Tvistsag om tilbagebetaling af fejlagtigt udbetalt erstatning under ejerskifteforsikring

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Qudos Insurance A/S (under konkurs), repræsenteret af Frida Forsikring Agentur A/S, vedrørende en påstået fejlagtig udbetaling af erstatning og forsikringstagerens krav om modregning.

Sagens baggrund og forløb

Klageren tegnede den 24. august 2017 en tiårig udvidet ejerskifteforsikring hos Frida Forsikring for 30.961,64 kr. I løbet af forsikringsperioden anmeldte klageren flere skader, herunder fugtproblemer, råd-/svampeskader og problemer med murværk og etageadskillelse. Selskabet modtog i alt ni skadeanmeldelser:

Frida Forsikring godkendte flere af de anmeldte skader. Klageren gjorde indsigelse mod, at selskabet trak dobbelt selvrisiko for skader, der ifølge ham havde samme årsag.

Den 27. november 2018 indtrådte Qudos Insurance A/S i solvent likvidation, og den 20. december 2018 blev selskabet erklæret konkurs. Dette medførte, at forsikringsaftalen bortfaldt tre måneder efter konkursen, jf. Forsikringsaftaleloven § 26, stk. 1, eller et år efter frivillig likvidation, jf. Forsikringsaftaleloven § 27, stk. 2. Som følge heraf kunne klagerens krav på præmie refunderes af Garantifonden for Skadesforsikringsselskaber, jf. Lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber § 5 og Forsikringsaftaleloven § 16, stk. 2. Selskabet valgte i en overgangsperiode at udbetale erstatninger til kunder med store udlæg mod, at kunderne underskrev en transporterklæring, der overførte deres krav mod Garantifonden til Frida Forsikring.

Fejlagtig udbetaling og tvist

Frida Forsikring udbetalte henholdsvis 48.010 kr. (den 3. januar 2019) og 71.250 kr. (den 7. januar 2019) til klageren for to anerkendte og opgjorte skader. Den 11. januar 2019 udbetalte selskabet ved en fejl yderligere 48.010 kr. til klageren. Selskabet anmodede den 16. januar 2019 klageren om at tilbageføre det fejlagtigt udbetalte beløb. Da klageren ikke imødekom anmodningen, blev kravet sendt til inkasso, og sagen blev senere henvist til Ankenævnet for Forsikring af byretten, jf. Retsplejeloven § 361.

Klageren fastholdt, at han modtog det ekstra beløb i god tro. Han anførte, at han havde andre økonomiske udeståender med selskabet, herunder krav om tilbagebetaling af præmie for den resterende forsikringsperiode, renter for for sent udbetalte erstatninger i henhold til Forsikringsaftaleloven § 24, og en for meget opkrævet selvrisiko på 5.000 kr. Han mente, at det fejlagtigt udbetalte beløb skulle modregnes i disse udeståender, og at der var tale om et "konnekst modkrav". Klageren henviste også til, at selskabet ikke havde ret til at tilskrive renter af tilbagebetalingskravet, før sagens berettigelse og størrelse var fastlagt, jf. Renteloven § 3, stk. 3. Selskabet henviste til Bekendtgørelse om dækningsomfanget for ejerskifteforsikringer i henhold til lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v. i forbindelse med præmieafskrivning.

Selskabet afviste klagerens gode tro og modregningsadgang. De anførte, at der var tale om en åbenlys fejloverførsel, og at klageren ikke havde forfaldne modfordringer, der kunne danne grundlag for modregning. Selskabet anerkendte dog, at klageren havde ret til renter for for sen betaling af erstatning og at der var opkrævet 5.000 kr. for meget i selvrisiko. Selskabet reducerede derfor sit tilbagebetalingskrav med disse beløb og frafaldt inkassoomkostningerne, men fastholdt kravet om renter af tilbagebetalingskravet.

Ankenævnet for Forsikring afgjorde, at klageren ikke får medhold i sin påstand om at kunne beholde det fejlagtigt udbetalte beløb.

Nævnet fandt, at der var tale om en betaling foretaget i den fejlagtige tro, at selskabet skyldte beløbet (condictio indebiti). Med henvisning til principperne i Aftaleloven § 32 og Aftaleloven § 39 vurderede nævnet, at klageren ikke kunne have været i god tro om sin berettigelse til at beholde det fejlagtigt udbetalte beløb. Dette skyldtes, at der var tale om en åbenlys fejloverførsel af et beløb, der var præcis identisk med en tidligere udbetaling, og som blev meddelt klageren få dage efter fejlen. Nævnet lagde vægt på, at beløbet ikke var til forsørgelse, og at klageren derfor ikke havde nået at indrette sig på at skulle beholde det. En fastholdelse af beløbet ville medføre en ubegrundet berigelse for klageren på selskabets bekostning.

Hvad angår klagerens anbringende om modregning, fandt nævnet, at klageren ikke havde bevist, at han havde gensidige, forfaldne eller konnekse krav, der kunne danne grundlag for modregning i selskabets tilbagesøgningskrav. Nævnet understregede, at tilbagesøgningskravet tilkom Frida Forsikring Agentur A/S og ikke udspringer af forsikringsaftalen, men af de ulovbestemte regler om condictio indebiti.

Nævnet kunne ikke kritisere, at selskabet havde krævet tilbagebetalingskravet forrentet efter Renteloven § 3, stk. 2. Selskabet havde allerede reduceret sit krav med de renter, klageren havde til gode for for sen betaling af erstatning i henhold til Forsikringsaftaleloven § 24, samt med den for meget opkrævede selvrisiko på 5.000 kr.

Nævnet bemærkede endvidere, at klagerens krav om refusion af præmie for den resterende del af forsikringsperioden kan anmeldes til Garantifonden for Skadesforsikringsselskaber og bliver erstattet efter Fondens retningslinjer, jf. Lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber § 5.

Klagegebyret tilbagebetales til klageren, idet selskabet delvist har imødekommet klagerens krav under sagens behandling.