Højesteret: Anklagemyndighedens ret til strafskærpelse og betinget dom med samfundstjeneste i voldssag

Sagen omhandler en dom for grov vold og et principielt spørgsmål om anklagemyndighedens adgang til at påstå strafskærpelse i en ankesag, når en kontraanke mod en medtiltalt er frafaldet.

Sagens forløb

Den tiltalte T blev sammen med en medtiltalt, T1, i Københavns Byret dømt for overtrædelse af Straffeloven § 245, stk. 1 for grov vold begået foran en bar i Københavns Lufthavn. Volden involverede skub, et knytnæveslag og et slag med et ølglas mod F2, der pådrog sig en flænge i panden. Byretten idømte begge 60 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste. Begge ankede dommen.

I Østre Landsret frafaldt T1 sin anke, og anklagemyndigheden frafaldt samtidig sin kontraanke mod T1. T fastholdt dog sin anke, da den også omfattede spørgsmålet om udvisning. Landsretten fandt T skyldig i samme omfang som byretten, men ændrede straffen til 60 dages ubetinget fængsel, da den ikke fandt grundlag for en betinget dom. T ankede herefter landsrettens dom til Højesteret med påstand om afvisning af anklagemyndighedens påstand om skærpelse og om formildelse af straffen.

Anbringender

T anførte, at anklagemyndigheden ved at frafalde sin kontraanke mod T1 havde afskåret sig fra at påstå skærpelse mod ham. Han mente, at dette skabte en berettiget forventning om, at byrettens straf var endelig, og at en skærpelse ville være i strid med Retsplejeloven § 924 og lighedsprincippet i Straffeloven § 80 samt Retsplejeloven § 927, stk. 2. Han fremhævede, at han var nødsaget til at fastholde sin anke på grund af udvisningsspørgsmålet.

Anklagemyndigheden bestred dette og argumenterede for, at frafaldet af kontraanken mod T1 ikke begrænsede dens ret til at påstå skærpelse mod T. Anklagemyndigheden henviste til den almindelige procesrisiko ved anke, jf. Retsplejeloven § 905, stk. 1 og Retsplejeloven § 924, og anførte, at lighedsprincippet i Straffeloven § 80, stk. 1 sigter mod generel ensartethed, ikke identiske straffe i alle konkrete sager med flere tiltalte. Det blev også anført, at T ikke havde en berettiget forventning om, at T1's ankefrafald ville påvirke hans egen sag.

Voldens omstændigheder

Det blev lagt til grund, at volden opstod som en spontan reaktion på forudgående provokationer fra de forurettede. T var ikke den mest aktive i voldsudøvelsen, og skaderne var begrænsede. T var 38 år på gerningstidspunktet, ustraffet og havde gode personlige og sociale forhold, herunder fast beskæftigelse i Danmark, som han pendlede til fra Sverige.

Højesterets afgørelse

Højesteret fandt, at anklagemyndigheden ikke var afskåret fra at påstå skærpelse af straffen for T. Retten lagde vægt på, at T ikke havde en berettiget forventning om, at frafaldet af kontraanken mod medtiltalte T1 ville påvirke hans egen ankesag. Højesteret afviste dermed Ts påstand om afvisning af strafskærpelsespåstanden.

Strafudmåling

Højesteret forhøjede straffen til fængsel i 80 dage. Selvom udgangspunktet for grov vold efter Straffeloven § 245, stk. 1 er ubetinget fængsel, fandt Højesteret, at der i dette tilfælde forelå særlige grunde til at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste. Dette skyldtes, at volden var en spontan reaktion på provokation, T ikke var den primære udøver, skaden var begrænset, og T var ustraffet med gode personlige forhold.

Landsrettens dom blev ændret, og T straffes med fængsel i 80 dage. Fuldbyrdelsen af straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år fra domsafsigelsen på betingelse af:

• At T i prøvetiden ikke begår strafbart forhold.
• At T i prøvetiden undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen.
• At T udfører ulønnet samfundstjeneste i 80 timer efter Kriminalforsorgens bestemmelse inden for en længstetid på 6 måneder.