Afvisning af yderligere erstatning for ryggener efter færdselsuheld

Denne sag omhandler en tvist mellem en forsikringstager og GF-Forsikring A/S vedrørende afvisning af yderligere erstatning for ryggener efter en færdselsulykke.

Sagens faktiske omstændigheder

Klageren var den 2. juni 2014 involveret i et færdselsuheld, hvor hun påkørte et autoværn efter en punktering. Hun pådrog sig skader i nakke og skuldre samt hjernerystelse. Efter ulykken oplevede klageren kraftige følgesymptomer, herunder kraftnedsættelse i højre side, kronisk hovedpine, kognitive følgesymptomer, svimmelhed, samt smerter og stivhed i ryg og nakke, ledsaget af gangbesvær.

Selskabets og Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings (AES) vurderinger

GF-Forsikring udbetalte den 18. januar 2016 en méngrad på 10% for skade på nakken og brystryggen. Selskabet forelagde sagen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) på grund af tvivl om, hvorvidt skaden på rygmarven skyldtes ulykkestilfældet.

AES udtalte den 6. juli 2016, at méngraden blev fastsat til 10%. AES vurderede, at det ikke var overvejende sandsynligt, at klageren pådrog sig en rygmarvsskade ved uheldet, idet traumescanningen på skadestuen viste normale forhold, og rygmarvsskader typisk udtrykker sig ved sværere primære udfald. Føleforstyrrelserne i højre side af kroppen blev anset for uspecifikke og ikke tilskrivelige uheldet.

Klageren var uenig i AES's udtalelse, og sagen blev revurderet den 11. januar 2017. AES fastholdt sin afgørelse og gentog, at der ikke var en anatomisk sammenhæng mellem en rygmarvsskade og en højresidig lammelse, da føleudfald ved rygmarvsskader typisk ses i begge sider af kroppen. De bemærkede yderligere, at føleforstyrrelser/lammelse i den ene side af kroppen typisk ses ved skader i storhjernen.

Klagerens og hendes læges argumenter

Klagerens advokat kontaktede selskabet den 1. september 2017 med forespørgsel om genoptagelse af sagen baseret på en scanning af columna lumbalis/lænden. Selskabet afviste dette den 18. september 2017 med henvisning til, at scanningen viste slidgigt (spinalstenose L4/L5) og ikke traumatiske forandringer. Selskabet fastholdt, at méngraden ikke kunne fastsættes højere end de udbetalte 10%.

Klagerens egen læge kritiserede i et brev af 13. juni 2017 AES's vurdering og kompetence. Lægen anførte, at AES's udtalelser var udokumenterede og uden henvisninger til relevante kilder, og at det var dybt kritisabelt at basere en beslutning på internt tilknyttede lægekonsulenter, som ikke var objektive. Lægen henviste til en neurokirurgisk speciallægeerklæring af 23. november 2015, der konkluderede, at klagerens hemiparese (lammelse i den ene kropshalvdel) sandsynligvis skyldtes et traumatisk slag mod nakkens rygmarv, medførende medullært ødem. Lægen understregede, at det er muligt at have en skade på den ene side af rygmarven med samsidig føleforstyrrelse/lammelse, og at dette ikke nødvendigvis kræver dobbeltsidige neurologiske udfald.

Efter en grundig gennemgang af sagen finder Ankenævnet for Forsikring ikke grundlag for at kritisere selskabets afgørelse. Klageren får derfor ikke medhold i sin klage.

Nævnet har navnlig lagt vægt på udtalelserne fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). Disse udtalelser er baseret på vurderinger fra flere speciallæger i neurokirurgi samt de øvrige lægelige oplysninger i sagen.

Det fremgår af udtalelserne fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, at det ikke er overvejende sandsynligt, at klageren pådrog sig en skade på rygmarven som følge af uheldet den 2. juni 2014. Endvidere vurderes klagerens føleforstyrrelser i højre side af kroppen som uspecifikke og ikke direkte tilskrivelige ulykken. Der er heller ikke fundet en anatomisk sammenhæng mellem en rygmarvsskade og en højresidig lammelse.