Nordea Pensions afslag på dækning for tab af erhvervsevne efter piskesmældstraume

Forsikringstageren klagede over, at Nordea Pension havde afvist at yde dækning ved tab af erhvervsevne. Selskabet henviste til, at hun ikke havde godtgjort, at hendes erhvervsevne var nedsat i dækningsberettigende grad.

Forsikringen giver ret til invalideydelser og præmiefritagelse, såfremt klageren på grund af sygdom eller ulykke mister mindst halvdelen af den fulde erhvervsevne. Der er en karensperiode på 6 måneder.

Klageren, der er født i 1960, er kontoruddannet og har været kontoransat siden 1984. Den 7. februar 2012 blev hun i sin bil påkørt bagfra, og hun pådrog sig i den forbindelse et piskesmældstraume. Hun har efterfølgende lidt af nakkesmerter, svimmelhed og kvalme samt hukommelses- og koncentrationsbesvær.

Klageren anførte, at hun havde kæmpet for at komme tilbage på arbejde på fuld tid, men at hendes krop reagerede med svimmelhed, kvalme og opkastning ved overbelastning. Hun søgte om præmiefritagelse samt udbetaling af tab af erhvervsevne, men Nordea Liv og Pension gav afslag.

Selskabet bemærkede, at klageren ifølge speciallægeerklæringer havde kroniske nakkesmerter, svimmelhed og kvalme, men at der var sket en bedring af symptomerne over tid. Selskabet anførte, at klageren arbejdede 18 timer om ugen i sit hidtidige erhverv, og at der ikke var en helbredsmæssig begrundelse for, at fleksjobbet var fastsat til 18 timer om ugen. Selskabet mente, at klageren i et ikke-nakkebelastende erhverv kunne anses for at have en erhvervsevne, der ikke var nedsat med halvdelen eller mere.

Klageren anførte, at hendes læge havde besluttet, at hun kun kunne arbejde 18 timer om ugen, og at hendes krop ikke kunne klare mere. Hun anførte, at hun havde de bedste hjælpemidler på sit arbejde, men at hun dagligt havde brug for hvile.

Selskabet fastholdt, at klagerens indtjeningsevne skulle være nedsat af helbredsmæssige årsager, og at hun i et erhverv, hvor der var taget hensyn til hendes skånebehov, burde kunne opretholde en indtjening på mere end halvdelen af, hvad der er sædvanligt for andre med lignende uddannelse og alder i samme geografiske område.

Nævnet fandt, at klageren ikke havde bevist, at hendes generelle erhvervsevne var nedsat med mindst halvdelen. Nævnet lagde vægt på, at klageren siden påkørslen havde oplevet gradvis fremgang, at hendes hukommelses- og koncentrationsproblemer var aftagende, at hun ikke siden påkørslen havde arbejdet under 18 timer ugentligt, og at det derfor ikke kunne udelukkes, at hun – under iagttagelse af blandt andet relevante skånebehov – ville kunne varetage en stilling på mere end halv arbejdstid.

Som følge heraf bestemte nævnet, at klageren ikke fik medhold.