Sag om påstået rentegaranti på pensionsordning

Klageren havde en individuel pensionsordning i Topdanmark Forsikring A/S og klagede over pensionsopsparingens forrentning. Klageren gjorde gældende, at selskabet havde afgivet en rentegaranti på 4,5 % p.a., og at renten ikke kunne komme under dette niveau årligt. Topdanmark afviste at have givet en sådan garanti og anførte, at der var tale om en ydelsesgaranti baseret på G-82 grundlaget med en grundlagsrente på 4,5 % i gennemsnit pr. år over ordningens løbetid.

Klagerens argumenter

• Klageren henviste til forsikringsbetingelserne, hvoraf det fremgik, at forrentningen var garanteret til minimum 4,5 % p.a. efter realrenteafgift.
• Klageren mente, at selskabet havde lovet 4,5 % hvert år efter skat, og at dette ikke kunne modregnes i udbetalt bonus.
• Klageren henviste til Aftaleloven § 38b om fortolkning af aftalevilkår til gunst for forbrugeren.

Selskabets argumenter

• Selskabet anførte, at aftalegrundlaget bestod af tilbud med bilag, begæring, police samt policetillæg og vilkår.
• Selskabet henviste til, at ordningen var oprettet på baggrund af beregningsgrundlaget G82, som var godkendt af Finanstilsynet, og at der ikke var nævnt en rente på 4,5 % noget sted i aftalegrundlaget.
• Selskabet anførte, at henvisningen til G82 indebar en indirekte henvisning til en rentesats på 4,5 %, men at dette ikke var et løfte om en årlig rentetilskrivning med 4,5 % p.a.
• Selskabet henviste til, at de supplerende oplysninger, som klageren havde påberåbt sig, var almindelig efterfølgende information, der ikke var en del af aftalegrundlaget.
• Selskabet henviste til Østre Landsrets dom af 18. august 2006, der konkluderede, at G82-grundlaget ikke fører til en sådan rentegaranti, som klageren krævede.

Ankenævnet fandt, at klageren ikke havde bevist, at Topdanmark havde givet en rentegaranti som påstået. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om kompliceret information, og at selskabets meddelelser derfor hver især måtte læses i en sammenhæng. Selvom klageren henviste til en formulering i et af selskabets hæfter om, at forrentningen var garanteret til minimum 4,5 % p.a. efter realrenteafgift, fandt nævnet, at det af samme afsnit fremgik, at pensionsordningens udbetalinger grunder sig på en ydelsesgaranti. Nævnet fandt heller ikke, at klageren havde bevist, at selskabets assurandør mundtligt havde givet tilsagn om en rentegaranti på 4,5 % hvert år. Derfor fik klageren ikke medhold.