Afgørelse om afslag på invaliderente og præmiefritagelse efter anmeldt erhvervsevnetab

Klageren, født i 1960'erne, klager over Topdanmark Forsikring A/S' afslag på at udbetale invaliderente og præmiefritagelse efter et anmeldt erhvervsevnetab fra september 2014. Klageren har en forsikring ved tab af erhvervsevne, der dækker, hvis erhvervsevnen nedsættes med mindst 2/3 på grund af sygdom eller ulykke.

Sagens baggrund

• Klageren fik i 2003 diagnosen fibromyalgi og blev tilkendt et fleksjob med 18½ times ugentlig arbejdstid i [den finansielle sektor].
• I 2014 skete der en omstrukturering, og klageren blev overflyttet til en filial i [by], hvilket medførte en transporttid på ca. 1 time hver vej. Dette forværrede hendes smerter og andre symptomer.
• Klageren indgik en fratrædelsesaftale og fratrådte den 1. september 2014.
• Hun ansøgte Topdanmark om invalidepension og præmiefritagelse.

Parternes argumenter

• Klageren gør gældende, at hendes sygdom er væsentligt forværret med både fysiske og psykiske lidelser (angst, depression og stress). Hun henviser til, at hun kun kunne passe sit tidligere fleksjob på grund af de særlige tilpassede forhold, og at nye udfordringer har reaktiveret tidligere traumer. Hun henviser til en dom fra Højesteret, UfR 2014, side 3729 H, om genoptagelse efter Erstatningsansvarsloven § 11, hvor ændrede faktiske omstændigheder begrundede genoptagelse, selvom den helbredsmæssige situation var uændret.
• Topdanmark afviser kravet, idet de mener, at klagerens erhvervsevne ikke er nedsat i tilstrækkelig grad. De lægger vægt på, at klageren har haft samme sygdomsforløb i 10 år, og at sygemeldingen skyldes ændring af arbejdsplads. De bestrider, at der er sket en væsentlig forværring af klagerens helbredstilstand. Topdanmark fremhæver, at en speciallægeerklæring ikke anerkender diagnosen fibromyalgi, og at der ikke er konstateret angst. De henviser til en vurdering fra Videncenter for Helbred og Forsikring, der konkluderer, at klagerens erhvervsevne ikke er nedsat med mindst 2/3.

Nævnet finder efter en gennemgang af sagen og efter en samlet vurdering, at klagerens erhvervsevne er nedsat i en ikke ubetydelig grad som følge af hendes smertetilstand og depression. Nævnet finder det imidlertid ikke bevist, at erhvervsevnen er nedsat med 2/3 eller derover.

Nævnet har ved afgørelsen af sagen blandt andet lagt vægt på oplysningerne om, at klageren i adskillige år kunne arbejde i fleksjob med 18 1/2 timer ugentligt, selvom hun i 2003 havde fået stillet diagnosen fibromyalgi. Nævnet har ligeledes lagt vægt på, at en reumatologisk speciallæge har konkluderet, at klageren ikke opfylder diagnosekriterierne for fibromyalgi, men at hun har kroniske smerter. Ligeledes er det af en speciallæge i psykiatri konstateret, at hun har en moderat depression, men ikke en angstlidelse. Nævnet har også lagt vægt på, at der ud over ændringen af arbejdsforholdene i 2014 ikke ses at være indtrådt en forværring af klagerens forhold i en grad, der kan forklare, hvorfor hun ikke længere er i stand til at varetage et arbejde, hvor de relevante skånehensyn er iagttaget.

Som følge heraf får klageren ikke medhold.