Sag om pro rata-erstatning efter indbrud i bil - urigtige oplysninger om brugerforhold?

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og If Skadeforsikring vedrørende dækning af en bilskade forårsaget af tyveri og indbrud. Den centrale uenighed drejer sig om, hvorvidt forsikringstageren har afgivet urigtige risikooplysninger om bilens faste bruger, hvilket har ført til en pro rata-beregning af erstatningen fra forsikringsselskabets side.

Sagens faktiske omstændigheder

Den 17. februar 2022 blev forsikringstagerens bil (bil2) udsat for indbrud og tyveri af dele, herunder siderude, rat og navigation. Skaden blev opgjort til 88.473,30 kr. Forsikringstageren havde en fuld kaskoforsikring på bilen. Selskabet tilbød en erstatning på 32.285,92 kr. med fradrag af en selvrisiko på 5.000 kr., baseret på en pro rata-beregning. Dette skyldtes selskabets opfattelse af, at forsikringstagerens ældste barn var fast bruger af bilen, og at dette ikke var oplyst ved tegning af forsikringen.

Det fremgår, at forsikringstageren har to biler indregistreret i sit navn. En tidligere bil (bil1) havde et årligt kørselsforbrug på ca. 7.500 km, mens den skaderamte bil (bil2) havde et årligt kørselsforbrug på ca. 17.000 km i perioden 2020-2022. Forsikringstagerens ældste barn var desuden fører af en tidligere totalskadet bil, som også var forsikret hos selskabet.

Parternes hovedpåstande og argumenter

Forsikringstagerens påstand: Kræver fuld erstatning for skaden. Hun anfører, at hun er bilens ejer og primære bruger, og at hendes børn hverken er jævnlige eller primære brugere. Hun forklarer, at bil1 bruges til hverdagskørsel, mens bil2 kun bruges lejlighedsvist til familieture. Hun mener, at hendes børn kun låner bilen til ærinder, og at dette ikke kræver oplysning til selskabet. Forsikringstageren påpeger også sprogvanskeligheder, som ifølge hende har ført til misforståelser i kommunikationen med selskabet.

Selskabets påstand: Fastholder den pro rata-beregnede erstatning. Selskabet argumenterer for, at forsikringstagerens ældste barn må anses for at være fast bruger af bil2. Dette begrundes med: (1) forsikringstagerens egne udtalelser i telefonsamtaler om, at bilen er en familiebil, og at børnene bruger den jævnligt, (2) at forsikringstageren anskaffede en ekstra bil i forbindelse med, at hendes børn fik kørekort, (3) at naboen kontaktede barnet direkte ved opdagelsen af indbruddet, og (4) at barnet anmeldte skaden til politiet. Selskabet fremhæver også bil2's høje kilometertal, som modsiger forsikringstagerens forklaring om sjælden brug. Selskabet oplyser, at den korrekte præmie, hvis de rette brugerforhold var oplyst, ville have været 39.297 kr. mod de betalte 14.340,37 kr.

Relevante forhold og dokumentation

Sagen bygger på en række dokumenter og lydfiler, herunder synsrapporter for begge biler, forsikringspolicen og forsikringsbetingelserne (specifikt punkt 5.1 om dækning og 5.7 om risikoforandring), samt optagelser af telefonsamtaler mellem selskabet, forsikringstageren og hendes barn. En SMS fra en nabo til forsikringstagerens barn om indbruddet er også fremlagt.

Ankenævnet for Forsikring har afgjort, at If Skadeforsikring var berettiget til at opgøre erstatningen som en pro rata-erstatning, men at selskabets beregning af selvrisikoen var ukorrekt. Klageren får delvist medhold i sin klage.

Ankenævnet finder, at forsikringstagerens ældste barn må anses for at være en fast bruger af den skaderamte bil (bil2). Denne vurdering er baseret på en række faktorer:

• Familiebil og brug: Klageren har i telefonsamtaler oplyst, at bilen er en familiebil, og at hendes børn, især det ældste, jævnligt benytter den. Anskaffelsen af en yderligere bil skete i tidsmæssig sammenhæng med, at klagerens to ældste børn fik kørekort.
• Tidligere skade: Klagerens ældste barn var fører af en tilsvarende bil, som klageren ejede, og som blev totalskadet ved et eneuheld den 27. oktober 2019.
• Skadesanmeldelse: Det var klagerens ældste barn, der anmeldte indbruddet i bilen til politiet, og naboen, der opdagede indbruddet, kontaktede direkte barnet med besked om skaden.
• Kørselsmønster: Bil2 har kørt væsentligt længere (ca. 17.000 km/år) end klagerens anden bil (bil1, ca. 7.500 km/år), hvilket modsiger klagerens forklaring om, at bil2 kun blev brugt sjældent.

Nævnet udtaler, at det er almindeligt kendt, at præmien for en bilforsikring beregnes ud fra ejerens og brugerens risikooplysninger. Klageren burde derfor have oplyst, at hendes barn var en fast bruger af bilen. Undladelsen heraf kan tilregnes klageren som mindst groft uagtsomt. På denne baggrund var selskabet berettiget til at opgøre erstatningen som en pro rata-erstatning i medfør af Forsikringsaftaleloven § 6 og Forsikringsaftaleloven § 7. Desuden understøtter Registreringsbekendtgørelsen § 1, stk. 3 selskabets vurdering af, at barnet må anses som fast bruger.

Vedrørende selvrisikoen: Ankenævnet bemærker, at selskabets fremgangsmåde for fradrag af selvrisikoen var ukorrekt. Selvrisikoen udgør et på forhånd aftalt beløb af skadens størrelse, som den sikrede selv bærer risikoen for. Den skal derfor fratrækkes den samlede skadeudgift før den pro rata-beregnede erstatning og ikke fra den allerede pro rata-beregnede erstatning. Selskabet skal derfor på ny opgøre selvrisikoen i overensstemmelse hermed.

Klagerens øvrige anbringender, herunder om sprogkundskaber, kan ikke føre til et andet resultat. Klagegebyret tilbagebetales.