Afgørelse om afvisning af dækning for stjålet værktøj til selvstændig virksomhed under familieforsikring

Denne sag omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Aros Forsikring vedrørende dækning af stjålet værktøj, der blev anvendt i forsikringstagerens selvstændige virksomhed. Tyveriet fandt sted mellem den 15. december 2018 og den 3. januar 2019, hvor private genstande og erhvervsmæssigt værktøj til en værdi af omkring 140.000 kr. blev stjålet fra forsikringstagerens ejendom.

Parternes påstande

Forsikringstageren hævder, at forsikringsagenten ved oprettelsen af policen forsikrede, at værktøjerne var underlagt forsikring, og at det ikke var nødvendigt med en separat erhvervsforsikring. Forsikringstageren ønsker erstatning for det stjålne værktøj.

Aros Forsikring har anerkendt tyveriet som en dækningsberettiget skade for private genstande og har udbetalt erstatning herfor. Selskabet har dog afvist kravet om dækning af erhvervsmæssige genstande med henvisning til, at deres policer kun dækker private genstande. Selskabet afviser desuden, at assurandøren skulle have lovet dækning for erhvervsmæssige effekter, og anfører, at det er kundens eget ansvar at tegne dækning for erhvervsmæssige effekter, hvilket Aros Forsikring ikke tilbyder.

Sagens forløb og dokumentation

Der blev afholdt et møde den 29. maj 2018, hvor forsikringstageren underskrev en begæring om tegning af forsikring. Et andet møde fandt sted i oktober 2018, hvor klagerens policer blev ændret, herunder en forhøjelse af forsikringssummen for genstande opbevaret i garage/udhus. Forsikringssummen for garage/udhus steg fra 50.000 kr. i tilbuddet af 29. maj 2018 til 150.000 kr. i policen af 16. juli 2018 og yderligere til 200.000 kr. i policen af 7. november 2018.

Forsikringsbetingelserne for indboforsikringen (punkt 9.2.2) angiver, at forsikringen ikke omfatter genstande af erhvervsmæssig karakter, med undtagelse af arbejdsredskaber ejet og brugt af lønmodtagere (jf. pkt. 9.1.7).

Nævnet har lagt til grund, at klagerens værktøj er købt til brug for hans selvstændige virksomhed. På baggrund af forsikringsbetingelsernes punkt 9.2.2, som udelukker dækning af erhvervsmæssige genstande (med undtagelse af arbejdsredskaber for lønmodtagere), kan nævnet ikke kritisere selskabets afvisning af at yde dækning for det stjålne værktøj under policen.

Spørgsmålet er herefter, om selskabet på erstatningsretligt grundlag skal udbetale erstatning til klageren for det stjålne værktøj.

Nævnet bemærker, at det er klageren, der skal bevise, at selskabet har handlet på en sådan måde, at der er grundlag for at pålægge selskabet erstatningsansvar.

Nævnet bemærker i den forbindelse, at det fremgår af lov om finansielle virksomheder § 43, stk. 1, at finansielle virksomheder skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet, og at det af lov om finansielle virksomheder § 43, stk. 2 fremgår, at erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om redelig forretningsskik og god praksis for de finansielle virksomheder. Af lov om finansielle virksomheder § 43a fremgår det, at "handlinger i strid med regler udstedt i medfør af § 43, stk. 2, pådrager erstatningsansvar i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler".

For rådgivning ydet før 1. oktober 2018 fremgår det af bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder § 8, stk. 2, at en finansiel virksomhed skal yde rådgivning, hvis kunden anmoder herom, og at den finansielle virksomhed endvidere af egen drift skal yde rådgivning, hvor omstændighederne tilsiger, at der er behov herfor.

Fra den 1. oktober 2018 fremgår det af bekendtgørelse om god skik for forsikringsdistributører § 20, stk. 1 og bekendtgørelse om god skik for forsikringsdistributører § 20, stk. 2, at inden en forsikringsaftale indgås, skal forsikringsdistributøren på baggrund af oplysninger fra kunden, fastlægge kundens krav og behov, og at alle forsikringsaftaler, der foreslås kunden, skal være i overensstemmelse med kundens krav og behov. Det fremgår af bekendtgørelse om god skik for forsikringsdistributører § 21, stk. 1, at når en forsikringsdistributør yder rådgivning, inden en forsikringsaftale indgås, skal forsikringsdistributøren give en individuel anbefaling, der forklarer, hvorfor et bestemt produkt bedst opfylder kundens krav og -behov.

Som sagen foreligger oplyst må nævnet lægge til grund, at der er sket en betydelig og usædvanlig forhøjelse af forsikringssummen på genstande opbevaret i klagerens garage/udhus fra 50.000 kr. i tilbuddet af 29. maj 2018, til 150.000 kr. i police af 16. juli 2018 og senere til 200.000 kr. i police af 7. november 2018.

Som sagen foreligger oplyst må nævnet endvidere lægge til grund, at klageren har anskaffet værktøj til en værdi af i hvert fald 140.000 kr., som klageren efterfølgende har opbevaret i garage/udhus.

Nævnet må konstatere, at selskabet alene er fremkommet med generelle udsagn om forløbet med forhøjelsen af forsikringssummen på genstande opbevaret i garage/udhus, og at hverken selskabet eller dets assurandør ses at have gjort sig nærmere overvejelser om, hvorfor klageren ønskede en så betydelig forhøjelse af forsikringssummen på genstande opbevaret i garage/udhus. Selskabet har endvidere ikke forholdt sig til, om selskabet i den pågældende situation vedrørende forhøjelsen før den 1. oktober 2018 efter dagældende god skik bekendtgørelse har haft pligt til af egen drift at yde klageren rådgivning om, hvad den betydelige og usædvanlige forhøjelse af forsikringssummen på genstande opbevaret i garage/udhus reelt indebar, og hvad angår forhøjelsen efter den 1. oktober 2018, hvilke oplysninger selskabet på mødet i oktober 2018 har modtaget fra kunden for fastlæggelse af kundens krav og behov, og hvilke individuelle anbefalinger, selskabet på den baggrund har givet om produktet, jf. god skik bekendtgørelsen for forsikringsdistributører.

På den baggrund finder nævnet, at der består en betydelig tvivl om, hvilken rådgivning der fandt sted på møderne mellem klageren og assurandøren den 29. maj 2018 og i oktober 2018.

Nævnet finder, at det vil være nødvendigt med mundtlige forklaringer fra klageren, assurandøren og eventuelle vidner, og eventuelt yderligere materiale til belysning af, hvorvidt selskabet har overholdt kravene i de nævnte god skik bekendtgørelser, herunder om selskabet har pådraget sig erstatningsansvar.

Da en sådan bevisførelse ikke kan finde sted for nævnet på skriftligt grundlag, men i givet fald må foregå ved domstolene – hvor der er mulighed for parts- og vidneforklaringer – må nævnet med henvisning til § 4 i nævnets vedtægter afstå fra at afgøre sagen.

Bestemmelse: Nævnet kan ikke afgøre sagen. Klagegebyret tilbagebetales.