Klage over investeringsafkast og manglende rådgivning vedrørende pensionsordning med garanti hos Danica Pension

Sagen omhandler en forsikringstagers klage over Danica Pensions forvaltning af hans pensionsordning, 'Danica Balance, lavt risikoforløb (garanti)', og de negative konsekvenser af en tilknyttet udbetalingsgaranti.

Sagens baggrund og forløb

Klageren opdagede i april 2021, at hans pensionsopsparing havde oplevet et markant negativt afkast i årets første måneder, med et fald på 4,3 % og en årlig omregnet negativt afkast på 17,2 %. Dette var overraskende, da hans investeringsprofil var angivet som 'lav risiko'.

Danica Pension havde i april 2020, efter kursfald i februar-marts 2020, omlagt klagerens og tilsvarende kunders investeringer fra ca. 75 % lange obligationer og 25 % offensive investeringer til næsten 100 % lange obligationer. Dette skete for at sikre, at selskabet kunne opfylde de afgivne garantier. Rentestigninger i starten af 2021 medførte kursfald på disse lange obligationer og dermed et negativt afkast på pensionsordningen.

Klageren kontaktede Danica og blev informeret om, at udbetalingsgarantien krævede investering i lange obligationer, hvilket førte til det negative afkast. Han blev rådet til at fjerne garantien, hvilket skete den 4. maj 2021. Efter fjernelsen af garantien steg de årlige forventede udbetalinger markant:

Klagerens påstande og argumenter

Klageren påstod, at Danica ikke havde forvaltet hans pensionsopsparing med rettidig omhu. Han mente, at selskabet burde have omlagt investeringerne proaktivt eller kontaktet ham for at gøre opmærksom på situationen og rådet ham til at fjerne garantien. Han anførte også, at Danica havde informeret mangelfuldt om garantiordningens negative konsekvenser for størrelsen af pensionsudbetalingerne. Han krævede, at Danica skulle holdes ansvarlig og godtgøre ham dels for det tab, der var opstået på depotet i 2021, dels for den mindre udbetalte pension, han havde modtaget i ca. 1½ år som følge af garantiordningen.

Selskabets argumenter

Danica afviste klagerens krav og anførte, at klageren løbende var blevet oplyst via dækningsoversigter om, at andelen af offensive investeringer kunne reduceres for at opfylde garantien. Selskabet mente, at klageren var tilstrækkeligt orienteret om garantiproduktets virkemåde og var berettiget til at omlægge investeringerne til obligationer uden at kontakte hver enkelt kunde.

Selskabet forklarede, at garantien årligt koster 0,15 % af depotet, og at den markante forskel i pensionsydelser før og efter bortfald af garantien primært skyldes, at udbetalingerne beregnes forskelligt. På en ugaranteret ordning anvendes en udbetalingsrente på 2,5 %, mens en garanteret ordning anvender 0 % for den garanterede del af udbetalingerne. De garanterede udbetalinger var ikke blevet nedsat som følge af tab på investeringer.

Klageren får ikke medhold.

Ankenævnet for Forsikring finder, at klageren ikke har bevist, at der er mangelfulde forhold af en sådan karakter ved selskabets håndtering af klagerens pensionsopsparing eller selskabets vejledning om garantiordningens virkemåde, at disse mangler kan føre til, at selskabet har pådraget sig et erstatningsansvar efter almindelige erstatningsretlige regler. Nævnet finder heller ikke grundlag for at statuere, at klageren som følge af bristede forudsætninger har ret til at træde tilbage fra sin aftale om en garantiperiode.

Nævnet har lagt vægt på, at det ikke er sandsynliggjort, at selskabet i garantiperioden har håndteret pensionsordningens investeringer på en måde, der er i strid med bestemmelser i investeringsbetingelserne eller aftalegrundlaget i øvrigt. Det forhold, at selskabet måtte have valgt en for klageren mindre optimal investeringsform ved at placere klagerens pensionsopsparing i lange obligationer – som kan være udsat for væsentlige kursfald ved stigende renteniveau – kan ikke i sig selv udgøre et ansvarspådragende grundlag. Nævnet bemærker, at det fremgår af investeringsbetingelserne, at selskabet løbende kan tilpasse andelen af offensive investeringsfonde, når selskabet skønner det hensigtsmæssigt.

Nævnet har videre lagt vægt på, at klageren ikke har bevist, at han har fået forkerte eller utilstrækkelige oplysninger fra selskabet om garantiordningens virkemåde på et pensionsseminar i 2018 eller i øvrigt forud for garantiperiodens opstart den 1. juli 2019. Reglerne for garantiordningen er fremgået af blandt andet dækningsoversigter og investeringsbetingelser. Af investeringsbetingelserne fremgår det, at andelen af offensive investeringsfonde typisk vil være mindre under en garantiperiode.

Nævnet bemærker, at den udbetalingsrente, der anvendes ved beregningen af pensionsudbetalingerne, har væsentlig betydning for udbetalingernes størrelse. En høj udbetalingsrente fører til relativt høje udbetalinger i starten af forløbet, men indebærer også en forøget risiko for, at pensionsudbetalingerne senere må sættes ned, fordi den forudsatte forrentning af ordningen ikke vil kunne opnås. Nævnet lægger til grund, at den forøgelse af pensionsudbetalingernes størrelse, som klageren har oplevet umiddelbart efter, at udbetalingsgarantien blev fravalgt i maj 2021, i væsentlig grad skyldes, at selskabet nu benytter en udbetalingsrente på 2,5 % mod tidligere 0 %, og at depotet dermed udbetales relativt hurtigere fra begyndelsen.

Det, som klageren i øvrigt har anført, kan ikke føre til andet resultat.