Alm. Brand Forsikring A/S' regreskrav mod bilist efter færdselsuheld

Klageren var forsikret i Alm. Brand Forsikring A/S via sine forældres bilforsikring og klager over, at selskabet har fremsat regreskrav mod ham efter en færdselsskade.

Sagens omstændigheder

• Den 28. november 2014 påkørte klageren som fører af den forsikrede bil en fodgænger.
• Klageren blev den 1. juni 2015 ved byretten kendt skyldig i overtrædelse af straffeloven og færdselsloven og idømt en behandlingsdom.
• Selskabet har rettet regreskrav mod klageren på 32.490 kr. for kaskoforsikringen, 44.845,50 kr. for tingsskade og 761.101 kr. for personskade.

Klagerens påstande og argumenter

• Klageren mener, at forsikringsselskabets afgørelse er fejlagtig og baseret på udokumenterede oplysninger fra politirapporter og fejlagtige fortolkninger af vidneudsagn.
• Han anfører, at der ikke foreligger tekniske undersøgelser eller vidneudsagn fra retten, der kan underbygge påstanden om, at han skulle have kørt med væsentligt højere hastighed end tilladt.
• Han bestrider, at han skulle have kørt påvirket af kokain, da der ikke er foretaget undersøgelser eller ført bevis herfor.
• Han erkender, at det ikke er lovligt at køre med sommerdæk på forhjul og vinterdæk på baghjul, men mener ikke, at det kan betegnes som 'groft hensynsløst'.
• Han henleder opmærksomheden på domsudskriften, hvoraf det fremgår, at han på gerningstidspunktet befandt sig i en tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af sine psykiske funktioner.
• Klageren ønsker, at selskabet frafalder deres krav.

Selskabets påstande og argumenter

• Selskabet fastholder, at klageren har forvoldt skaden ved grov hensynsløshed.
• De henviser til vidneforklaringer i politirapporten, der indikerer, at klageren kørte med væsentlig højere hastighed end tilladt i bymæssig bebyggelse.
• De fremhæver, at bilens skader indikerer høj hastighed.
• Selskabet henviser til, at klageren er dømt for overtrædelse af Straffeloven § 249, stk. 1 og Straffeloven § 252.
• Klageren er dømt for overtrædelse af Færdselsloven § 53, stk. 1 for kørsel med en promille på 1,64 og Færdselsloven § 54, stk. 2 for kørsel under indflydelse af Zopiclon.
• Politiet konstaterede kokain i klagerens urinprøve.
• Selskabet anfører, at klagerens bil var ulovlig, da der var monteret sommerdæk på forhjulene og vinterdæk på baghjulene, og at dæktrykket i bagdækkene var for lavt.
• De henviser til, at klageren er dømt for overtrædelse af Færdselsloven § 67, stk. 3.
• Selskabet henviser til punkt 1.6.1 i deres forsikringsbetingelser AU 1406 og Færdselsloven § 108, stk. 2 som grundlag for at kræve ansvarsudgifterne betalt af klageren, samt Erstatningsansvarsloven § 19, stk. 2 for kaskoudgifterne.

Klageren får ikke medhold i sin klage. Ankenævnet for Forsikring fandt det godtgjort, at klageren havde forvoldt skaden ved grov hensynsløshed, og nævnet kunne derfor ikke pålægge selskabet at frafalde dets regreskrav, jf. Færdselsloven § 108, stk. 2 og forsikringsbetingelsernes pkt. 1.6.1. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at en retsmedicinsk undersøgelse viste, at klageren havde en alkoholpromille på minimum 1,64, spor af sovemedicin i sit blod og spor af kokain i sin urin, samt at den ulovlige dækmontering og det lave dæktryk med stor sandsynlighed havde medvirket til, at klageren mistede kontrollen over bilen. Endelig lagde nævnet vægt på, at byretten havde vurderet, at klageren umiddelbart forud for påkørslen af fodgængeren havde overtrådt Straffeloven § 252. Nævnet fandt ikke grundlag for at antage, at klageren havde manglet evnen til at handle fornuftsmæssigt, jf. Forsikringsaftaleloven § 19, stk. 1. Nævnet forudsatte, at selskabet ved den endelige opgørelse af regreskravet tog stilling til, om der var grundlag for at lempe kravet efter Erstatningsansvarsloven § 24.