Nykredit Livsforsikring: Tvist om udbetaling af restgældsforsikring efter fejl i tilsagnsskrivelse

Klageren havde en restgældsforsikring i Nykredit Livsforsikring A/S. Efter hendes samlevers død anmodede hun om udbetaling af forsikringssummen på 1.418.004 kr., som selskabet angiveligt havde givet tilsagn om i et brev af 15. august 2016.

Sagens omstændigheder

• Klagerens samlever afgik ved døden den 10. august 2016.
• Nykredit Livsforsikring sendte den 15. august 2016 et brev til klageren, hvori de angav, at hun var berettiget til at modtage 1.418.004 kr. fra sin livsforsikring i forbindelse med samleverens død.
• Den 18. august 2016 sendte Nykredit Livsforsikring et nyt brev, hvori de meddelte, at brevet af 15. august 2016 var fejlagtigt, og at forsikringssummen rettelig var 321.410 kr.
• Klageren fastholdt, at brevet af 15. august 2016 var en bindende viljeserklæring.

Parternes argumenter

• Klageren anførte, at Nykredit Livsforsikring var bundet af tilsagnet i brevet af 15. august 2016, da det udgjorde en klar erklæring om erstatningssummen, og hun var i god tro.
• Nykredit Livsforsikring anførte, at der var tale om en operationel fejl, som de havde rettet hurtigt efterfølgende. De mente, at klageren burde have indset fejlen, da hun havde modtaget årsopgørelser og forsikringsmeddelelser med den korrekte dækning. Selskabet henviste til Aftaleloven § 32 om fejlskrift.

Nævnet finder, at selskabets brev af 15/8 2016 til klageren indeholder et løfte fra selskabet om udbetaling af 1.418.004 kr. efter hendes samlevers død. Det eneste forbehold angivet i brevet var, at selskabets læge skulle godkende dødsattesten. Selskabet er som udgangspunkt forpligtet af løftet. Det følger imidlertid af Aftaleloven § 32, stk. 1, at selskabet ikke er bundet af sin erklæring, hvis den, til hvem erklæringen er afgivet – i dette tilfælde forsikringstageren – indså eller burde indse, at der forelå en fejltagelse.

Nævnet finder efter en samlet vurdering, at forsikringstageren indså eller burde indse, at der var tale om fejlskrift for så vidt angår størrelsen af forsikringssummen.

Nævnet har blandt andet lagt vægt på, at restgældsforsikringen blev tegnet i forbindelse med optagelse af et fælles lån på 366.000 kr. i 2009, og at dette var det eneste lån, som forsikrede var meddebitor på. Nævnet har også lagt vægt på, at det af begæringen om tegning af restgældsforsikring fremgår, at forsikring kun kan tegnes for restgæld på de realkreditlån, hvor forsikrede er meddebitor. Nævnet har videre lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om, at klagerens afdøde samlever var blevet meddebitor på yderligere lån, og at forsikringssummen som følge heraf var blevet forhøjet.

Nævnet har også lagt vægt på den betydelige forskel på størrelsen af det lån, som klagerens tidligere samlever var meddebitor på, og på størrelsen af det beløb, som selskabet i brevet af 15/8 2016 tilkendegav, at klageren havde ret til af få udbetalt. Nævnet bemærker, at klageren ikke kan have haft en berettiget forventning om, at hun ved samleverens død havde ret til at modtage et beløb, der svarede til dækning for de lån, som hun alene var debitor på. Nævnet bemærker endvidere, at der på forsikringen, hvor klageren var forsikret, alene var tegnet dækning for 50 % af hendes gæld.

Nævnet finder herefter ikke grundlag for at pålægge selskabet at udbetale en forsikringssum på 1.418.004 kr.

Det, som klageren i øvrigt har anført, kan ikke føre til andet resultat.

Som følge heraf bestemmes: Klageren får ikke medhold.