Kendelse om vidnepligt for advokat i sag om ægtepagts gyldighed

Sagens Baggrund

Byrettens Kendelse

Sagen omhandlede en kendelse afsagt af Retten i Esbjerg den 9. april 2008. Kendelsen pålagde en advokat at afgive vidneforklaring om den rådgivning, advokaten havde ydet parterne i fællesskab forud for oprettelsen af en ægtepagt. Denne kendelse blev kæret af Kærende (tidligere sagsøger).

Det fremgik af sagen, at advokaten efterfølgende havde afgivet vidneforklaring, men hovedforhandlingen var blevet udsat, da den ikke kunne færdiggøres inden for det afsatte tidsrum.

Kæremålets Indhold

Kærende havde nedlagt påstand om, at Indkærede (tidligere sagsøgte) skulle anerkende, at ægtepagten tilsidesættes som ugyldig. Kærende anførte, at hun ikke havde forstået ægtepagtens indhold og konsekvenser. Hvis ægtepagten blev tilsidesat som ugyldig, ville det have væsentlig betydning for formuedelingen mellem parterne.

Landsrettens Behandling

Retsgrundlag for Vidneforklaring

Landsretten bemærkede, at advokater som udgangspunkt ikke kan afkræves vidneforklaring om forhold, der er kommet til deres kundskab under udøvelsen af deres virksomhed, jf. Retsplejeloven § 170, stk. 1. Dog kan retten pålægge advokater at afgive vidneforklaring, hvis forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed samt dens betydning for den pågældende part berettiger til det, jf. Retsplejeloven § 170, stk. 2.

Vurdering af Advokatens Rådgivning

Den rådgivning, som advokaten havde ydet i forbindelse med oprettelsen af ægtepagten, var sket over for begge parter i fællesskab på møder, hvor de begge var til stede. Landsretten vurderede, at hensynet til Kærendes ønske om hemmeligholdelse af drøftelserne med advokaten derfor ikke kunne tillægges samme vægt, som hvis rådgivningen udelukkende var modtaget af Kærende alene.

Landsrettens Afgørelse

Konklusion

Landsretten tiltrådte, at betingelserne i Retsplejeloven § 170, stk. 2 for at pålægge advokaten at afgive vidneforklaring under ægteskabssagen var opfyldt. På denne baggrund stadfæstede Landsretten byrettens kendelse.

Kæremålets omkostninger blev ophævet.