Afvisning af sag mod overkonstabel for overtrædelse af våbenloven - kompetencespørgsmål mellem civil og militær anklagemyndighed

Sagen omhandler en tiltale mod en overkonstabel for overtrædelse af Våbenloven § 10, stk. 3 jf. Våbenloven § 4, stk. 1 ved at have været i besiddelse af en foldekniv med en 10 cm klinge, der kan fastlåses, uden anerkendelsesværdigt formål.

Sagens Forløb og Baggrund

Tiltalte blev standset af politiet den 6. april 2009 ved Stadsgraven i København, mens han talte i mobiltelefon under kørsel (et forhold der blev udskilt fra sagen). Ved standsningen blev han fundet i besiddelse af den omtalte foldekniv. Tiltalte forklarede, at kniven var udleveret af Forsvaret til brug i hans arbejde som mekanikerlærling på Holmen, og at han var på vej hjem fra arbejde til sin bopæl i Slagelse. Han var i uniform, men ikke direkte i tjeneste, og opfattede, at han måtte medbringe kniven direkte mellem tjenestested og bopæl.

Påstande og Argumentation

Anklagemyndigheden påstod oprindeligt tiltalte dømt, men anmodede senere om, at sagen blev afvist, da det var Forsvarets Auditørkorps, Generalauditøren, der var den rette påtalemyndighed. Dette skyldtes, at kniven var militært udleveret, og transporten blev anset for at vedrøre tjenesten i henhold til Militær Retsplejelov § 2, stk. 1, nr. 2.

Tiltalte nægtede sig skyldig og nedlagde påstand om frifindelse. Hans forsvarer argumenterede for frifindelse på grund af manglende påtalekompetence hos Anklagemyndigheden, med henvisning til principper i strafferetsplejen, herunder Retsplejeloven § 883, stk. 2, nr. 1 og Retsplejeloven § 727.

Vidneforklaringer

Flere vidner fra Forsvaret afgav forklaringer, der belyste Forsvarets regler og praksis for udlevering og transport af knive. Det blev bekræftet, at kniven var standardudrustning, og at militært personel blev instrueret i at medbringe den som en del af uniformen. Der var dog forskellige fortolkninger af reglerne for transport af knive uden for tjenestestedet, især i relation til Forsvarskommandoens skrivelse af 11. december 2008, som angiver, at transport kun må ske direkte mellem tjenestested og bopæl, og at det ikke er tilladt at medbringe knive i forbindelse med f.eks. afhentning af børn eller indkøb. Vidnerne bekræftede, at et militært ID-kort udgør en våbentilladelse for militærpersoner, der bærer "ulovlige knive" som en del af udrustningen.

Generalauditørens Udtalelse

Forsvarets Auditørkorps, Generalauditøren, udtalte i et brev af 7. oktober 2009, at sagens forhold 2 (knivbesiddelsen) måtte anses for omfattet af den militære anklagemyndigheds påtalekompetence, da kniven var udleveret af Forsvaret til brug i tjenesten, og transporten skete mellem et militært tjenestested og bopæl. Dette faldt ind under Militær Retsplejelov § 2, stk. 1, nr. 2. Hvis en person samtidig retsforfølges for flere forhold, der ikke alle henhører under den militære anklagemyndighed, sker retsforfølgningen under en militær straffesag, jf. Militær Retsplejelov § 3, stk. 1.

Rettens Overvejelser

Retten bemærkede, at spørgsmålet var, om Anklagemyndigheden havde den fornødne påtalekompetence, og ikke om tiltalte var skyldig. Da sagen henhørte under militær straffemyndighed, fandt retten ikke, at betingelserne for frifindelse i Retsplejeloven § 883, stk. 2, nr. 1 var opfyldt, da denne bestemmelse vedrører materiel skyld, ikke formel kompetence. Derfor blev Anklagemyndighedens påstand om afvisning taget til følge.

Retten afviste sagen mod tiltalte. Begrundelsen var, at Anklagemyndigheden ikke havde den fornødne påtalekompetence, da sagen henhørte under militær straffemyndighed. Retten fandt ikke, at betingelserne for frifindelse i henhold til Retsplejeloven § 883, stk. 2, nr. 1 var opfyldt, da spørgsmålet ikke var skyld, men påtalekompetence. Statskassen blev pålagt at betale sagens omkostninger, herunder salær til den beskikkede forsvarer.