Ukrainsk mand dømt for ulovlig indrejse trods asylansøgning og henvisning til Flygtningekonventionen

Sagen omhandler en anke fra tiltalte mod en dom afsagt af Københavns Byret den 16. april 2024. Tiltalte påstod frifindelse eller subsidiært formildelse i en sag om ulovlig indrejse i Danmark.

Baggrund for Indrejse

Tiltalte forklarede, at han forlod Ukraine i marts 2024 på grund af tvangsmobilisering til frontlinjen, selvom han havde et dokument, der fritog ham fra militærtjeneste af helbredsmæssige årsager. Han beskrev vanskelighederne ved at forlade Ukraine, herunder at være blevet stoppet ved flere grænseovergange og behovet for at bestikke sig ud af landet.

Tidligere Ophold og Asyl

Tiltalte havde tidligere været i Danmark og var blevet udvist med indrejseforbud den 11. oktober 2023. Han forklarede, at han ikke søgte asyl under sit tidligere ophold, da han havde "danske papirer" og ikke følte behov for asyl. Hans seneste indrejse var spontan og akut, og han havde ikke tid til at kontakte danske myndigheder forudgående.

Rådgivning og Tilregnelse

Tiltalte gjorde gældende, at han indrejste i Danmark baseret på rådgivning fra sin tidligere danske advokat. Advokaten skulle have oplyst ham, at han kunne vende tilbage til Danmark uden at blive fængslet, hvis han havde en gyldig grund, såsom at undgå livstruende tvangsmobilisering. Advokaten sendte ham en seddel, som han udskrev i Moldova og viste ved ankomst i Danmark. Tiltalte mente derfor, at han ikke havde den fornødne tilregnelse til ulovlig indrejse.

Flygtningekonventionen

Tiltalte påberåbte sig Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1, idet han mente, at han ikke kunne straffes for ulovlig indrejse, da han var flygtet fra en truende situation og havde søgt asyl. Han argumenterede subsidiært for strafbortfald under henvisning til denne bestemmelse.

Landsrettens Begrundelse for Skyld

Landsretten fandt det ubestridt, at tiltalte indrejste i Danmark den 4. marts 2024, velvidende om sit indrejseforbud fra dommen af 11. oktober 2023. Retten fastslog, at selvom tiltalte måtte have modtaget vildledende rådgivning fra sin tidligere advokat, havde han handlet uagtsomt ved at indrejse i Danmark uden forudgående kontakt med de danske myndigheder for at afklare muligheden for indrejse trods indrejseforbuddet.

På denne baggrund fandt landsretten tiltalte skyldig i overtrædelse af Udlændingeloven § 59 b, stk. 2.

Vurdering af Flygtningekonventionens Artikel 31, Stk. 1

Landsretten behandlede spørgsmålet om, hvorvidt Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1, var til hinder for straf. Retten bemærkede, at kompetencen til at afgøre, hvorvidt en person er konventionsflygtning, tilhører Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet. Landsretten tog derfor ikke stilling til, om tiltalte var omfattet af konventionens artikel 1.

Selvom tiltalte eventuelt var omfattet af konventionens artikel 1, fandt landsretten, at artikel 31, stk. 1, ikke førte til strafbortfald. Dette skyldtes, at betingelsen om, at tiltalte skulle godtgøre at have haft "rimelig grund" til den ulovlige indrejse, ikke var opfyldt. Landsretten lagde vægt på, at tiltalte, trods udvisning og indrejseforbud, valgte at rejse til Danmark for at søge asyl, selvom der ikke var noget til hinder for, at han kunne have søgt asyl i et andet EU-land. Der forelå ingen omstændigheder, der gjorde det umuligt eller blot besværligt for ham at søge asyl andetsteds, og der var heller ingen familiemæssige tilknytninger i Danmark, der kunne begrunde indrejsen.

Tiltaltes forklaring om, at Dublin-forordningen var årsagen til, at han ikke rejste til Italien (hvor hans barn bor) eller et andet land, da han forventede at blive overført til Danmark, blev ikke anset for at give rimelig grund til den ulovlige indrejse.

Strafudmåling og Udvisning

Landsretten fandt straffen passende og så ingen grund til at nedsætte den under den foreskrevne strafferamme i Udlændingeloven § 59 b, stk. 2, selvom overtrædelsen kun kunne tilregnes tiltalte som uagtsom.

Det blev tiltrådt, at tiltalte fortsat skulle udvises med indrejseforbud. Landsretten bemærkede, at der også var hjemmel til udvisning i medfør af Udlændingeloven § 24, jf. Udlændingeloven § 23, og at indrejseforbuddets længde fulgte af Udlændingeloven § 32, stk. 4.

Afgørelse

Landsretten stadfæstede byrettens dom. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.