Beslaglæggelse af bil anvendt til vanvidskørsel – Uforholdsmæssig indgriben?

Sagen omhandler en kæremålssag ved Højesteret vedrørende beslaglæggelse af en bil, der blev anvendt til vanvidskørsel. Bilen tilhørte Kærende, som havde udlånt den til Person1, der er kæreste med Tiltalte, som førte bilen.

Sagens baggrund

Den 28. marts 2022 blev Tiltalte standset af politiet for at have kørt mindst 123 km/t i en 60 km/t zone på Helsingørmotorvejen, hvilket udgør en overtrædelse af Færdselsloven § 118, stk. 11, nr. 3. Bilen blev i den forbindelse beslaglagt. Københavns Byret godkendte og opretholdt beslaglæggelsen den 30. maj 2022, og Østre Landsret stadfæstede denne kendelse den 16. juni 2022. Spørgsmålet om konfiskation af bilen blev udskudt af byretten i den efterfølgende straffesag mod Tiltalte, afventende Højesterets afgørelse i denne kæremålssag.

Parternes påstande og anbringender

Kærendes påstand og anbringender: Kærende påstod ophævelse af beslaglæggelsen. Han anførte, at konfiskation af bilen ville være uforholdsmæssigt indgribende og krænke hans grundlæggende rettigheder. Han havde lånt bilen ud til Person1, ikke Tiltalte, og Person1 havde ikke tilladelse til at lade andre føre bilen. Kærende mente, at Tiltaltes brug af bilen var uretmæssig og måtte sidestilles med tyveri.

Kærende fremhævede, at han ikke ville kunne få dækket sit økonomiske tab gennem et erstatningskrav mod Tiltalte, da Tiltalte er uden formue, studerende og bor til leje. Han kunne heller ikke rejse krav mod Person1 under straffesagen, hvilket ifølge ham betød, at han ikke havde den effektive adgang til erstatning, som forarbejderne til Færdselsloven § 133 a, stk. 2, 2. pkt. forudsætter. Han argumenterede for, at konfiskationen ville være i strid med EU’s Charter om grundlæggende rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 1 i den første tillægsprotokol.

Anklagemyndighedens påstand og anbringender: Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af beslaglæggelsen. De anførte, at betingelserne for konfiskation efter Færdselsloven § 133 a, stk. 2, 2. pkt. var opfyldt, og at beslaglæggelsen ikke ville være uforholdsmæssigt indgribende. Anklagemyndigheden mente, at det ikke var helt upåregneligt for Kærende, at bilen kunne blive anvendt til vanvidskørsel, især set i lyset af den sociale relation mellem Kærende og Person1 og omstændighederne ved udlånet.

Anklagemyndigheden argumenterede desuden for, at Kærende ville kunne få dækket sit tab gennem et erstatningskrav mod Tiltalte og eventuelt Person1. De mente, at Kærende ved udlånet af bilen til Person1 burde have haft tilstrækkeligt kendskab til hendes forhold til at vurdere risikoen for et eventuelt erstatningskrav. Beslaglæggelsen og en eventuel konfiskation ville derfor ikke krænke Kærendes grundlæggende rettigheder.

Højesterets afgørelse

Højesteret stadfæstede Østre Landsrets kendelse om opretholdelse af beslaglæggelsen af bilen. Retten fandt, at betingelserne for beslaglæggelse var opfyldt, da der var grund til at antage, at bilen skulle konfiskeres i straffesagen mod Tiltalte.

Retten lagde vægt på, at det ikke var godtgjort, at det var helt upåregneligt for Kærende, at bilen ville blive anvendt til vanvidskørsel. Dette blev vurderet ud fra Kærendes og Person1s indbyrdes relation, deres forklaringer og omstændighederne ved udlånet. Det forhold, at Person1 lod Tiltalte køre bilen, kunne ikke sidestilles med brugstyveri.

Vedrørende Kærendes mulighed for at få dækket sit tab fandt Højesteret, at det ikke var godtgjort, at Tiltalte og Person1 ikke ville være i stand til at erstatte Kærendes tab, eventuelt over en længere periode. Kærende havde desuden effektiv og tilgængelig adgang til at opnå erstatning for sit tab via et civilt søgsmål.

Samlet set fandt Højesteret, at konfiskation ikke ville være uforholdsmæssigt indgribende. Der var heller ikke grund til at antage, at konfiskationen ville være i strid med EU’s Charter om grundlæggende rettigheder, artikel 17, stk. 1 eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 1 i den første tillægsprotokol.

• Landsrettens kendelse stadfæstes.