Afgørelse om genoptagelse og yderligere méngodtgørelse efter trafikulykke

Sagen omhandler en klage fra en forsikringstager, der ønsker genoptagelse af sin ulykkesforsikringssag og udbetaling af yderligere méngodtgørelse efter et trafikuheld.

Sagens baggrund og forløb

Klageren blev den 1. september 2015 frontalt påkørt af en modkørende bilist. Som følge af ulykken anmeldte klageren skader på begge arme, ribben og højre fod. Forsikrings-Aktieselskabet Alka anerkendte skaden som omfattet af forsikringen og udbetalte i januar 2017 en erstatning svarende til en méngrad på 5% for varige følger i begge hænder og venstre fodled. Denne vurdering var baseret på en vejledende udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) af 20. december 2017, som senere blev fastholdt ved en revurdering af 2. maj 2018.

Klagerens påstande og argumenter

Klageren ønsker sagen genoptaget og en højere méngrad anerkendt. Klageren anfører, at hun har mistet al kraft i alle fingres yderste led, lider af kognitive gener, og har en varig skade i venstre ankelled. Hun henviser til en ortopædkirurgs vurdering fra 18. september 2017, der konkluderede, at generne var en følge af ulykken, og at méngraden burde være højere. Klageren mener, at den første speciallægeerklæring var mangelfuld, og at hendes forsikringsselskab afviser genoptagelse trods nye lægelige vurderinger. Klageren har desuden oplevet psykisk påvirkning af sammenstødet og ønsker en fair vurdering, eventuelt forelagt for Retslægerådet.

Selskabets påstande og argumenter

Alka Forsikring har afvist at genoptage sagen og udbetale yderligere dækning. Selskabet henviser til, at den helbredsmæssige tilstand ikke har ændret sig væsentligt i forhold til de gener, der blev lagt til grund ved sagens afslutning. De fastholder, at méngraden er fastsat i overensstemmelse med vurderingerne fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som er den fagligt kompetente myndighed til at fastsætte méngrader og vurdere årsagssammenhæng. Selskabet påpeger, at forsikringsbetingelserne kræver lægelig dokumentation for en væsentlig forværring, der alene skyldes direkte følger af ulykkestilfældet, hvilket de ikke finder er til stede. De anfører, at kognitive gener og gener i venstre ankel først blev beskrevet henholdsvis et år og 14 måneder efter ulykken, og derfor ikke anses for at have direkte årsagssammenhæng med ulykken (ingen strakssymptomer eller brosymptomer).

Nævnet har afgjort, at klageren ikke får medhold i sin klage om yderligere méngodtgørelse og genoptagelse af sagen.

Begrundelse

Ankenævnet har lagt vægt på de vejledende udtalelser fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring af 20. december 2017 og 2. maj 2018, som begge vurderede det varige mén efter ulykken til 5%.

Nævnet finder, at de fremlagte lægelige bilag, herunder notatet fra håndkirurgisk afdeling af 8. april 2019, ikke godtgør, at der er sket en væsentlig ændring i klagerens helbredstilstand efter sagens afslutning hos selskabet. Dette er i overensstemmelse med vurderingerne fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Derudover er der ikke i de lægelige bilag dokumenteret vedvarende gener eller brosymptomer i venstre ankelled fra ulykkestidspunktet og frem. Klagerens øvrige anbringender kan ikke føre til et andet resultat.