Sag om indbrudstyveri: Tvist om erstatning for stjålet ur og smykker

Klageren havde en AltPrivat forsikring i Købstædernes Forsikring GS og klagede over størrelsen af den erstatning, selskabet havde udbetalt i forbindelse med et indbrudstyveri den 8. november 2012.

Sagens omstændigheder

Tvisten drejede sig om et A. Lange & Söhne armbåndsur (model 109.032) til en værdi af ca. 250.000 kr., et par guld manchetknapper og en guld slipsenål. Selskabet havde udbetalt 3.000 kr. for uret og 1.500 kr. for manchetknapperne og slipsenålen, men afviste yderligere erstatning. Selskabet begrundede afslaget med, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at han havde været i besiddelse af netop denne type ur, og at der ikke var fremlagt dokumentation for, at manchetknapperne og slipsenålen var af guld.

Klageren krævede fuld dækning og henviste til mailkorrespondancen i sagen.

Selskabet anførte, at klageren skulle dokumentere tabet. Klageren havde oplyst, at han havde købt uret på et marked af en mand, der havde arvet det, men ville ikke oplyse købesummen. Selskabet mente ikke, at en mail fra klagerens nabo eller en formløs udtalelse fra en optiker var tilstrækkelig dokumentation, da der var tale om et ur til 254.400 kr. Selskabet henviste til fast skadeforsikringspraksis om, at forsikringstager skal dokumentere sit tab.

For så vidt angår manchetknapperne og slipsenålen, anførte selskabet, at klageren ikke havde fremlagt dokumentation for, at de stjålne effekter var af guld. Den fremlagte udtalelse fra en guldsmed var ifølge selskabet mangelfuld og affattet efter tyveriet på baggrund af klagerens beskrivelse.

Klageren fremlagde en udateret erklæring fra en brilleforretning med et foto af uret.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere, at selskabet havde opgjort erstatningen skønsmæssigt. Nævnet kunne følgelig ikke pålægge selskabet at udbetale yderligere erstatning.

Nævnet bemærkede, at en nærmere bevisførelse under en retssag vedrørende de enkelte genstandes art og værdi kunne begrunde et andet resultat, men at en sådan sag i givet fald måtte anlægges af klageren mod selskabet.

Med dette forbehold fik klageren ikke medhold.