Dom for ulovlig indrejse trods indrejseforbud - Udvisning med permanent indrejseforbud

Sagen omhandlede en tilståelsessag mod tiltalte T, der var anklaget for gentagen ulovlig indrejse i Danmark, på trods af et tidligere udstedt indrejseforbud for bestandigt.

Anklage og Baggrund

Anklagemyndigheden tiltalte T for overtrædelse af Udlændingeloven § 59 b, stk. 2. Tiltalte blev truffet på Hvidovre Hospital den 1. januar 2022, efter at være indrejst i Danmark i gentagelsestilfælde. Han var tidligere ved Retten i Glostrups dom af 13. november 2020 blevet udvist med indrejseforbud for bestandigt.

Det blev oplyst, at den tidligere dom fra 2020 var et 9. gangstilfælde af overtrædelse af samme bestemmelse, hvor tiltalte blev idømt fængsel i 1 år og 9 måneder. Anklagemyndigheden bekræftede, at der ikke var reststraffe, der skulle tages højde for i den aktuelle sag.

Påstande

• Anklagemyndigheden nedlagde påstand om straf.
• Anklagemyndigheden nedlagde endvidere påstand om, at tiltalte i medfør af Udlændingeloven § 49, stk. 1, jf. Udlændingeloven § 24, nr. 1 og nr. 2, jf. Udlændingeloven § 22, nr. 3, og Udlændingeloven § 32, stk. 4, nr. 7, skulle udvises med indrejseforbud for bestandigt.

Tiltalte erkendte sig skyldig i anklagen. Han havde været frihedsberøvet siden den 1. januar 2022 i forbindelse med sagen.

Rettens Afgørelse

Retten fandt tiltalte skyldig, da han uden forbehold havde erkendt sig skyldig, og tilståelsen blev understøttet af sagens øvrige oplysninger.

Straffen blev fastsat til fængsel i 1 år og 10 måneder i henhold til Udlændingeloven § 59 b, stk. 2. Ved strafudmålingen lagde retten vægt på, at det var tiltaltes 10. gangstilfælde af overtrædelse af bestemmelsen samt hans hurtige recidiv. Retten henviste til gældende retspraksis, herunder afgørelser gengivet i TfK 2020.80 Ø og U 2021.208.

Retten fandt, at betingelserne for udvisning var opfyldt i medfør af Udlændingeloven § 22, nr. 3, jf. Udlændingeloven § 26, stk. 1. Den udøvede kriminalitet blev anset for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse, jf. artikel 27, stk. 2, 2. led, i direktiv 2004/38/EF.

Det blev vurderet, at tiltalte ikke havde en tilstrækkelig tilknytning til Danmark, der kunne stride mod proportionalitetsprincippet i direktivets artikel 27, stk. 2, 1. led, sammenholdt med artikel 28, stk. 1. Derfor var Opholdsdirektivet ikke til hinder for udvisning, jf. direktivets artikel 33, stk. 1, og Udlændingeloven § 26b, jf. Udlændingeloven § 2, stk. 3. Påstanden om udvisning blev derfor taget til følge.

Indrejseforbuddet blev fastsat til for bestandigt i henhold til Udlændingeloven § 32, stk. 4, nr. 7. Tiltalte skal betale sagens omkostninger.