Afgørelse om afvisning af dækning for diskusprolaps efter dødløft

Denne sag omhandler en klage over Forsikringsselskabet Vejle Brand af 1841 g/s' afvisning af dækning under en ulykkesforsikring for en diskusprolaps, som klageren påstår er opstået under styrketræning.

Sagens faktiske omstændigheder

Den 19. oktober 2017 udførte klageren et dødløft på ca. 60 kg i et fitnesscenter. Han oplevede et smæld i ryggen og kort tid efter smerter i den nedre del af ryggen med udstråling til højre læg og lyske. En MR-scanning viste senere en diskusprolaps og udposning på 5. lændehvirvel samt tryk på en nerve. Klageren har siden haft vedvarende smerter og kan ikke udføre styrketræning som før.

Klagerens påstande og argumenter

Klagerens advokat har anført, at der er dokumentation for strakssymptomer fra kiropraktor- og fysioterapeutjournaler. Det erkendes, at klageren havde rygproblemer i 2015, men disse var i den øvre ryg og uden sammenhæng med den aktuelle skade i lænden. Klageren argumenterer for, at diskusprolapsen skyldes dårlig løfteteknik snarere end vægten, og at han som hobbyudøver ikke var vidende om 100% korrekt teknik. Desuden kan hans kontorarbejde bidrage til ubalance i ryggen, hvilket øger risikoen for diskusprolaps ved dødløft. Speciallægeerklæringen af 23/6 2019 konkluderer årsagssammenhæng mellem hændelsen og skaden.

Forsikringsselskabets påstande og argumenter

Forsikringsselskabet afviste dækning med henvisning til, at deres lægekonsulent vurderede, at den anmeldte skade ikke i sig selv er egnet til at medføre diskusprolaps i en forud rask ryg. Selskabet henviste til klagerens tidligere rygproblemer i 2015 som forudbestående forhold. De anførte, at et dødløft på 45-60 kg er en lav vægt, som ikke er egnet til at forårsage diskusprolaps i en rask ryg, og at traumatisk diskusprolaps kræver langt større påvirkning, ofte i forbindelse med forudgående slid af annulus. Selskabet fastholder, at ulykkesforsikringen ikke dækker forværring af forudbestående sygdom. Selskabet understregede, at deres lægekonsulenter ikke er bundet af speciallægeerklæringens konklusioner om årsagssammenhæng, da de foretager en selvstændig vurdering.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vurdering

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) har i en vejledende udtalelse af 16/12 2019 og en fastholdelse af 31/1 2020 vurderet, at der ikke er årsagssammenhæng mellem klagerens aktuelle lændegener og hændelsen den 19. oktober 2017. De har lagt vægt på, at hændelsen ikke er egnet til at medføre varigt mén i lænden, og at et løft med strakt ryg ikke belaster diskus på en måde, der ville kunne medføre en diskusprolaps. På baggrund heraf har AES fastsat det varige mén som følge af ulykken til mindre end 5% på grund af manglende årsagssammenhæng.

Nævnet bemærker indledningsvist, at det efter almindelige forsikringsretlige principper er klageren, som skal bevise størrelsen og rigtigheden af sit krav. Efter en gennemgang af sagen kan nævnet ikke kritisere selskabets afgørelse.

Nævnets begrundelse

Nævnet har lagt vægt på, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) i sin udtalelse af 16/12 2019 og i fastholdelse af 31/1 2020 har vurderet, at der ikke er årsagssammenhæng mellem klagerens lændegener og den anmeldte hændelse. På denne baggrund har AES fastsat det varige mén som følge af ulykken til mindre end 5%.

Nævnet har også lagt vægt på, at det fremgår af journalnotat fra kiropraktor af 19/10 2017, at patienten i det seneste års tid har mærket regelmæssigt til lænden, hvor der har været små lændehold, som er gået over efter et par dage. Dette indikerer forudbestående gener.

Endvidere har nævnet lagt vægt på forsikringsbetingelsernes punkt 3.2.1, der angiver, at forsikringen ikke dækker "følger af ulykkestilfælde, hvis hovedårsag er bestående sygdomme eller sygdomsanlæg". Ligeledes dækker forsikringen efter punkt 3.2.2 ikke "forværring af et ulykkestilfældes følger, der skyldes en tilstedeværende eller tilfældigt tilstødende sygdom."

Det, som klageren har anført, kan ikke føre til et andet resultat.

Afgørelse

Klageren får ikke medhold.