Sag om bilforsikring: Klage over skadesopgørelse efter påkørsel

Klageren havde en bilforsikring hos LB Forsikring A/S og klagede over selskabets opgørelse af skaden på modpartens bil efter en påkørsel den 16. maj 2012.

Sagens omstændigheder

Klageren anmeldte, at han under parkering havde påkørt en anden bil. LB Forsikring A/S anerkendte klagerens ansvar og opkrævede en selvrisiko på 2.710 kr. Klageren mente, at selskabet havde erstattet skader på modpartens bil, som han ikke havde forvoldt.

Klageren beskrev i sin skadesanmeldelse, at han havde observeret i sidespejlet og stoppede bilen, da han mente at have rørt modpartens bil. Han bemærkede en ridse og en indtrykning på sin egen bil, men umiddelbart ingen skader på modpartens bil. Han efterlod en seddel under viskerbladet på modpartens bil.

Ifølge taksatorrapporten omfattede reparationen af modpartens bil arbejde på bagpartiet, herunder af- og påmontering af nummerplade, nummerpladelygte, kofanger og tågebaglygte samt reparation af kofangeren og lakering af kofanger og bagskærm.

Klagerens påstande

Klageren anførte, at han kun berørte modpartens bil let, og at de skader, der blev repareret, ikke stemte overens med hans beskrivelse af hændelsen. Han mente, at han skulle have tilbagebetalt 80-90% af sin selvrisiko, og at selskabets udlæg skulle reduceres tilsvarende.

Selskabets argumenter

LB Forsikring A/S anførte, at det var ubestridt, at der havde været kontakt mellem klagerens og modpartens bil. Selskabet hæftede direkte over for modparten i medfør af Færdselsloven § 108 og havde pligt til at behandle krav som følge af skader forvoldt af klageren. Selskabet henviste til, at skaden var takseret af en fagmand, og at klageren ikke havde fremlagt dokumentation, der kunne understøtte hans påstand om, at erstatningen var for høj. Selskabet mente, at skadezonerne stemte overens med klagerens anmeldelse.

Nævnet fandt, at selskabet i medfør af Færdselsloven § 108 hæfter umiddelbart over for skadelidte, og at selskabet på det foreliggende grundlag havde anerkendt klagerens erstatningsansvar. Nævnet fandt ikke grundlag for at antage, at taksatoren havde godkendt andre skader end dem, der efter taksatorens vurdering stammede fra uheldet, eller at taksatoren havde valgt en mere omfattende reparationsmåde end nødvendigt. Da reparationsudgiften oversteg selvrisikobeløbet, var selskabet berettiget til at opkræve selvrisikoen hos klageren.

Som følge heraf blev det bestemt, at klageren ikke fik medhold.