Præmiestigning på forsikringer trods friskadedækning

Sagen omhandler en klage fra en forsikringstager over urimelige prisstigninger på sine hus-, indbo- og bilforsikringer hos Forsikrings-Aktieselskabet Alka. Klageren oplevede prisstigninger på 20% for indbo- og bilforsikring og 65% for husforsikring.

Klagerens påstande og argumenter

Klageren gjorde indsigelse mod prisstigningerne, da han mente, de var baseret på en forkert opgørelse af hans skadeshistorik. Ifølge klageren havde han haft 6 skader over de seneste 5-6 år, mens Alka opgjorde det til 12 skader. Forskellen skyldtes, at Alka medregnede glasskader på bilen (stenslag, forrudeskift), selvom klageren havde en "Friskadeforsikring". Klageren citerede sin police, som angav, at "Med en Friskadeforsikring vil følgende skader ikke medføre opkrævning af selvrisiko og de vil ikke have konsekvens for præmietrin og en øget selvrisiko ... (herunder:) Reparation af forruden og skader på bilens øvrige glas". Klageren fastholdt, at det var urimeligt og i strid med policen at hæve præmierne på baggrund af glasskader, og at hans "kundescore" burde genberegnes uden disse skader.

Klageren fremlagde en oversigt over sine skader i perioden 2015-2020, som han havde modtaget fra Alka:

Klagerens egen opgørelse af skader, der burde tælle med, var 2 reelle bilskader, 3 indboskader og 2 husforsikringsskader (utæt vandrør talt som 2 af Alka), i alt 7 skader.

Selskabets påstande og argumenter

Alka Forsikring fastholdt, at prisstigningerne var nødvendige, da den betalte præmie ikke længere modsvarer risikoen. Selskabet forklarede, at skader og risici oversteg det, der var lagt til grund ved tegningen af forsikringen. Alka bekræftede, at glasskader tæller med i skadestatistikken, og at "kundescore" indgår som et parameter i fastsættelsen af præmien. Selskabet uddybede, at selvom en friskade ikke medfører trinstigning på en autoforsikring eller opkrævning af selvrisiko, er det ikke ensbetydende med, at en friskade ikke "tæller" med i antal anmeldte skader. Friskader medfører stadig udgifter for selskabet, og tillægsdækningen "Friskadeforsikring" har intet med beregningen af risikopræmien at gøre. Selskabet henviste til forsikringsbetingelserne, der giver dem ret til at varsle ændringer i præmien med mindst 1 måneds varsel til forfaldsdagen, hvis der sker væsentlige ændringer i prisen ud over indeksreguleringen. Klageren havde modtaget varsling i god tid og havde mulighed for at opsige forsikringerne.

Ankenævnet for Forsikring afgjorde, at klageren ikke fik medhold i sin klage over prisstigninger på sine forsikringer. Nævnet fandt, at selskabets varsling af præmieforhøjelserne på klagerens bil-, hus- og indboforsikringer var sket i overensstemmelse med forsikringsbetingelserne. Præmiestigningen var begrundet i klagerens samlede skadeforløb, som ifølge selskabet udgjorde en væsentlig større risiko end den præmie, der tidligere var betalt. Ankenævnet kunne derfor ikke pålægge selskabet at annullere de varslede prisstigninger.

Nævnet lagde vægt på, at selvom "Friskadeforsikringen" (som beskrevet i forsikringsbetingelsernes punkt 8.1.1.1) forhindrer opkrævning af selvrisiko og konsekvenser for præmietrin ved visse skader som glasskader, betyder dette ikke, at disse skader ikke tæller med i selskabets samlede risikovurdering og skadestatistik. Friskader medfører stadig udgifter for selskabet, og disse udgifter indgår i den samlede risikoberegning for fastsættelse af præmien. Selskabet har ret til at tarifere præmier ud fra de foreliggende risici, hvilket er væsentligt også i forhold til de øvrige forsikringstagere.

Det fremgår af forsikringsbetingelsernes punkt 13.1.1, at forsikringen gælder for et år ad gangen og fortsætter, medmindre forsikringstageren eller selskabet opsiger den skriftligt med mindst én måneds varsel til forsikringens udløb. Punkt 13.1.2 fastslår, at hvis selskabet har meddelt ekstraordinær præmieforhøjelse eller ændringer i forsikringsdækningen jf. afsnit 15, kan forsikringstager lade forsikringen ophøre fra den dag, forsikringen bliver ændret. Tilsvarende bestemmelser findes for indbo- og husforsikringen i afsnit 20.5 og 18.1/18.2.

Nævnet bemærkede desuden, at det er Finanstilsynet, der som myndighed er tillagt kompetence til at vurdere, om en given adfærd kan være i strid med reglerne om god skik, herunder bestemmelserne i Bekendtgørelse om god skik for forsikringsdistributører § 19 og Bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder § 6, stk. 4. Disse bestemmelser kræver varsling af væsentlige ændringer til ugunst for forbrugeren med angivelse af opsigelsesmulighed, hvilket selskabet havde overholdt.