Afvisning af bådansvarsforsikring og vragfjernelsesdækning for husbåd

Sagen omhandler klagerens ønske om at tegne en bådansvarsforsikring, inklusive P&I vragfjernelse, hos Søassurancen Danmark A/S, og selskabets gentagne afvisning heraf. Klageren har anført, at afvisningen har medført betydelige udgifter og konsekvenser, herunder eksklusion fra en husbådsforening og omkostninger til beddingsophold.

Klagerens påstande og baggrund

Klageren modtog den 6. november 2019 et tilbud på den ønskede forsikring. Tilbuddet var betinget af et indtegningssurvey og en ultralydsscanning af skroget, udført af en af Søassurancen Danmarks godkendte survoyer. Klageren, der er uddannet erhvervsdykker, forsøgte selv at udføre ultralydsmålinger, men disse blev ikke godkendt af selskabet. Efterfølgende fik klageren et skibsingeniørfirma til at udføre bundsyn og tykkelsesmålinger, som ifølge klageren opfyldte Søfartsstyrelsens krav.

Klageren hævder, at selskabet den 5. juni 2020 meddelte, at de ikke ønskede at tegne forsikringen alligevel, og at en efterfølgende telefonsamtale gav indtryk af, at selskabet ville sende deres egen mand til at besigtige båden, når den kom på land. Klageren har afholdt udgifter på ca. 90.000 kr. til beddingsophold i den tro, at dette ville muliggøre forsikringstegningen. Han anfører, at manglen på forsikring har ført til eksklusion fra hans husbådsforening og risiko for at miste sin plads.

Selskabets argumenter og afvisning

Søassurancen Danmark A/S har oplyst, at de har kendt til klageren siden 2014 og har vurderet flere af hans fartøjsprojekter. Selskabet fastholder, at den aktuelle risiko faldt uden for foreningens dækningsområde, og at de udarbejdede et tilbud med klare selskabspolitiske holdninger. Selskabet har generelle regler for indtegning af gamle både, der kræver regelmæssige bundsyn og tykkelsesmålinger af stål. De afviser at godkende målinger foretaget i vand eller af ejeren selv, samt målinger fra visse skibsingeniørfirmaer, herunder det af klageren anvendte, som de anser for "useriøse" og "ikke valide".

Selskabet meddelte klageren pr. mail den 5. juni 2020, at de ikke ønskede at indtegne husbåden, da deres indtegningskrav ikke var opfyldt. De afviser klagerens påstand om en efterfølgende telefonsamtale, hvor de skulle have lovet at besigtige båden på værft. Selskabet understreger, at det er deres suveræne beslutning, hvilke kunder de ønsker at forsikre, og at de ikke er forpligtet til at tegne forsikring for klagerens husbåd. De henviser til, at den oprindelige attest fra skibsingeniørfirmaet (19/5 2020) ikke omfattede besigtigelse af den udvendige bund på land, hvilket var et centralt krav.

Forsikringstilbuddet

Det udaterede forsikringstilbud, som klageren modtog den 6. november 2019, specificerede følgende:

Selvrisikoen var angivet til 10% af skadeudgiften, minimum 15.000 kr. pr. skade. Tilbuddet dækkede ikke sejlads og var betinget af et indtegningssurvey og ultralydsscanning af skroget udført af en af Søassurancen Danmarks godkendte survoyer, hvorefter selskabet skulle godkende skibet til indtegning.

Ankenævnet for Forsikring finder ikke grundlag for at pålægge Søassurancen Danmark A/S at oprette en forsikring på klagerens båd eller at betale for klagerens udgifter på 90.000 kr. til beddingsophold.

Nævnet lægger vægt på, at et forsikringsselskab ikke har en generel forpligtelse til at tilbyde en bestemt type forsikring til en kunde. Selskabet har ret til at afslå at tilbyde forsikring efter eget skøn, og nævnet finder ikke grundlag for at kritisere selskabets skøn i den konkrete sag.

Det fremgår af det fremlagte, udaterede forsikringstilbud, som klageren modtog den 6. november 2019, at tilbuddet kun var gældende, hvis der blev foretaget et indtegningssurvey og en ultralydsscanning af skroget for kundens egen regning og udført af en af Søassurancen Danmarks godkendte survoyer. På baggrund heraf var selskabet berettiget til den 5. juni 2020 – syv måneder efter fremsendelsen af tilbuddet – at meddele, at de ikke ønskede at tegne forsikring, da der ikke var foretaget en bundundersøgelse på land, der opfyldte deres krav.

Nævnet bemærker, at klageren ikke har bevist, at selskabet efterfølgende telefonisk skulle have stillet klageren i udsigt, at han ville kunne tegne forsikring, hvis der blev foretaget tilfredsstillende bundundersøgelser. Selskabet fastholdt sin beslutning om ikke at tilbyde forsikring i en mail af 5. august 2020.

Endvidere må det lægges til grund, at klagerens udgifter til beddingsophold blev afholdt efter, at selskabet allerede havde meddelt klageren, at han ikke kunne tegne forsikring hos dem. Den Nairobikonventionen af 14. april 2015 er nævnt i sagen i forbindelse med vragfjernelse, men er ikke afgørende for nævnets afgørelse om selskabets ret til at afvise forsikringstegning.