Afvisning af dækning for opstigende grundfugt og blankt vand i kælder fra 1923 under ejerskifteforsikring

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og dennes ejerskifteforsikringsselskab vedrørende dækning af fugt og vand i kælderen på en ejendom fra 1923. Forsikringstageren overtog ejendommen den 15. februar 2017 og anmeldte kort efter indtrængende vand i kælderen.

Sagens forløb

Forsikringen blev tegnet på baggrund af en tilstandsrapport fra november 2016, som kun nævnte mindre fugtproblemer (K1). Efter overtagelsen konstaterede klageren imidlertid, at der periodisk stod blankt vand i kælderen. En senere tilstandsrapport, udarbejdet i december 2017 i forbindelse med salg af ejendommens førstesal, kategoriserede problemet som en alvorlig K3-skade, der indebar risiko for skade på andre bygningsdele.

Selskabets taksator afviste i første omgang dækning med den begrundelse, at opstigende grundfugt var forventeligt i en bygning af den alder og desuden var anmærket i den oprindelige tilstandsrapport.

Parternes argumenter

Klagerens påstande:

• Den oprindelige tilstandsrapport var "klart forkert beskrevet", da den ikke nævnte det alvorlige problem med blankt vand på gulvet.
• En K3-skade er en dækningsberettiget skade, da den nedsætter bygningens værdi og brugbarhed nævneværdigt og udgør en risiko for følgeskader.
• Klageren ville ikke have købt ejendommen, hvis han havde kendt til problemets reelle omfang og den nødvendige udbedring i form af et omfangsdræn.

Selskabets påstande:

• Fugtproblemerne skyldes bygningens alder og oprindelige konstruktion fra 1923, hvor man ikke sikrede mod grundfugt. Forholdet er derfor forventeligt og ikke en "skade" i forsikringens forstand.
• Den oprindelige tilstandsrapports beskrivelse var retvisende, og forskellen mellem en K1- og K3-vurdering kan skyldes en anden sagkyndigs skøn.
• Kælderen er ikke godkendt til beboelse, hvilket klageren burde tage i betragtning.
• Etablering af omfangsdræn er en foranstaltning uden for selve bygningen og er derfor ikke omfattet af forsikringen.

Ankenævnet giver ikke klageren medhold.

Nævnet lægger til grund, at årsagen til fugten og det periodevise blanke vand på kældergulvet er opstigende grundfugt kombineret med et højt grundvandsspejl.

Efter en gennemgang af sagen og forsikringsbetingelsernes punkt 4B, som definerer en dækningsberettiget bygningsskade, finder nævnet, at fugten og vandindtrængningen i kælderen ikke udgør en skade i ejerskifteforsikringens forstand. Forholdet nedsætter ikke bygningens værdi eller brugbarhed nævneværdigt sammenlignet med andre intakte bygninger af samme alder og i en tilsvarende vedligeholdelsesstand.

Nævnet baserer sin afgørelse på følgende centrale punkter:

• Bygningens alder: Huset er opført i 1923, hvor kravene til fugt- og vandstandsende foranstaltninger var anderledes end i dag. Klageren måtte derfor forvente en vis fugtpåvirkning i kælderen, især i lyset af klimaforandringer med øget nedbør.
• Kælderens status: Kælderen er ifølge BBR-meddelelsen ikke godkendt til beboelse. Klageren kunne derfor ikke have en berettiget forventning om, at arealet kunne benyttes til beboelse.
• Vandets karakter: Nævnet bemærker, at der ikke er tale om permanent stående blankt vand i kælderen.

Det forhold, at en senere tilstandsrapport kategoriserede problemet som en K3-skade, ændrer ikke ved nævnets vurdering, da den grundlæggende tilstand ikke anses for at være en dækningsberettiget skade under ejerskifteforsikringen.