Command Palette

Search for a command to run...

Afvisning af erstatningsrejse og erstatningsdøgn efter hospitalsindlæggelse under krydstogt

Dato

18. marts 2015

Principiel sag

Nej

Forsikringstype

Rejse

Afgørelse

Selskab medhold

Firma navn

Codan

Dokument

Klageren havde en familieforsikring med verdensrejsedækning i Codan Forsikring A/S. Hun klagede over, at selskabet havde afvist at yde erstatningsrejse i forbindelse med akut opstået sygdom under en ferierejse med indlagt krydstogt. I anden række krævede hun erstatning svarende til 7 ødelagte rejsedøgn.

Sagens omstændigheder

Klageren rejste på ferie den 26. marts 2014 med planlagt hjemkomst den 10. april 2014. Hun blev syg den 30. marts 2014 og blev undersøgt på hospitalet. Hun måtte som følge af indlæggelsen blive på en ø fra den 30. marts 2014 til den 5. april 2014, hvor hun atter kunne komme ombord på krydstogtskibet.

Codan Forsikring A/S dækkede klagerens ekstra udgifter til læge, telefon og hotel med 21.924,91 kr., men afviste at yde erstatningsrejse med henvisning til, at klageren ikke opfyldte forsikringsbetingelsernes punkt 11. For at være berettiget til erstatningsrejse kræves det, at forsikringstageren skal være ramt af akut sygdom, som medfører hospitalsindlæggelse eller lægeordineret ro og hvile i og omkring ferieboligen i mere end halvdelen af rejseperioden. Med hensyn til kravet om erstatning for ødelagte rejsedøgn har selskabet afvist dækning med henvisning til, at grunden til, at klageren ikke fortsatte med krydstogtskibet, ikke var medicinsk begrundet.

Klagerens argumentation

Klageren anførte, at hun den 30. marts 2014 fik et ildebefindende ombord på krydstogtskibet og blev indlagt på et lokalt sygehus. Hun fremhævede, at rejsens væsentligste formål var 7 dages krydstogt, men hun kun tilbragte 1/2 døgn ombord på krydstogtskibet. Klageren og hendes rejseledsager afventede, at SOS International ville få dem tilbage på krydstogtskibet, men det skete ikke. De tilbragte derfor ufrivilligt 7 dage på et hotel uden resten af rejseselskabet. Klageren mente, at konsekvensen af hendes akutte sygdom var, at rejsen blev afbrudt, og at de ikke havde mulighed for hverken at genoptage rejsen eller at rejse hjem. Hun mente derfor, at hun opfyldte betingelserne for at få dækket udgifter til en erstatningsrejse.

Selskabets argumentation

Selskabet fastholdt sin afgørelse og anførte, at forsikringstageren kun havde været hospitalsindlagt i 1 dag. Det fremgik af SOS Internationals lægeintervention, at alle undersøgelser og prøver viste normale forhold, at der ikke skulle ske yderligere medicinsk opfølgning, og at hun kunne fortsætte rejsen og rejse hjem som planlagt. Årsagen til, at krydstogtet ikke kunne genoptages, var således ikke medicinsk begrundet, men forårsaget af, at det ikke var muligt at finde transport til skibet. Selskabet henviste til, at for at have krav på erstatningsrejse, skal en af de fire betingelser i punkt 11.1 være opfyldt, hvor den relevante bestemmelse er, at sikrede har ret til erstatningsrejse, hvis vedkommende rammes af akut sygdom, som medfører hospitalsindlæggelse eller lægeordineret ro og hvile i og omkring ferieboligen i mere end halvdelen af rejseperioden.

Nævnet fandt, at selskabet var berettiget til at afvise erstatningsrejsedækning/dækning for erstatningsdøgn, da det ikke var bevist, at klageren var syg ud over den første sygedag. Nævnet lagde vægt på, at klageren blev udskrevet fra hospitalet samme dag, som hun blev indlagt, og at der ikke var behov for yderligere medicinsk opfølgning. Årsagen til, at krydstogtet ikke straks kunne genoptages, var således ikke, at klageren var syg, men at det ikke var muligt at komme ombord på krydstogtskibet, der var sejlet videre.

Herefter blev det bestemt:

Klageren får ikke medhold.

Lignende afgørelser