Afgørelse vedrørende ophør af udbetalinger for tab af erhvervsevne trods angstdiagnoser

Sagen omhandler en klage fra en forsikringstager over Danica Pensions beslutning om at stoppe udbetalinger for tab af erhvervsevne.

Sagens baggrund

Klageren blev sygemeldt med stress i 2012, hvilket udviklede sig til depression og angst. Hun havde en firmapensionsordning hos Danica Pension, der inkluderede dækning ved tab af erhvervsevne. Forsikringen gav ret til udbetaling og præmiefritagelse ved midlertidigt og længerevarende tab af erhvervsevne på mindst halvdelen. Danica Pension udbetalte løbende forsikringsydelser på midlertidigt grundlag fra den 30. juli 2012 til den 1. juni 2020.

Parternes påstande og argumenter

Klageren klager over, at Danica Pension har stoppet udbetalingerne, da hun fortsat lider af generaliseret angst, social fobi og agorafobi, og en speciallæge har anbefalet yderligere udredning og behandling. Hun ønsker, at udbetalingerne genoptages.

Danica Pension fastholder, at klagerens tilstand er stabiliseret, og at der ikke er dokumentation for, at hendes generelle erhvervsevne er nedsat til halvdelen. Selskabet mener, at de med rette har stoppet udbetalingerne efter at have ydet dækning på midlertidigt grundlag i knap 8 år. De bemærker desuden, at klageren er registreret som stifter, ejer og direktør i to selskaber, hvilket ifølge dem taler imod et betydende erhvervsevnetab. Klageren har forklaret, at virksomhederne tilhører hendes ægtefælle, og at hun ikke udfører arbejde i dem, men er registreret af formelle årsager.

Medicinsk og erhvervsmæssig udredning

Klageren har gennemgået en række behandlingsforløb hos psykologer og psykiatere siden 2012. Diagnoser inkluderer stress, depression, panikangst, generaliseret angst, social fobi og agorafobi. En speciallægeerklæring fra februar 2020 konkluderede, at klageren opfyldte kriterierne for agorafobi og socialfobi, og muligvis ængstelig personlighedsstruktur. Speciallægen vurderede, at der var klar indikation for medicinsk behandling, som burde iværksættes før erhvervsrettede tiltag, og at behandlingsmulighederne ikke var udtømte. Klageren har dog i perioder fravalgt medicinsk behandling på grund af bivirkninger og angst for at miste kontrol. Klageren har ikke været i arbejde siden sygemeldingen i 2012 og har ikke været i et kommunalt forløb med henblik på afklaring af arbejdsevnen.

Nævnet finder, at selskabet har været berettiget til at overgå til en vurdering af klagerens generelle erhvervsevne den 1. juni 2020. Nævnet finder ikke grundlag for at kritisere, at selskabet har ydet midlertidig dækning i 8 år. Nævnet har blandt andet lagt vægt på klagerens forholdsvis unge alder, og at klageren siden 2012 har været i et behandlings- og udredningsforløb, hvor der løbende er sket ændring i hendes gener.Af forsikringsbetingelserne fremgår det, at forsikringstageren er berettiget til dækning, når forsikringstageren på grund af ulykke eller sygdom ikke er i stand til at tjene mindst halvdelen af, hvad der er almindeligt for personer med samme alder og tilsvarende uddannelse i samme del af landet.Efter almindelige forsikringsretlige principper er det den, der rejser et krav, der skal bevise rigtigheden heraf.Nævnet finder efter en gennemgang af sagen og efter en samlet vurdering, at klageren ikke har bevist, at hendes generelle erhvervsevne er nedsat i dækningsberettigende grad, og at hun med de rette skånebehov ikke vil være i stand til at arbejde og tjene mere end halvdelen af, hvad der er sædvanligt for fuldt erhvervsdygtige personer med lignende uddannelse og alder.Nævnet har blandt andet lagt vægt på, at klageren lider af en række psykiske gener, herunder angst, socialfobi og agorafobi, og at behandlingsmulighederne af angsttilstanden ifølge psykiatrisk speciallægeerklæring af 13. februar 2020 ikke er udtømte.Nævnet har derudover lagt vægt på, at klageren ikke er blevet arbejdsprøvet, hvorfor det ikke nærmere er undersøgt, i hvilket omfang klageren ville være i stand til at arbejde inden for det bredere arbejdsmarked under iagttagelse af relevante skånehensyn.Nævnet har også lagt vægt på, at klageren ifølge De Centrale Virksomhedsregister er direktør i to virksomheder, hvor hun i det ene står som eneejer.Det, som klageren i øvrigt har anført – herunder at det er hendes ægtefælles virksomheder – kan ikke føre til andet resultat.Som følge heraf bestemmes: Klageren får ikke medhold.