Tvist om erstatningens omfang efter påkørselsskade: Krav om opgradering til moderne byggestandarder versus genopretning til oprindelig stand

Denne sag omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Tryg Forsikring A/S vedrørende erstatning for bygningsskade efter en bilpåkørsel i 2016. Klageren har en bygningsforsikring og er utilfreds med den udbetalte erstatning, idet klageren ønsker, at udbedringen af skaderne skal bringe ejendommen op til nugældende bygningsreglement, herunder etablering af vådrumssikring og isolering.

Sagens faktiske omstændigheder

Klagerens ejendom blev påkørt af en varebil i 2016, hvilket resulterede i betydelige skader på tag, murstensfacade, vindue, badeværelsesvægge, brønddæksel og betonring. Selskabet besigtigede ejendommen og rekvirerede en ingeniør til at fastslå skadeomfanget og udarbejde en udbedringsplan. Udbedringsarbejdet omfattede blandt andet udskiftning af murstensfacade, ommuring af ydervæg, udbedring af tagudhæng og filsning af ejendommen. Indvendigt skulle badeværelset reetableres med nye overflader.

Parternes hovedpåstande og argumenter

Klageren påstår, at ejendommen ikke lever op til de krav, der stilles i henhold til byggelovgivningen, og ønsker fuld erstatning, så ejendommen bringes op til nugældende standarder for vådrumssikring og isolering. Klageren mener at være stillet ringere end før skaden.

Selskabet har behandlet skaden som en pludselig skade under bygningsforsikringen og har udbedret skaderne i henhold til forsikringsbetingelsernes punkt 6, som foreskriver erstatning efter nyværdi – altså genoprettelse af det beskadigede som nyt på samme sted og med samme byggemåde. Selskabet afviser klagerens krav om etablering af vådrumsmembran og isolering med den begrundelse, at ejendommen ikke forud for skaden havde dette, og at skaden ikke var så omfattende, at den udløste krav om lovliggørelse efter byggeloven. Selskabet henviser til forsikringsbetingelsernes punkt 6.10, der omhandler ekstra byggeudgifter til lovliggørelse, men anfører, at betingelserne herfor ikke er opfyldt. Selskabet påpeger desuden, at klageren har bevisbyrden for sit krav, jf. Forsikringsaftaleloven § 22.

Relevante forhold og dokumentation

Sagen er baseret på taksators besigtigelsesrapport, ingeniørrapport, udbudsmateriale, korrespondance mellem parterne og forsikringsbetingelserne. Ingeniørrapporten beskriver skadens omfang og forslag til udbedring, herunder reetablering af badeværelset med nye overflader og gennemgang af hjørner for at sikre vådrumssikring. Selskabet har dog fastholdt, at der ikke var vådrumsmembran i badeværelset før skaden, og at skaden ikke var i vådzonen, hvorfor dækning for etablering af vådrumsmembran ikke tilbydes. Vedrørende isolering finder selskabet det ikke dokumenteret, at der ikke var tilsvarende isolering forud for skaden, og sandsynligheden for hulmursisolering i en ejendom fra 1900 vurderes som lille.

Nævnet bemærker, at det i henhold til almindelige forsikringsretlige principper er klageren, der skal bevise, at han har et krav imod selskabet. Nævnet finder, at klageren ikke har bevist, at han har krav på yderligere erstatning fra selskabet. Nævnet kan derfor ikke kritisere selskabets afgørelse.

Nævnet har blandt andet lagt vægt på, at klageren ikke har bevist, at betingelserne for lovliggørelseserstatning i forsikringsbetingelsernes punkt 6.10 er opfyldt, hvorfor erstatningen skal opgøres til det beløb, som det på skadetidspunktet ville koste at genoprette det beskadigede som nyt på samme sted og med samme byggemåde, jf. forsikringsbetingelsernes punkt 6.

Nævnet har også lagt vægt på, at huset er fra år 1900, og at den eksisterende byggemetode derfor ikke kan forventes at leve op til nugældende standarder for vådrumssikring og hulmursisolering. Skaderne blev udbedret på baggrund af anbefalinger fra en ingeniør, og klageren har ikke dokumenteret, at huset ikke er bragt i samme stand som før skaden.

Som følge heraf får klageren ikke medhold.