Afgørelse om tidspunkt for overgang til generel erhvervsevnevurdering og beregning af morarenter

Sagen omhandler en tvist mellem en forsikringstager og Danica Pensionsforsikring A/S (tidl. SEB Pension) vedrørende udbetaling af ydelser for tab af erhvervsevne, beregning af morarenter og erstatning for skat af morarenter.

Klageren havde en pensionsordning med forsikring ved tab af erhvervsevne. I en tidligere sag (nr. 90108) afgjorde Ankenævnet for Forsikring den 2. august 2017, at selskabet skulle anerkende et midlertidigt fagspecifikt erhvervsevnestab på mindst 50 % fra 31. januar 2015 og genoptage sagen for at vurdere, hvornår det var berettiget til at overgå til en betragtning om et generelt erhvervsevnestab.

Klageren var utilfreds med selskabets afgørelse af 13. oktober 2017, hvor selskabet vurderede, at det var berettiget til at overgå til en betragtning om et generelt erhvervsevnestab pr. 15. august 2016. Klageren fastholdt, at hans tilstand endnu ikke var stationær, og at det fortsat var hans midlertidige erhvervsevne, der skulle vurderes. Han argumenterede for, at overgangen tidligst burde ske senere, f.eks. den 24. oktober 2017, da han stoppede behandling, eller i sommeren 2017 efter en periode med fastansættelse, eller den 19. november 2016, da han blev fastansat uden løntilskud. Klageren henviste til, at han fortsat håbede at kunne vende tilbage til et job som butikschef, og at ingen lægelige udtalelser afviste dette.

Selskabet fastholdt, at klagerens tilstand var stationær pr. 15. august 2016, da han blev fastansat i en 30-timers stilling som salgsassistent efter et praktikforløb. Selskabet henviste også til lægelige oplysninger fra 29. august 2016 og 14. september 2016, hvor det blev noteret, at klageren ingen betydelig belastningsreaktion havde. Selskabet argumenterede subsidiært for, at overgangen kunne ske den 14. september 2016 eller senest den 19. november 2016.

Klageren var desuden utilfreds med størrelsen af de udbetalte ydelser og henviste til principper fra Erstatningsansvarsloven § 7, stk. 2 om at blive stillet som om skaden ikke var indtruffet. Selskabet afviste dette og henviste til, at ydelserne var beregnet i henhold til forsikringsaftalen, som fastsatte en udbetaling på 40 % af klagerens løn. Klageren frafaldt et klagepunkt vedrørende indeksregulering af ydelserne.

En anden tvist omhandlede beregningen af morarenter. Klageren mente, at morarenterne skulle beregnes fra et tidligere tidspunkt, da han hævdede at have forsøgt at anmelde forsikringsbegivenheden telefonisk allerede i marts 2015. Selskabet beregnede morarenter fra 15. december 2015 med henvisning til, at de modtog tilstrækkeligt materiale til at vurdere kravet den 1. december 2015, jf. Forsikringsaftaleloven § 24.

Endelig krævede klageren erstatning for det tab, han led ved beskatning af morarenterne som B-indkomst. Han henviste til, at selskabet i et brev af 1. november 2017 havde oplyst ham, at morarenter var skattefri, og at han havde disponeret over beløbet i tillid hertil. Selskabet afviste ansvar og anførte, at formuleringen var uhensigtsmæssig og skulle forstås som, at morarenter ikke beskattes som A-skat, samt at klageren under alle omstændigheder var skattepligtig af beløbet, og der derfor ikke var lidt et reelt tab.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet fandt, at selskabet var berettiget til at overgå til en vurdering af klagerens generelle erhvervsevne den 15. august 2016.

• Nævnet lagde vægt på, at klagerens tilstand var stabil nok til, at han kunne fastansættes i et job med 30 timer om ugen.
• Det forhold, at ansættelsen skete med løntilskud frem til november 2016, kunne ikke føre til et andet resultat.
• Nævnet lagde også vægt på, at klageren i samme periode blev afsluttet fra en psykiatrisk speciallæge, og at det blev vurderet, at der ikke længere var tale om en belastningsreaktion af betydning.
• Det forhold, at klageren efterfølgende fortsatte med udredning for Aspergers syndrom og behandling for sin belastningsreaktion, kunne ikke føre til et andet resultat.

Nævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at klageren havde ret til beregning af ydelser på anden vis, end hvad der fremgik af hans dækningsoversigt. Klagerens frafald af klagepunkt vedrørende indeksregulering af ydelserne blev noteret.

Nævnet fandt, at klageren ikke havde bevist, at kravet om tab af erhvervsevne blev anmeldt på et tidligere tidspunkt end ved anmeldelsen den 19. oktober 2015.

• Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere, at selskabet havde beregnet renter fra den 15. december 2015 med henvisning til, at dette var 14 dage efter klageren kunne kræve forsikringsydelsen betalt, jf. Forsikringsaftaleloven § 24, stk. 1.
• Selskabet var dog forpligtet til at betale renter frem til tidspunktet, hvor betaling skete. Da beløbet først var til disposition på klagerens konto den 6. november 2017, fandt nævnet, at selskabet var forpligtet til også at betale rente for den 4. november 2017 og den 5. november 2017, jf. Forsikringsaftaleloven § 24, stk. 2. Det forhold, at disse datoer faldt på en weekend, kunne ikke føre til et andet resultat.

Nævnet fandt selskabets formulering vedrørende morarenternes skattefrihed kritisabel og egnet til at fremkalde misforståelser hos modtageren.

• Nævnet fandt det imidlertid ikke dokumenteret, at klageren havde lidt et tab som følge af den fejlagtige oplysning, hvorfor nævnet ikke kunne pålægge selskabet at udbetale erstatning.
• Nævnet lagde blandt andet vægt på, at klageren – uanset selskabets oplysning – var forpligtet til at betale skat af beløbet i henhold til skattelovgivningen, og at der efter gældende ret ikke ydes erstatning for skuffede forventninger.

Konklusion: Selskabet, Danica Pensionsforsikring A/S (tidl. SEB Pension), skal betale renter, jf. Forsikringsaftaleloven § 24, for den 4. november 2017 og 5. november 2017 til klageren. Klageren får i øvrigt ikke medhold.