LB Forsikring A/S mod forsikringstager vedrørende afvist dækning for totalskade på bil

Klageren havde en kaskoforsikring i LB Forsikring A/S og klagede over, at selskabet afviste dækning for en totalskade på hendes bil, en Toyota Corolla Verso fra 2005. Selskabet opsagde forsikringen med tilbagevirkende kraft, da de mente, at klagerens søn var den reelle ejer og bruger af bilen, og han ikke var berettiget til at tegne forsikring i selskabet.

Klageren anmeldte skaden den 5. maj 2014. Selskabet annullerede forsikringen med henvisning til Forsikringsaftaleloven § 6 og afviste dækning. Selskabet krævede også betaling for for lidt betalt præmie for ansvarsforsikringen.

Klageren anførte, at selskabet skulle udbetale erstatning og svare på alle hendes henvendelser. Hun beskrev et forløb, hvor hun var utilfreds med sagsbehandlingen, manglende tilbagemeldinger og selskabets bevisførelse. Hun mente, at selskabet fra starten havde besluttet ikke at udbetale erstatning.

Selskabet bemærkede, at bilen var indtegnet i klagerens navn, men de fandt det nødvendigt at undersøge ejerforholdet, da bilen fremstod sænket og med stort musikanlæg, hvilket indikerede, at sønnen var den reelle ejer. Selskabet henviste til, at sønnen havde en [bil 2], da han fyldte 18 år, og et billede på hans Facebook-profil viste en [bil 1] med spoilere. Tidligere ejer af [bil 1] havde oplyst, at sønnen var noteret som køber på slutsedlen.

Selskabet gav klageren mulighed for at rette eventuelle misforståelser og fremlagde samtaler med klageren. Selskabet mente, at sønnen var den reelle ejer eller faste bruger af bilen, og at de ville have afvist at tegne kaskoforsikringen, hvis de havde vidst dette. Forsikringen blev omtegnet til kun at omfatte ansvar.

Klageren anførte, at der ikke var taget forbehold ved aftale om erstatningens størrelse med taksator, og at taksatorrapporten var udarbejdet efter hendes klage over manglende afmelding af nummerplader. Hun anførte også, at selskabet ikke troede på, at hun brugte kontanter til tankning, og at hendes kontoudtog ikke blev anerkendt som dokumentation. Hun havde ikke modtaget den fulde lydfil af samtalen med selskabet eller taksatorrapporten.

Selskabet understregede, at dateringen af taksatorrapporten ikke havde noget at gøre med forbeholdet om erstatningspligt. De henviste til Forsikringsaftaleloven § 22 om klagerens oplysningspligt og fastholdt, at klageren skulle bevise, at hun var den reelle ejer/bruger af bilen. De fastholdt deres holdning til de fremsendte Excel-regneark som utilstrækkelig dokumentation.

Nævnet fandt, at forsikringsselskabet havde bevist, at klagerens søn var bilens reelle bruger, og at selskabet ville have afvist at tegne kaskoforsikringen, hvis dette var oplyst ved forsikringens tegning. Da det er almindeligt kendt, at præmien for en bilforsikring beregnes ud fra brugernes risikooplysninger, burde klageren have oplyst, at bilen var til hendes søns brug. Nævnet fandt, at undladelsen heraf kunne tilregnes hende som mindst grov uagtsomhed.

Nævnet fandt, at selskabet i medfør af Forsikringsaftaleloven § 6 og Forsikringsaftaleloven § 7 var berettiget til at ophæve kaskoforsikringen med tilbagevirkende kraft og afvise dækning for skaden.

Selskabet opretholdt ansvarsforsikringen og krævede betaling af præmie svarende til klagerens søns risikooplysninger, da den beregnede præmie oversteg den allerede betalte. Nævnet fandt det utvivlsomt, at selskabet var berettiget til at forhøje præmien fremadrettet og med tilbagevirkende kraft for ansvarsdelen.

Som følge heraf blev det bestemt, at klageren ikke fik medhold.