LB Forsikring A/S: Fratræk for forudbestående lidelse ved méngradsfastsættelse efter knæskade

Klageren har en ulykkesforsikring hos LB Forsikring A/S og klager over, at selskabet har foretaget fratræk for forudbestående lidelser og fastsat hans méngrad til 5 % i forbindelse med en knæskade opstået under en skiferie den 17. januar 2010.

Sagens omstændigheder

Klageren havde tidligere fået foretaget kikkertoperationer i knæet i 2003 og 2006. I 2003 blev der konstateret en menisklæsion, og i 2006 blev der konstateret degenerative bruskforandringer.

Efter skaden i 2010 viste en MR-scanning en forreste korsbåndslæsion samt ruptur af laterale menisk. Klageren blev opereret i knæet i september 2010, hvor der blev konstateret en ACL-læsion, medial menisklæsion og let slid.

Arbejdsskadestyrelsen fastsatte klagerens méngrad til 5 %, idet der skulle ske fratræk for forudbestående skade i samme knæ. Selskabet udbetalte erstatning svarende til en méngrad på 5 %.

Klageren er uenig i selskabets afgørelse og mener ikke, at tidligere skader har haft indflydelse på den konkrete skade, da både egen læge og speciallæge har vurderet det anderledes.

Arbejdsskadestyrelsen fastholdt deres vurdering og anførte, at klagerens gener hovedsageligt skyldes degenerative forandringer, da knæet er stabilt.

Klageren blev igen kikkertopereret i knæet i april 2013. Han har efterfølgende fået konstateret to diskusprolapser i lænden, som han mener er opstået som følge af den nedsatte kraft i højre ben samt halten i forbindelse med operationen.

Selskabet mener ikke, at det er dokumenteret, at klagerens knægener er forværret i forhold til den tidligere vurdering fra Arbejdsskadestyrelsen, og de kan ikke anerkende at dække den opståede diskusprolaps, da den ikke er opstået i direkte sammenhæng med ulykken.

Klageren har fremsendt røntgen- og scanningsbilleder fra 2010 og anmoder om en genoptagelse af sagen. Selskabet fastholder sin vurdering.

Nævnet finder, at klagerens knægener delvist skyldes forudbestående degenerative forandringer, og at ulykkestilfældet ikke i sig selv har medført et varigt mén på mere end de 5 %, som selskabet har anerkendt. Nævnet finder det ikke bevist, at der er årsagssammenhæng mellem diskusprolapser i lænden, konstateret i 2013, og knæskaden i 2010. Derfor kan nævnet ikke kritisere, at selskabet har afvist at udbetale yderligere erstatning.

Indholdet af speciallægeerklæringen og det forhold, at der ikke på røntgen- og scanningsbilleder fra 2010 kunne konstateres degenerative forandringer, kan ikke føre til et andet resultat.

Som følge heraf får klageren ikke medhold.