Landsskatteretten stadfæster nedsættelse af momsfradrag grundet interessefællesskab og for høje beplantningsværdier

Sagen omhandlede et kommanditselskabs momsfradrag for beplantnings- og vedligeholdelsesværdier faktureret af G1 A/S. Told- og Skattestyrelsen havde nedsat værdierne og dermed kommanditselskabets momsfradrag under henvisning til økonomisk interessefællesskab mellem leverandør og aftager, samt at de fakturerede priser var væsentligt højere end normalt.

Kommanditselskabet var en del af en række ens kommanditistprojekter udbudt af H2 ApS og G1 A/S, med det formål at erhverve fast ejendom og tilplante denne med juletræer/fredskov. Prospektmaterialet angav, at investorerne erlagde en overpris på beplantningen på ca. 3-5 gange markedsprisen som betaling for sikkerhed og kreditgivning. Betalingen for beplantning skete via et afdragsfrit gældsbrev/pantebrev, der forrentes med 10% p.a. med månedsvis rentetilskrivning. G1 A/S og H2 ApS indgik i et netværk, hvor H2 ApS ejede 50% af aktierne i G1 A/S, og H2 ApS's direktør var også direktør i G1 A/S. Dette dannede grundlag for myndighedernes påstand om interessefællesskab.

Syns- og skønsforretning

En syns- og skønsforretning for et tilsvarende projekt (K/S H5) blev fremlagt, som vurderede markedsprisen for beplantning og vedligeholdelse. Rapporten skønnede, at den kontante markedspris for den faktiske beplantning var ca. 1.200.000 kr., mens den finansierede markedspris (hvor betalingen skete via pantebrev med en kurs på 45) var ca. 2.446.000 kr. (ved delvis kontant udbetaling) eller 2.666.667 kr. (ved fuld finansiering). Den fakturerede pris til kommanditselskabet var 3.480.000 kr. for beplantning. Skønsmændene vurderede, at den anførte tilbagekøbsret for G1 A/S var af psykologiske grunde og næppe ville blive eksekveret.

Myndighedernes argumentation

Told- og Skatteregionen og Told- og Skattestyrelsen argumenterede for, at der forelå økonomisk interessefællesskab mellem G1 A/S og kommanditselskabet, hvilket gav hjemmel til at nedsætte de fakturerede beplantningsværdier i henhold til dagældende Momsloven § 9, stk. 1 og Momsloven § 8, stk. 2. De anførte, at priserne var væsentligt højere end normalt, og at den høje pris skyldtes en indregnet finansieringsrisiko (kurstab) som følge af betaling med et afdragsfrit pantebrev. De mente, at den del af prisen, der udgjorde forskellen mellem den kontante markedspris og den finansierede markedspris, måtte anses for vederlag for en momsfritaget finansiel ydelse, jf. Momsloven § 13, stk. 1, nr. 11, litra a. De henviste til EF-domstolens dom i sag C-399/96 - Card Protection Plan Ltd. om opdeling af ydelser og SKM2008.126.ØLR vedrørende skatteansættelsen for en kommanditist i et tilsvarende projekt, hvor landsretten fandt, at skattemyndighederne var berettiget til at tilsidesætte anskaffelsessummen som grundlag for afskrivninger.

Klagerens argumentation

Kommanditselskabet påstod, at der ikke var hjemmel i Momsloven § 9, stk. 1 og Momsloven § 8, stk. 2 til at ændre de aftalte værdier, og at der ikke forelå et interessefællesskab, der kunne begrunde en afvigelse fra de civilretlige aftaler. De fremhævede, at de fakturerede priser ikke var unormalt høje, når der tages højde for G1 A/S's omfattende forpligtelser, herunder projektering, beplantning, genbeplantningsgaranti (95% intakt i år 7), driftsansvar, sikkerhedsstillelse via modregningsret i pantebrevet, samt den afdragsfrie betaling via pantebrev med løbende forrentning. De bestred, at der var tale om to ydelser (beplantning og finansiering), men derimod én samlet ydelse, hvor kredittiden blev kompenseret af renten. De henviste til, at momsfradraget skulle baseres på pantebrevets nominelle værdi.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Told- og Skattestyrelsens afgørelse. Retten lagde til grund, at kommanditselskabet udøvede økonomisk virksomhed, jf. Momsloven § 3. I henhold til Momsloven § 27, stk. 1 og 6. momsdirektivs artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a, skal afgiftsgrundlaget udgøres af den samlede modværdi. Retten henviste til EF-domstolens dom i sag C-342/87 - Genius Holding BV, hvorefter fradragsret er udelukket, hvis det fakturerede momsbeløb ikke vedrører en momspligtig transaktion, og vurderingen heraf ikke udelukkende beror på parternes betegnelse.

Retten fandt, at den kreditgivning, som pantebrevet var udtryk for, ikke kunne anses som en almindelig leverandørkredit, hvor udgangspunktet for momsgrundlaget er leverandørens nominelle tilgodehavende. I stedet skulle der fastsættes en modværdi for det leverede i overensstemmelse med 6. momsdirektivs artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a. Retten fastslog, at vederlaget for leverancen, som leverandøren modtog i form af pantebrevet, højst kunne udgøres af den kursværdi, som dette kunne antages at have haft på transaktionstidspunktet. Det bemærkes, at myndighedernes opgjorte momsberegningsgrundlag lå inden for den kursværdi, som pantebrevet på grundlag af syns- og skønsrapportens kursmargen kunne fastsættes til.

Landsskatteretten fandt videre, at den foretagne fakturering udover den momspligtige beplantnings- og vedligeholdelsesydelse tillige vedrørte finansiering mv., hvilken ydelse måtte anses for en i forhold til beplantningsydelsen selvstændig hovedydelse. Der var således tale om en leverance, der bestod af både en momspligtig transaktion og en momsfritaget transaktion, hvorfor udelukkende den del af vederlaget, der kunne henregnes til førstnævnte, skulle indgå i momsberegningsgrundlaget. Retten henviste til EF-domstolens dom i sag C-399/96 - Card Protection Plan og EF-domstolens dom i sag C-291/03 - My Travel plc vedrørende opdeling af ydelser. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte myndighedernes skønsmæssige opgørelse af momsberegningsgrundlaget, idet der heller ikke på grundlag af de foreliggende syns- og skønsrapporter var anledning hertil.

Kommanditselskabet havde ikke fradragsret i videre omfang end det, hvormed den omhandlede leverance skulle være indgået i leverandørens momsgrundlag, jf. Momsloven § 37, stk. 1. Den påklagede afgørelse blev derfor stadfæstet.

Retten traf endvidere afgørelse om, at der ikke gives fuld omkostningsdækning til de afholdte udgifter til supplerende syns- og skønsforretning i denne sag, jf. Skatteforvaltningsloven § 52, stk. 3.