Tvist om invalidepension: Vurdering af erhvervsevne efter visitation til fleksjob

En 59-årig kvinde, uddannet kontorassistent og ansat i samme virksomhed siden 1978, blev i november 2013 sygemeldt med kroniske rygsmerter. Hun var dækket af en livsforsikring hos AP Pension, som gav ret til invalidepension ved nedsættelse af erhvervsevnen med mindst halvdelen.

Selskabet udbetalte midlertidige ydelser fra 1. marts 2014 til 28. februar 2015, baseret på en vurdering af hendes evne til at varetage sit hidtidige erhverv. Da hendes helbredstilstand blev anset for varig og stationær, overgik selskabet i henhold til forsikringsbetingelserne til at vurdere hendes generelle erhvervsevne i ethvert erhverv. På den baggrund standsede AP Pension udbetalingerne, da de ikke fandt det bevist, at hendes erhvervsevne var varigt nedsat med mindst 50%.

Parternes påstande

Klagerens påstand: Klageren krævede genoptagelse af udbetalingen af invalidepension. Hun argumenterede for, at hendes kroniske rygsmerter, påvist ved scanninger, og den efterfølgende visitation til et fleksjob på kun 9 timer ugentligt pr. 20. februar 2015, var et klart bevis på, at hendes erhvervsevne var nedsat med mere end halvdelen. Hun anførte, at man ikke bliver tilkendt fleksjob i Danmark uden at være grundigt afprøvet i ethvert erhverv.

AP Pensions påstand: Selskabet fastholdt afvisningen. De henviste til en neurokirurgisk speciallægeerklæring, som konkluderede, at de objektive fund (lettere slidgigt og en mindre diskusprolaps) ikke kunne forklare det af klageren beskrevne smerteniveau. Selskabet mente, at hun kunne arbejde mindst halv tid i et tilpasset job. De fremhævede, at en tilkendelse af offentlige ydelser som fleksjob, jf. kommunens afgørelse efter Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 70a, ikke i sig selv er afgørende for vurderingen af erhvervsevnetab i henhold til forsikringsbetingelserne.

Afgørelse efter stemmeflertallet

Ankenævnets flertal gav ikke klageren medhold. Selskabet var berettiget til at standse udbetalingen af ydelser pr. 1. marts 2015.

Flertallet baserede sin afgørelse på en samlet vurdering af sagens oplysninger og fandt, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at hendes generelle erhvervsevne var nedsat med mindst halvdelen. Nævnet lagde især vægt på følgende punkter:

• Medicinsk dokumentation: Den neurokirurgiske speciallægeerklæring fra 25. august 2014 fandt, bortset fra muskulær ømhed, ingen signifikante neurologiske abnormiteter, der kunne forklare det af klageren beskrevne smerteniveau. Speciallægen bemærkede, at klageren ikke virkede umiddelbart smerteplaget under undersøgelsen.
• Smertetilstand og skånehensyn: Klagerens funktionsevne var primært begrænset af smerter. Flertallet vurderede, at disse gener til dels kunne imødegås ved at overholde skånehensyn som ikke-rygbelastende arbejde og mulighed for at skifte arbejdsstilling.
• Fortolkning af speciallægeerklæring: Speciallægens udtalelse om, at 9 timers arbejde ugentligt "angiveligt er det hun kan klare", blev tolket som en gengivelse af klagerens egen opfattelse snarere end en objektiv medicinsk konklusion.
• Betydningen af fleksjob: Det forhold, at klageren var blevet visiteret til et fleksjob på 9 timer om ugen, blev ikke anset for at være et afgørende bevis for, at hendes erhvervsevne i forsikringsmæssig forstand var nedsat med mindst halvdelen.

Mindretallets udtalelse

Et mindretal i nævnet var uenigt og fandt, at klageren havde godtgjort, at hendes erhvervsevne var nedsat med mindst halvdelen. Mindretallet lagde vægt på oplysningerne om hendes smerter, de nødvendige skånehensyn og det faktum, at hun var blevet tilkendt et fleksjob på kun 9 timer ugentligt efter en kommunal afprøvning.

Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallets indstilling.