Afvisning af ulykkesforsikringskrav grundet forældelse: Tvist om anmeldelse og oplysningspligt

Denne sag omhandler en tvist for Ankenævnet for Forsikring vedrørende et forsikringskrav for en ulykke, som Codan Forsikring A/S afviste med henvisning til, at kravet var forældet.

Sagens baggrund

Klageren blev den 19. oktober 2016 påkørt af en bil under arbejde. Hun havde to ulykkesforsikringer hos Codan Forsikring: én via sin fagforening og én via sin pensionskasse. Den 1. november 2016 anmeldte klageren skaden til Codan på en blanket, hvor policenummeret for fagforeningsordningen blev anført. Skaden blev senere anerkendt som en arbejdsskade af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og klageren modtog méngodtgørelse på 8% fra fagforeningsordningen.

I januar 2020 blev klageren opmærksom på sin ulykkesforsikring via pensionskassen og kontaktede Codan for at søge dækning herunder. Efter en genanmeldelse af skaden fastholdt Codan den 26. februar 2020 deres afslag med henvisning til, at kravet var forældet.

Klagerens påstande og argumenter

Klageren påstod, at skaden skulle dækkes af forsikringen via pensionskassen. Hun argumenterede for, at hun havde en berettiget forventning om, at Codan ville behandle sagen under alle relevante forsikringsordninger, da begge ordninger var hos Codan og kunne identificeres via hendes CPR-nummer. Klageren anførte, at Codan selv udfyldte policenummeret på den oprindelige skadesanmeldelse i 2016, og at det var urimeligt, at hun skulle lide tab, fordi Codan kun behandlede sagen under den ene police. Hun mente, at Codan burde have anført begge policenumre på anmeldelsen.

Selskabets påstande og argumenter

Codan anerkendte, at klageren havde ulykkesforsikringer via både fagforeningen og pensionskassen. Selskabet afviste dog dækning for pensionskasseordningen med henvisning til, at kravet var forældet, da klageren først henvendte sig om denne ordning i januar 2020. Codan anførte, at klageren selv havde angivet policenummeret for fagforeningsordningen i 2016, og at de to ordninger er særskilte kollektive ordninger, der kræver, at den forsikrede oplyser, hvilken ordning skaden skal anmeldes under. Selskabet oplyste, at de ikke har oplysninger om de enkelte medlemmer i deres system, og at de kontakter den relevante organisation for oplysninger.

Codan henviste til Forældelsesloven § 3, stk. 1 og Forældelsesloven § 3, stk. 2, og argumenterede for, at forældelsesfristen på 3 år begyndte at løbe, da klageren fik eller burde have haft kendskab til fordringen. Selskabet mente, at klageren var bekendt med ulykken og generne i oktober 2016 og derfor burde have anmeldt kravet på det tidspunkt. Codan fremhævede, at klageren havde modtaget orientering om pensionskasseordningen ved optagelse som medlem og årligt via E-Boks, og at ukendskab til en forsikrings eksistens eller dækningsomfang ifølge gældende praksis ikke suspenderer forældelsesfristen.

Klageren får ikke medhold.

Nævnet bemærker, at et krav på forsikringsdækning forældes 3 år efter det tidligste tidspunkt, hvor klageren kunne fremsætte et krav om forsikringsdækning over for forsikringen. Dette følger af Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 1 og Forældelsesloven § 2 og Forældelsesloven § 3. Nævnet finder, at dette tidspunkt er, når skaden har vist sig på en sådan måde, at klageren har haft rimelig anledning til at anmelde kravet til selskabet, selvom en eventuel méngrad først ville kunne opgøres senere.

Efter en gennemgang af sagen finder nævnet, at klagerens krav som udgangspunkt var forældet forud for anmeldelsen i januar 2020 til selskabet. Nævnet har lagt vægt på selskabets oplysninger fra de lægelige akter, der indikerer, at klageren allerede i oktober/november 2016 burde have vidst, at der var et krav.

Spørgsmålet om suspension af forældelsesfristen i henhold til Forældelsesloven § 3, stk. 2 er blevet vurderet. Denne bestemmelse fastslår, at forældelsesfristen først begynder at løbe, når fordringshaveren fik eller burde have haft kendskab til fordringen, hvis denne var ubekendt med fordringen eller skyldneren. Nævnet lægger til grund, at klageren selv udfyldte policenummeret på skadeanmeldelsen fra 2016, og at dette policenummer tilhørte fagforeningsordningen.

Nævnet finder, at klageren ikke kan anses for at have været i utilregnelig uvidenhed om pensionskasseforsikringens eksistens. Dette begrundes med, at klageren gennem sin pensionskasse har haft adgang til alle nødvendige oplysninger om den kollektive ulykkesforsikring, herunder orientering ved optagelse som medlem og årlige breve via E-Boks. Klageren har ikke bevist, at der forelå en særlig situation, hvor hun ikke blev korrekt informeret.

Nævnet bemærker endvidere, at klagerens ulykkesforsikringer gennem fagforeningen og pensionskassen er to forskellige ordninger. Selskabet har oplyst, at de ved modtagelse af en skadeanmeldelse, hvor der oplyses om en specifik ordning (fagforening eller pensionskasse), retter henvendelse til den pågældende organisation for at indhente oplysninger om dækning. Selskabet har ikke oplysninger om de enkelte medlemmer i deres system. På denne baggrund finder nævnet det ikke godtgjort, at selskabet har ydet fejlagtig eller mangelfuld rådgivning. Den omstændighed, at det ville have været hensigtsmæssigt, om selskabet havde gjort klageren opmærksom på den mulige dækning via pensionskassen, ændrer ikke på resultatet.

Som følge heraf får klageren ikke medhold.