigheder, der skulle give anledning til en rentegaranti i dette tilfælde. Selskabet skelner mellem grundlagsrenten (den rente, de garanterede ydelser er baseret på) og kontorenten (den rente, opsparingen årligt forrentes med), og anfører, at de fremlagte breve er standardbreve, der ikke ændrer på forsikredes aftaleforhold.

Klageren får ikke medhold i sin klage.

Ankenævnets begrundelse

Ankenævnet har vurderet sagen og finder, at pensionsordningen er oprettet på det offentligretlige tekniske beregningsgrundlag G82 med en beregningsrente på 4,5 %.

Det følger af Højesteretsdommen U.2016.1487H, at der ikke ud af G82-beregningsgrundlaget kan udledes nogen forpligtelse for et pensionsselskab til hvert år at forrente forsikringstagerens løbende pensionsopsparing med 4,5 %.

Højesteret har endvidere i dommen anført, at selv om der ikke af G82 kan udledes en garanti for en vis årlig minimumsforrentning af den løbende pensionsopsparing, er det ikke udelukket, at der i forbindelse med livsforsikringer, som er tegnet på grundlag af G82, kan være aftalt en sådan garanti i forholdet mellem forsikringsselskab og forsikringstager. Om dette er tilfældet, beror på den konkrete aftale, men der kan i situationer, hvor rentegarantien ikke fremgår af forsikringspolicen, alene antages at være afgivet en garanti, hvis der i sagens øvrige omstændigheder er særlige holdepunkter herfor. Det bemærkes herved, at en sådan garanti i givet fald vil overstige den forsikringsydelse, som forsikringspræmien er beregnet ud fra i henhold til G82.

Af dækningsoversigt pr. 1/6 1992 fremgår det, at der den 1/9 2020 vil blive udbetalt et angivet beløb, hvis forsikrede er i live. Der fremgår ikke et tilsagn om at forrente hele pensionsordningen med mindst 4,5 % hvert år i hele pensionsordningens løbetid – med årlig rentetilskrivning. Derimod hedder det, at forsikringen reguleres med bonus efter selskabets bonusregulativ, og at der tages forbehold for ændringer i dette. Nævnet finder, at klageren ikke har bevist, at der i øvrigt i police eller dækningsoversigter fremgår en rentegaranti som påstået.

Det følger herefter af Højesteretsdommen U.2016.1487H, at der alene kan antages at være afgivet en rentegaranti, som anført af klageren, hvis der er særlige holdepunkter herfor.

Nævnet finder, at der ikke i brevene af 22/1 1996 og 21/10 1996 er særlige holdepunkter for, at selskabet har afgivet en sådan rentegaranti. Det er nævnets opfattelse, at en sådan garanti ikke med den nødvendige tydelighed kan udledes af disse breve.

Nævnet har blandt andet lagt vægt på, at brevene alene ganske kortfattet beskriver den garanterede rente, hvilket må læses i sammenhæng med forsikringens virkemåde i øvrigt, hvorefter selskabet mod betaling af den aftalte præmie har forpligtet sig til ved forsikringsbegivenhedens indtræden at udbetale bestemte ydelser beregnet ud fra en grundlagsrente på 4,5 % og med tillæg af eventuel bonus. I brevene oplyses klageren om, at "rentegarantien omfatter ikke fremtidige bonus- eller præmiereguleringer", henholdsvis "rentegarantien omfatter ikke fremtidige forhøjelser", og der er derfor ikke givet tilsagn om, at hele depotet – inklusiv midler, der stammer fra efterfølgende bonustilskrivninger og præmieforhøjelser – til enhver tid forrentes med mindst 4,5% om året.

Nævnet henviser desuden til sine afgørelser i blandt andet sagerne 90464, 89848 og 85814, hvor nævnet heller ikke fandt særlige holdepunkter for, at der var afgivet en sådan rentegaranti.

Nævnet kan derfor ikke pålægge selskabet at anerkende, at det har afgivet en rentegaranti som anført af klageren. Nævnet kan herefter ikke give klageren medhold i sin klage.