Afgørelse om afvist lønsikring efter selvopsigelse som taxachauffør

Klageren havde en lønsikring i Alpha Insurance A/S. Han klagede over, at selskabet havde afvist at yde lønsikring i forbindelse med hans ledighed efter den 18. juni 2010.

Selskabet afviste dækning med henvisning til, at klageren selv havde opsagt sit job.

Klageren gjorde gældende, at der var tale om en tvungen opsigelse på grund af arbejdsgiverens forhold.

Klageren arbejdede som taxachauffør og havde været ansat hos samme arbejdsgiver siden november 2007.

I sin opsigelse til arbejdsgiveren af 4. juni 2010 anførte klageren, at omstruktureringer i firmaet havde medført en væsentlig ringere indtægt, samt at han havde fået en mindre bil uden ergonomisk sæde.

Af en "ledighedserklæring for lønmodtagere" af 18. november 2010 fremgik bl.a., at klageren havde været sygemeldt i perioden 21. maj 2010 til 19. oktober 2010 på grund af stress og hjerteflimmer.

Af et brev af 9. januar 2013 fra klagerens arbejdsgiver til fagforeningen fremgik, at de to biler, det drejede sig om, begge var 4 personers exkl. fører, og at taxametret talte nøjagtigt det samme. Det fremgik også, at bilen blev skiftet ud til en bil med ortopædisk sæde kun 3 uger efter klagerens opsigelse, hvilket klageren var informeret om.

Klagerens advokat anførte i et brev af 27. marts 2015 til nævnet, at der var tale om en tvungen selvopsigelse fra klagerens side grundet forringede arbejdsvilkår ensidigt fastsat af arbejdsgiver. De forringede arbejds- og lønvilkår gik ud på, at arbejdsgiveren, velvidende om at klageren havde dårlig ryg, tog den bil han havde, og gav ham en bil uden ergonomisk sæde. Derudover blev klageren rent lønmæssigt frataget den profitable aftale, han havde med kørsel fra et hospital, som udgjorde 15-20 % af hans omsætning.

Selskabet anførte i et brev af 23. juni 2015 til nævnet, at klageren selv havde valgt at opsige sin stilling pr. 18. juni 2010. Selskabet henviste til forsikringsbetingelsernes punkt 3.1 og 4.7, hvorefter lønsikring ikke dækker, hvis forsikringstager selv opsiger sin stilling.

Klagerens advokat bemærkede i en mail af 21. juli 2015 til nævnet, at forsikringstager blev tvunget væk fra sin arbejdsplads, og at det var ubestridt, at hans arbejdsvilkår blev væsentligt forringet ensidigt af arbejdsgiveren uden begrundelse og uden aftale med arbejdstager.

I en udtalelse af 28. september 2015 fra klagerens fagforening hed det, at der ikke var pålagt karantæne for ophøret hos taxavognmanden den 18. juni 2010, da arbejdsforholdene havde været fagretslig behandlet, og man ikke havde kunnet løse problemerne med arbejdsgiveren.

Selskabet bemærkede i et brev af 12. oktober 2015 til nævnet, at det var et udokumenteret postulat fra klageren, at arbejdsgiveren skulle have forringet arbejdsforholdene og udøvet chikane, hvilket 'tvang' klageren til at opsige sin stilling. Selskabet anførte endvidere, at klageren i ledighedserklæringen til A-kassen havde oplyst, at han selv havde sagt sit job op som følge af strukturændringer.

Klagerens advokat anførte i et brev af 28. oktober 2015 til nævnet, at klageren mente at have opfyldt dokumentationskravet om forringede arbejdsforhold i selve opsigelsen, i skrivelsen af 28. september 2015 fra fagforeningen og i skrivelsen af 1. oktober 2015 til forsikringsankenævnet fra fagforeningen. Han fastholdt, at det havde afgørende betydning, at klageren ikke blev pålagt karantæne af sin A-kasse.

Ankenævnet fandt, at da klageren selv havde opsagt sin stilling, kunne nævnet ikke kritisere, at selskabet havde afvist at yde forsikringsdækning. Nævnet vurderede, at klageren ikke havde bevist, at arbejdsgiveren havde påtvunget ham sådanne væsentlige ændringer af ansættelsesforholdet, at det reelt kunne betragtes som en opsigelse.

Det, som klageren og hans advokat i øvrigt havde anført, herunder om chikane fra arbejdsgiverens side og den omstændighed, at klageren ikke var blevet pålagt karantæne hos A-kassen, kunne ikke føre til et andet resultat.

Som følge heraf fik klageren ikke medhold.