Afvisning af dækning for potentiel fugtskade grundet terrænforhold; utilstrækkelig dokumentation for skade på bygning

Sagen omhandler en tvist om dækning under en byggeskadeforsikring, der trådte i kraft den 1. juli 2017. Klageren er sikret under denne forsikring for et nyopført rækkehus, hvis bygherre siden er gået konkurs.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren anmeldte den 12. januar 2020 en byggeskade, som han definerede som "indtrængende overfladevand med nærliggende risiko for fugtskader i sokkel mv. og følgeskader heraf". Han anførte, at terrænet omkring huset hælder ind mod bygningen, hvilket medfører mangelfuld afvanding og risiko for, at overfladevand trænger ind på matriklen og op til soklen. Klageren påpegede desuden, at omfangsdrænet var mangelfuldt. Som midlertidig foranstaltning havde han etableret dæmninger og anskaffet en dykpumpe.

Klageren underbyggede sin påstand med flere sagkyndige rapporter fra et ingeniørfirma, der dokumenterede de mangelfulde terrænforhold, utilstrækkelig afvanding og den deraf følgende nærliggende risiko for byggeskade. Han argumenterede for, at disse forhold udgør en dækningsberettiget byggeskade i henhold til Bekendtgørelse om byggeskadeforsikring § 5, da de erfaringsmæssigt vil medføre byggeskader, hvis der ikke sættes ind med forebyggende foranstaltninger. Klageren henviste til, at forsikringens formål er at styrke forbrugerens retsstilling, især når bygherre går konkurs, og at dækningsområdet bør omfatte forhold uden for selve bygningen, der udgør en risiko for denne, jf. Vejledning om byggeskadeforsikring og Byggefondens beretning 2002. Han bestred også, at anmeldelsen var for sen, da han løbende havde forsøgt at få udbedret manglerne af den nu konkursramte bygherre, jf. Bekendtgørelse om byggeskadeforsikring § 12.

Selskabets afvisning og argumenter

Forsikringsselskabet, repræsenteret af Marsh & McLennan Agency A/S og deres advokat, afviste gentagne gange kravet. Deres hovedargumenter var:

• Skaden var ikke dækningsberettiget under byggeskadeforsikringen, da den vedrørte "udendørsarealer" og ikke selve bygningen, jf. forsikringsbetingelsernes punkt 4 og Bekendtgørelse om byggeskadeforsikring § 8.
• De fastholdt, at der ikke var påvist faktiske vand-, fugt- eller skimmelsvampeskader på huset, og at der heller ikke var konstruktionsmæssige fejl ved selve bygningen.
• Selskabet anførte, at terrænforholdene var kendte for klageren ved overtagelsen af huset, og at forsikringen ikke dækker terrænarbejder, som var aftalt med entreprenøren, men ikke udført efter overtagelsen.
• De bestred værdien af klagerens ensidigt indhentede sagkyndige rapporter og fastholdt, at deres egne teknikere vurderede, at drænrenden var tilstrækkelig og udført efter forskrifterne, og at eventuel vandindtrængning ved skybrud ville falde under husforsikringen.

Selskabet fastholdt, at "nærliggende risiko" kun omhandler forhold ved selve bygningen, der udgør en risiko for skade, og ikke forhold udenfor forsikringsdækningen som terrænforhold. De mente, at klageren ikke havde ført bevis for en dækningsberettiget skade.

Klageren får ikke medhold i sin klage. Ankenævnet lægger til grund, at forsikringsagenturet Marsh & McLennan Agency A/S havde fuldmagt til at varetage klagesagen på vegne af det risikobærende forsikringsselskab, Canopius, og finder derfor grundlag for at træffe afgørelse i sagen.

Nævnet finder, at klageren ikke har bevist, at der foreligger en dækningsberettigende byggeskade eller nærliggende risiko for byggeskade i henhold til forsikringsbetingelserne. Det er ikke godtgjort, at der er sket vand-, fugt- eller skimmelsvampeskader på klagerens hus, eller at der er konstruktionsmæssige forhold ved bygningen, som udgør en byggeskade i forsikringsbetingelsernes forstand.

De oplyste mangelfulde forhold angående terrænfald ind mod bygningen og manglende korrekt overfladeafvanding fra terræn, bassin og grøfter vedrører ejendommens udendørsarealer. Disse falder uden for forsikringsdækningen, jf. forsikringsbetingelsernes punkt 4, som specifikt undtager "Udendørsarealer og indretninger på udendørsarealer". Dette gælder uanset, om forholdene ved ejendommens udendørsarealer medfører nærliggende risiko for skade på den forsikrede bebyggelse.

Ankenævnet bemærker, at et omfangsdræn efter almindelig forsikringsretlig retspraksis ikke anses for en del af bygningen. Nævnet finder dog, at et omfangsdræn efter omstændighederne udgør en "fast installation, som hører til bebyggelsen, og som er nødvendig for, at bebyggelsen kan fungere efter sit formål", og at byggeskader herpå derfor kan være dækningsberettigende, jf. Bekendtgørelse om byggeskadeforsikring § 6, stk. 2. Imidlertid har klageren ikke bevist, at forhold ved drænkonstruktionen langs huset i sig selv opfylder byggeskadeforsikringens skadebegreb. Hovedårsagen til det potentielle vandpres mod bygningens sokkel/fundament er utilstrækkelig afvanding af grunden på grund af terrænforhold, hvilket falder uden for forsikringsdækningen.

Nævnet har også lagt vægt på, at terrænforholdene var synlige og dermed kendte for klageren ved overtagelsen af huset, og forsikringen dækker ikke kendte forhold. Det, som klageren i øvrigt har anført, kan ikke føre til et andet resultat.