Sag om forældelse af forsikringskrav efter brand- og vandskade

Denne sag omhandler en tvist mellem en forsikringstager og If Skadeforsikring vedrørende dækning af skader efter en brandskade den 10. februar 2009 og en vandskade den 3. august 2009. Selskabet har anerkendt, at skaderne er dækningsberettigende, men tvisten drejer sig primært om forældelse af yderligere krav.

Sagens baggrund

Forsikringstageren anmeldte en brandskade i februar 2009 og en vandskade i august 2009. Selskabet udbedrede skader på hus og indbo og udbetalte erstatning, herunder for genhusning. Brandskaden på husforsikringen blev ifølge selskabet afsluttet i 2009, og rør-/vandskaden i 2012. Selskabet udbetalte 140.987,60 kr. for brandskaden på huset og 808.072,32 kr. for rør-/vandskaden.

Klagerens påstande og argumenter

Klageren anfører, at hun mangler at få dækning for en række krav, herunder erstatning for skader på bygning og indbo samt udgifter/kompensation vedrørende genhusning og eget arbejde. Hun hævder, at selskabet ikke har behandlet sagen korrekt fra starten, og at hun har måttet lægge mange udgifter ud selv. Klageren afviser, at sagen er forældet, da hun mener, at selskabet har været orienteret om hendes krav løbende, og at selskabets håndtering af sagen har forhindret hende i at fremsætte alle krav rettidigt, bl.a. pga. sygdom og pres. Hun har fremsat et yderligere krav på 167.897 kr. for skadet indbo.

Klageren har fremlagt et skema over sine krav, som inkluderer:

Selskabets påstande og argumenter

Selskabet fastholder, at klagerens krav er forældede. De henviser til, at indboskaden fra branden blev opgjort i 2009, og at et tilbud på 62.500 kr. for indbo (brand- og vandskade) blev givet i 2012 og udbetalt i 2015. Selskabet anser bygningsskaden for afsluttet i 2009 og rør-/vandskaden for afsluttet i 2012. De påpeger, at klageren ikke har fremsendt tilstrækkelig dokumentation for yderligere krav. Selskabet henviser til Forældelsesloven § 21, stk. 5 og Forsikringsaftaleloven § 29 som grundlag for deres afvisning af yderligere erstatning.

Forældelsesspørgsmålet

Selskabet har gentagne gange meddelt klageren, at sagen er forældet. De har bl.a. henvist til et brev af 27. juni 2012 til klagerens rådgiver, hvor rørskaden på husforsikringen blev anset for afsluttet, og et brev af 10. december 2015 til klageren, hvor yderligere indbokrav blev afvist med henvisning til forældelse. Selskabet mener, at der ikke er grundlag for at imødekomme kundens yderligere krav, da de anser de oprindelige skader for korrekt behandlet og afsluttet.

Nævnet har gennemgået sagen og lægger til grund, at de krav, som klageren har fremsat mod selskabet, er opstået i 2009-2010 eller umiddelbart herefter i forbindelse med konstateringen af skaderne, udbedringsarbejdet og genhusningen af husstanden.

For forsikringskrav gælder en 3-årig forældelsesfrist, der løber fra det tidligste tidspunkt, hvor den sikrede kunne kræve sit krav opfyldt af forsikringsselskabet, jf. Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 1 samt Forældelsesloven § 2 og Forældelsesloven § 3. Nævnet finder, at den 3-årige forældelsesfrist for klagerens krav løb fra det tidspunkt, hvor det enkelte krav opstod og kunne gøres gældende af klageren mod selskabet, hvilket nævnet lægger til grund har været i 2009-2010 eller umiddelbart herefter. Den almindelige 3-årige forældelsesfrist var derfor udløbet forud for sagens indbringelse for nævnet den 2. juni 2017.

Det følger dog af Forsikringsaftaleloven § 29, stk. 5, 1. punktum, at når en skade er anmeldt til selskabet inden forældelsesfristens udløb, indtræder forældelse af krav, som skaden giver anledning til, tidligst 1 år efter selskabets meddelelse om, at det afviser kravet.

Nævnet finder, at selskabet ved brev af 27. juni 2012 til klagerens rådgiver ved Retshjælpen med tilstrækkelig tydelighed har oplyst klageren om, at erstatningen i forhold til bygningsforsikringen var endeligt opgjort og udbetalt, og at sagen var afsluttet. Selskabet har endvidere ved brev af 10. december 2015 til klageren oplyst, at der ikke kan anerkendes yderligere erstatning for så vidt angår indbo, end hvad der anerkendes ved dette brev. Nævnet finder, at den 1-årige tillægsfrist i forsikringsaftaleloven dermed senest er begyndt at løbe for klagerens eventuelle yderligere forsikringskrav over henholdsvis bygningsforsikringen og indboforsikringen fra tidspunktet for disse to breve. Den 1-årige tillægsfrist var derfor udløbet for såvel krav mod bygningsforsikringen som krav mod indboforsikringen forud for sagens indbringelse for nævnet den 2. juni 2017.

Nævnet kan herefter ikke kritisere, at selskabet har afvist at yde yderligere forsikringsdækning med henvisning til, at klagerens eventuelle krav er forældede. Det, som klageren i øvrigt har anført, kan ikke føre til andet resultat. Nævnet har på den baggrund ikke fundet anledning til at tage stilling til berettigelsen af de krav, som klageren har fremsat.

Klageren får ikke medhold.