PFA Pensions afslag på invalideydelse til butikschef med lænde- og nakkesmerter

Klageren, født i 1982, havde via sit tidligere arbejde en firmapensionsordning i PFA Pension. Hun klagede over, at selskabet havde afvist at udbetale invalideydelser på grund af et anmeldt erhvervsevnetab.

Sagens baggrund

Klageren havde arbejdet i butik i 9 ½ år og var blevet butikschef efter 8 ½ år. Hun blev sygemeldt den 18. februar 2008 på grund af akut lændehold uden traume og afskediget pr. 31. juli 2008. Efterfølgende havde hun ikke været i arbejde bortset fra arbejdsprøvninger.

I en anmeldelse fra 2008 anførte klageren, at hun havde ondt i lænderyggen, hofter, bækken og haleben. En lægeattest fra samme periode nævnte lænderygsmerter grundet et akut lændehold uden traume, og en MR-scanning viste normale forhold.

Selskabet indhentede lægelige og kommunale akter. En speciallægeerklæring fra november 2008 beskrev klagerens lændesmerter og udstrålende smerter til hofter og haleben. Røntgenundersøgelse viste degenerative forandringer af L5/S1.

Kommunale akter fra juli 2008 indikerede, at klageren overvejede at arbejde i en specialbutik med færre tunge løft og ønskede revalidering.

Selskabets afvisning

Selskabet afviste udbetaling af invalideydelse i februar 2009, da de vurderede, at klagerens erhvervsevne ikke var nedsat i tilstrækkelig grad. De lagde vægt på speciallægeerklæringen, der beskrev klagerens gode almentilstand og de degenerative forandringer.

Klageren anmeldte i 2014, at hun stadig var sygemeldt og kunne arbejde 15 timer om ugen. Hun anførte, at hun havde oplevet et piskesmæld i 2008 og havde kroniske smerter i hofter, lænd og nakke. Hun modtog ledighedsydelse fra 28. januar 2014.

Yderligere undersøgelser og erklæringer

En epikrise fra februar 2009 beskrev følger efter højresidig sacroiliitis og let discusdegeneration L5/S1. En neurokirurgisk speciallægeerklæring fra august 2009 konkluderede, at klageren havde pådraget sig en forvridning i hals- og brysthvirvelsøjlen ved en ulykke i oktober 2008. Klageren modtog erstatning svarende til 10 % mén fra skadevolders selskab.

En generel helbredsattest fra september 2009 tilrådede et afvekslende, ikke-rygbelastende arbejde. Jobcentrets journal fra juli 2011 beskrev en virksomhedspraktik i en SFO, hvor klageren deltog i forskellige aktiviteter. En statusattest fra juli 2012 nævnte, at klageren var blevet diagnosticeret med sarcoidose.

Sygehusjournaler fra 2012 beskrev klagerens sarkoidose og astma. Kommunens rehabiliteringsplan beskrev klagerens helbredssituation og hendes erfaringer fra forskellige praktikker. En speciallægeerklæring fra april 2014 konkluderede, at klageren havde nedsat arbejdsevne og at tilstanden var stationær.

Selskabets fastholdelse af afvisning

Selskabet afviste igen forsikringsdækning i maj 2014, da de vurderede, at klagerens erhvervsevne ikke var nedsat i dækningsberettigende grad. De lagde vægt på klagerens lændesmerter, nakkesmerter, hovedpine og tinnitus, men vurderede, at hun med skånehensyn burde kunne varetage et job på mere end halv tid.

Klagerens fagforbund kritiserede selskabets afgørelse og anførte, at klagerens arbejdsevne var nedsat med mindst halvdelen. Selskabet fastholdt sin afgørelse og anmodede klageren om yderligere oplysninger. Fagforbundet svarede, at der ikke var fremkommet nye helbredsmæssige oplysninger, og at klageren havde kognitive vanskeligheder og reduceret arbejdstid til maks 15 timer ugentligt.

Selskabet fastholdt sin afgørelse i november 2014 og anførte, at der ikke var fremkommet nye oplysninger, der ændrede deres syn på de foretagne arbejdsprøvninger.

Nævnet fandt, at klageren ikke havde bevist et generelt erhvervsevnetab på mindst halvdelen. Nævnet lagde vægt på, at klagerens gener kun i begrænset omfang var objektivt dokumenteret, og at hun med de rette skånehensyn for ryg og nakke burde kunne bestride et arbejde på mere end halv tid. Nævnet henviste til de gennemførte praktikforløb og klagerens ønske om at vende tilbage til butiksfaget, hvilket ikke nødvendigvis stemmer overens med de beskrevne skånehensyn.

Som følge heraf blev det bestemt, at klageren ikke fik medhold.