Afgørelse om kompetence i sag om personskade efter færdselsuheld

Klageren, der har en autoforsikring hos Alm. Brand Forsikring A/S, har anmeldt en personskade opstået i forbindelse med et færdselsuheld den 7. april 2017.

Sagens faktiske omstændigheder

Klageren var passager i sin egen bil, da den blev påkørt bagfra af en lastbil på motorvejen. Sammenstødet var kraftigt og medførte, ifølge klageren, et betydeligt chok samt psykiske og fysiske problemer, herunder piskesmæld i nakken. Alm. Brand dækkede indledningsvis udgifter til psykologhjælp, fysioterapi og kiropraktor.

Parternes hovedpåstande og argumenter

Klagerens påstande: Klageren ønsker erstatning, da hun mener, at hendes skader – herunder stærke nakkesmerter og hæmmet bevægelighed – er direkte forårsaget af uheldet. Hun henviser til en speciallægeerklæring, der bekræfter piskesmældet og årsagssammenhængen. Klageren kritiserer selskabets afvisning af årsagssammenhæng og deres vurdering af méngraden til under 5%, hvilket hun finder paradoksalt og utroværdigt. Hun har søgt advokatbistand, men har ikke økonomi til at fortsætte sagen ved domstolene.

Selskabets påstande: Alm. Brand har behandlet sagen som en personskadesag under bilens lovpligtige motoransvarsforsikring i henhold til Erstatningsansvarsloven, og ikke som en førerulykkesforsikring eller privattegnet ulykkesforsikring. Selskabet afviser årsagssammenhæng mellem uheldet og klagerens nuværende gener, idet de hævder, at nakkegenerne ikke opstod i umiddelbar tilknytning til uheldet.

Selskabet anfører desuden, at klagen ikke udspringer af en forsikringsaftale, og at Ankenævnet for Forsikring derfor ikke har kompetence til at behandle sagen, jf. nævnets vedtægter § 1, § 2, § 3 og § 4. De påpeger, at klageren betragtes som skadelidt efter Færdselsloven § 108, stk. 1, og at eventuelle tvister om årsagssammenhæng bør behandles af domstolene. Selskabet oplyser, at ansvaret mellem de involverede bilister blev fordelt 50/50 efter Færdselsloven §§ 101 og 103.

Relevante forhold og dokumentation

Sagen omfatter lægelige oplysninger, herunder et journalnotat fra klagerens egen læge fra april 2017, der beskriver chok og nakkesmerter efter uheldet. En neurologisk speciallægeerklæring fra april 2018 konkluderer, at klageren har været udsat for et lavenergitraume med bløddelsskade og forvridning af halshvirvelsøjlen, og at der er god overensstemmelse mellem de beskrevne gener og de objektive fund. Selskabet har fremlagt forsikringsbetingelserne (AU1602). Selskabet har desuden oplyst, at de ikke har anvendt reglerne i Forsikringsaftaleloven eller fortolket forsikringsbetingelserne i behandlingen af personskadesagen.

Nævnet har behandlet klagen, hvor klageren anmeldte en personskade efter et færdselsuheld den 7. april 2017, hvor hun som passager i sin egen forsikrede bil blev påkørt. Selskabet har afvist erstatning for personskaden med henvisning til, at klagerens varige mén er under 5 procent, og at der ikke var årsagssammenhæng mellem uheldet og generne i nakken. Klageren har fastholdt, at hun har store smerter og et piskesmæld, som de lægelige oplysninger bekræfter.

Selskabet har over for nævnet anført, at klagen ikke udspringer af en forsikringsaftale, og at nævnet derfor ikke har kompetence til at behandle sagen, jf. nævnets vedtægter § 1, § 2, § 3 og § 4. Selskabet har henvist til, at klageren betragtes som skadelidt efter reglerne i Færdselsloven § 108, stk. 1, hvorefter selskabet hæfter direkte over for klageren.

Nævnet bemærker indledningsvis, at henvisningen i forsikringsbetingelsernes punkt 2.1.1 til definitionen i ordforklaringen af den sikrede ikke kan tillægges vægt. På ansvarsforsikringen er det den skadelidte, som har ret til erstatningen, og den sikrede er den, som er erstatningsansvarlig for skaden, og som omfattes af personkredsen nævnt i forsikringsbetingelsernes punkt 1.1.1.

Klageren er som forsikringstager sikret på ansvarsforsikringen for sit erstatningsansvar for skader, der sker, når bilen bruges som køretøj. Hun har rejst et krav mod selskabet i egenskab af skadelidt. Dette krav beror ikke på et aftaleforhold med selskabet, men er et krav om erstatning uden for kontraktforhold mod selskabet, som hæfter umiddelbart over for den skadelidte efter Færdselsloven § 108, stk. 1.

Nævnet finder på den baggrund, at klagerens tvist med selskabet ikke er en tvist, der udspringer af forsikringsaftalen, og at nævnet ikke har kompetence til at behandle sagen, jf. nævnets vedtægter § 2, stk. 1. At klageren samtidig er forsikringstager på autoforsikringen kan ikke medføre et andet resultat.

Føreren af bilen er sikret i henhold til forsikringen for sit erstatningsansvar for skaden. Nævnet finder imidlertid, at føreren ikke er klageberettiget i den foreliggende situation, idet den skadelidte har et direkte krav mod ansvarsforsikringsselskabet, jf. Færdselsloven § 108, stk. 1, hvorfor en skadelidt skal sagsøge forsikringsselskabet og ikke føreren af bilen.

Nævnet kan herefter ikke træffe afgørelse i sagen og må derfor henvise klageren til i givet fald at søge tvisten afgjort ved domstolene.

Som følge heraf bestemmes: Nævnet kan ikke afgøre sagen. Klagegebyret tilbagebetales.