Afslag på førtidspension til medlem med forhøjet almindelig førtidspension

Denne sag omhandler en klage fra en forsikringstager over Pensionskassen for Sygeplejersker og Lægesekretærers (PKA) afslag på udbetaling af førtidspension og en engangssum.

Sagens faktiske omstændigheder

Klageren ansøgte den 23. april 2018 om førtidspension fra PKA. Hun oplyste, at hun pr. 1. maj 2018 var overgået til almindelig forhøjet førtidspension fra sin kommune. Det fremgik, at klageren oprindeligt var tilkendt almindelig forhøjet førtidspension i 1988, men at ydelsen senere blev ændret til invaliditetsydelse pr. 1. oktober 2008, da hun tjente for meget. Ydelsen blev genoptaget som førtidspension pr. 1. maj 2018. Selskabet har oplyst, at klageren arbejdede fuld tid til og med maj 2016, hvorefter bidragsbetalingen til pensionsordningen stoppede.

Parternes hovedpåstande og centrale argumenter

Klagerens påstand: Klageren er utilfreds med PKA's afslag og anfører, at hun modtager almindelig forhøjet førtidspension efter de "gamle regler". Hun mener, at hun er berettiget til førtidspension og en engangssum fra pensionskassen. Klageren argumenterer for, at hendes faktiske arbejdstimer (15 timer ugentligt, svarende til 645 timer årligt) er under PKA's accepterede 13 timer ugentligt (676 timer årligt), hvilket ifølge hende svarer til en erhvervsevne nedsat med 2/3. Hun påpeger, at der ikke er beløbsmæssig forskel mellem forhøjet almindelig førtidspension og mellemste førtidspension, og at PKA's regler virker selvmodsigende og i modstrid med hinanden.

Selskabets påstand: PKA har afvist klagerens ansøgning med henvisning til, at hun ikke opfylder betingelserne i pensionsvilkårene. Selskabet anfører, at klageren ikke er tilkendt højeste eller mellemste offentlige førtidspension, og at der ikke er dokumentation for, at hendes erhvervsevne var nedsat med mindst 2/3 inden 1. juli 2005. Selskabet har tidligere telefonisk orienteret klageren om både nye og gamle regler for førtidspension og kriterierne for tilkendelse.

Relevante forhold og dokumentation

Sagen bygger på klagerens ansøgning, korrespondance mellem parterne (herunder e-mails og afslagsbreve), samt oplysninger fra klagerens kommune vedrørende hendes førtidspensionshistorik. Pensionsvilkårene for Pensionskassen for Sygeplejersker og Lægesekretærer, herunder § 14 og § 32, er centrale for selskabets afslag. Desuden er bestemmelser i Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. relevante for forståelsen af de offentlige førtidspensionskriterier.

Klageren får ikke medhold i sin klage. Ankenævnet finder, at klageren ikke opfylder betingelserne for ret til førtidspension fra pensionskassen.

Ankenævnet begrunder afgørelsen med følgende:

• Manglende dokumentation for erhvervsevnetab før 1. juli 2005: Klageren har ikke bevist, at hendes erhvervsevne inden den 1. juli 2005 var nedsat med mindst 2/3 af den fulde erhvervsevne. Dette er en afgørende betingelse i pensionsvilkårenes § 32 (overgangsbestemmelsen). Nævnet lægger vægt på, at klageren arbejdede fuld tid til og med maj 2016, hvilket indikerer, at erhvervsevnen ikke var nedsat som krævet inden den angivne dato.

• Ikke tilkendt højeste eller mellemste offentlige førtidspension: Klageren er ikke berettiget til førtidspension i medfør af pensionsvilkårenes § 14, stk. 1, nr. 2, da hun ikke er tilkendt højeste eller mellemste offentlige førtidspension. Tilkendelse af disse ydelser er en objektiv betingelse, og det er uden betydning, om der er beløbsmæssig forskel mellem de forskellige offentlige ydelser.

• Krav til erhvervsevnetab: Almindelig forhøjet førtidspension, som klageren modtager, tilkendes personer, hvis erhvervsevne er nedsat med mindst halvdelen, jf. Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. § 14. For at opfylde betingelsen om nedsættelse af erhvervsevnen med mindst 2/3, som krævet i pensionsvilkårenes § 32, skal man være tilkendt mellemste eller højeste førtidspension. Da klageren er tilkendt almindelig forhøjet førtidspension, opfylder hun ikke dette krav.

Klagerens argumenter om selvmodsigende regler og den beløbsmæssige lighed mellem ydelserne ændrer ikke ved, at de objektive betingelser i pensionsvilkårene ikke er opfyldt.