Tvist om ansvar for skade forvoldt af defekt håndbremse

Sagen omhandler en tvist om ansvarsdækning under en lovpligtig ansvarsforsikring for bil, efter at klagerens bil trillede og angiveligt påkørte et andet køretøj.

Sagens faktiske omstændigheder

Den 5. juni 2019 trillede klagerens parkerede bil ned ad en vej grundet en defekt håndbremse. Ifølge et vidne ramte bilen en anden parkeret bil, før den endte på fortovet. If Skadeforsikring modtog en henvendelse fra skadelidtes forsikring den 7. juni 2019, og klageren afviste erstatningspligten den 13. juni 2019.

Parternes hovedpåstande og centrale argumenter

Klagerens påstande: Klageren bestrider ansvaret for skaden. Han anfægter vidnets uvildighed og troværdighed, da vidnet ifølge klageren ikke så bilen trille og først afgav forklaring to måneder efter uheldet. Klageren hævder desuden, at det er teknisk usandsynligt, at hans grønne bil kunne forvolde de hvide ridser på modpartens bil, og kritiserer selskabets manglende tekniske vurdering og sene indhentning af beviser. En SMS, hvor klageren beklager skaden, forklares som en høflighedsfrase sendt før kendskab til skaden.

Selskabets påstande: If Skadeforsikring anerkender erstatningspligten over for modparten. Selskabet baserer sin afgørelse på vidneforklaringen, der bekræfter, at klagerens bil ramte modpartens køretøj. Selskabet har indhentet en taksatorrapport, der konkluderer, at skaderne på modpartens bil (hvide ridser i klarlakken) er forenelige med en påkørsel fra klagerens grønne bil, uden at der nødvendigvis skulle være farveafsmitning. Selskabet fastholder, at vidnet er troværdigt, da der ikke er påvist økonomiske interesser eller partiskhed, selvom vidnet bor i samme ejendom som parterne. Selskabet henviser til Færdselsloven § 108, stk. 1 som grundlag for deres umiddelbare hæftelse over for skadelidte.

Relevante forhold og dokumentation

Sagen involverer en vidneforklaring, en taksatorrapport og SMS-korrespondance mellem klageren og skadelidte. Forsikringsbetingelserne, herunder punkt 7.18 om forsæt eller grov uagtsomhed, der henviser til Forsikringsaftaleloven § 18, samt punkt 6.3 om regres, der henviser til Færdselsloven § 108, stk. 2 og Færdselsloven § 104, er også relevante for sagens vurdering.

Ankenævnet for Forsikring giver ikke klageren medhold i sagen. Nævnet finder ikke grundlag for at kritisere selskabets afgørelse.

Begrundelse: Nævnet har lagt vægt på vidnets forklaring, som entydigt angiver, at klagerens bil trillede og ramte modpartens bil. Vidnets troværdighed er ikke fundet anfægtet, da der ikke er fremlagt bevis for økonomiske interesser eller partiskhed, selvom vidnet bor i samme ejendom som parterne.

Desuden støtter nævnet sig til taksatorrapporten, der konkluderer, at de observerede ridser på modpartens bil er forenelige med en påkørsel fra klagerens bil, selvom denne er grøn, og at der ikke er tale om farveafsmitning. Taksatorvurderingen understøtter således selskabets konklusion om skadens årsag.

Nævnet bemærker, at selskabet i medfør af Færdselsloven § 108, stk. 1 hæfter umiddelbart over for skadelidte og dennes forsikringsselskab. Det er derfor selskabet, der har kompetencen til at afgøre, i hvilket omfang modpartens krav skal anerkendes. Klagerens øvrige anbringender, herunder tvivl om vidnets uvildighed, den tekniske mulighed for skaden, og selskabets sagsbehandling, ændrer ikke på nævnets vurdering, da de ikke modbeviser selskabets konklusioner.