Afgørelse om indbrudstyveri: Tvist om erstatningsomfang og bevisførelse
Dato
17. februar 2014
Principiel sag
Nej
Forsikringstype
Familie
Afgørelse
Paragraf 4
Firma navn
Alm. Brand
Dokument
Klagerne havde en indboforsikring i Alm. Brand Forsikring A/S og klager over selskabets erstatningsopgørelse i forbindelse med et indbrudstyveri, hvor en række effekter blev stjålet.
Selskabet har udbetalt 150.665 kr. og har afvist at udbetale yderligere erstatning med henvisning til, at klagerne ikke har dokumenteret deres krav.
Klagerne har opgjort deres samlede erstatningskrav til ca. 700.000 kr. Forsikringsselskabet mener, at erstatningskravet er pustet op og har opsagt alle klagernes forsikringer.
Klagerne er et ægtepar midt i 50'erne. [Klager 1] er tandlæge og driver egen klinik. [Klager 2] har tidligere drevet egen virksomhed, men har i dag indrettet kontor i hjemmet og driver virksomhedsrådgivning i eget selskab.
Sagsøgerne bor i en istandsat landejendom med et samlet bygningsareal på ca. 670 m2, hvoraf knap 300 m2 er beboelse. Sagsøgerne har og har altid haft en god økonomi med samlede indtægter af størrelsesordenen kr. 12 mio. pr. år og løbende opsparing, som bl.a. betyder at de i form af ejendomme, værdipapirer og virksomhedsopsparing har en skattemæssigt opgjort formue på ca. kr. 3 mio.
Sagsøgernes hjem bærer præg af, at de sætter pris på kvalitet og at måske især [klager 1] er lidt af en samlernatur. Herudover har [klager 1] fra dels sine forældre/bedsteforældre dels en onkel og tante arvet en del sølvtøj, herunder bestik. [Klager 1] har endvidere haft en særlig fabel for Ole Lynggaard-smykker, som hun har fået eller erhvervet over en længere årrække.
Sagsøgerne har i øvrigt haft deres forsikringer, herunder indboforsikring i Alm. Brand i ca. 20 år. I november 2009 fik de i forbindelse med en gennemgang af deres forsikringsportefølje med assurandør ..., Alm. Brand, foretaget en fortegnelse og vurdering af deres private indbo og løsøre. Opgørelsen omtaler såvel sølvbestik som smykker. Denne gennemgang førte direkte til en forhøjelse af indboforsikringssummen.
Den 21. marts 2012 havde [klager 2] været til møde i ... om formiddagen og kom hjem over middag. Da han låste sig ind, bemærkede han, at et vindue stod åbent og konstaterede hurtigt, at vinduet ved havedøren var blevet smadret og hele huset gennemrodet og en masse ting fjernet. Han ringede omgående til politiet og derefter til Alm. Brand Forsikring.
Politiet har i deres rapport angivet, at gerningsstedsundersøgelsen viste, at ukendte gerningsmænd skaffede sig adgang ved at knuse 2 ruder i et fag vinduer, hvorefter de kunne åbne disse. Indstigning var foregået via vinduet.
Politiet har endvidere angivet, at gerningsmændene havde haft færden i hele stuehuset og værkstedet, idet der var rodet i alle skuffer og skabe.
Umiddelbart efter anmeldelsen til politiet den 21. marts 2012 ringede [klager 2] til Alm. Brand Forsikring for at anmelde tyveriet.
Klagerne forsøgte at få bistand fra Alm. Brand Forsikring til at opgøre tabet ved at få en taksator til at komme ud til dem. De bliver hurtigt opmærksomme på, at den samlede værdi af de stjålne genstande ville overstige kr. 600.000.
Alm. Brand anerkender skadesårsagen, men mener ikke, at omfanget er sandsynliggjort og/eller at der foreligger tilstrækkeligt dokumentation for kravet.
Alm. Brand henviser til, hvad der i politirapporten er oplyst omkring stjålne genstande og skriver, at dette på ingen måde stemmer overens med det krav, du efterfølgende har fremsendt til Alm. Brand på samlet ca. kr. 700.000.
Det er nærliggende at antage, at skønnet er baseret på skadesinspektør ...s komplet uunderbyggede mistanke om, at sagsøgerne har oppustet kravet, uden hensyntagen til vurderingen af, at der er tale om et velhavende, selverhvervende ægtepar, med god orden i deres økonomi og at der er tale om en beboelse på ca. 300 m2, som har været totalt gennemrodet.
Det fremgår ikke med hvilken begrundelse Alm Brand har valgt at erstatte enkelte udvalgte effekter men ikke en lang række andre for hvilke der har været dokumentation af samme karakter.
Der tages heller ikke hensyn til, at Alm Brands assurandør 3 år tidligere havde medvirket til udarbejdelse af en oversigt/vurdering af indboet i forbindelse med en forhøjelse af forsikringssummen. På denne oversigt indgår en lang række effekter, som blev stjålet men som Alm Brand ikke vil erstatte.
Sagen drejer sig alene om, hvorvidt sagsøgerne kan dokumentere eller sandsynliggøre ejerskab til de effekter, de oplyser at have fået stjålet, og at disse genstande er blevet stjålet.
Det er utvivlsomt og kan lægges til grund for sagen, at der har fundet et indbrud sted som konstateret af politiet ligesom det er bekræftet af trediemand, at en bil med nogle unge mennesker har været på ejendommen inden sagsøger [klager 2] kom hjem og konstaterede, at der havde været indbrud.
Det er også utvivlsomt, at hele hjemmet har været gennemrodet og meget fjernet fra dette. Også dette bekræftes af politiets konstateringer.
Sagsøgerne har kunnet dokumentere eller dog sandsynliggøre ejerskab til langt størstedelen af de anmeldte stjålne genstande.
Alm. Brand Forsikring har afvist retshjælpsforsikring med henvisning til retshjælpspolicens bestemmelse om, at er der mulighed for behandling for Ankenævnet for Forsikring, skal en sådan først udnyttes.
Selskabet har udbetalt erstatning for det der er anmeldt stjålet til politiet ved gennemgangen af boligen samt de genstande som var ødelagt i forbindelse med tyveriet. Herudover har vi udbetalt 50.000 kr. til genstande som er overset ved gennemgangen af boligen med politiet.
Vi mener ikke, at forsikringstager har dokumenteret eller sandsynliggjort omfanget af tyveri. Herudover mener vi ikke, at forsikringstager har dokumenteret eller sandsynliggjort værdien af de stjålne genstande.
Når forsikringstager anmelder et krav til forsikringen, er det forsikringstager der skal dokumentere eller sandsynliggøre, at begivenheden er sket samt dokumentere eller sandsynliggøre sit krav, hvis forsikringstager ikke kan dokumentere eller sandsynliggøre sit krav, vil erstatningen blive opgjort skønsmæssigt jf. Forsikringsaftaleloven § 21 og Forsikringsaftaleloven § 22.
Det nævnes i politirapporten, hvad der er stjålet i de forskellige rum.
Selskabet har efterfølgende talt med politiet, som oplyser at de gennemgik boligen rum for rum med forsikringstager, for at få en fornemmelse af omfanget. I hvert rum oplyste forsikringstager hvad han umiddelbart kunne se der var stjålet.
Det omfang som forsikringstager har anmeldt til selskabet, var slet ikke det indtryk politiet fik ved gennemgangen.
Blandt andet var der ved gennemgangen fokus på om der var stjålet smykker, således at disse hurtigst muligt kunne blive efterlyst. Ved gennemgangen oplyste forsikringstager ikke at der var stjålet smykker overhovedet, ligesom politiet ikke så de tomme æsker til smykkerne ved gennemgangen.
Samtidig finder vi det usandsynligt, at gerningsmændene kunne nå at komme ind i boligen ved at smadre to ruder, nå at fjerne værdier for over 700.000 kr. fra mange forskellige rum, forsøgte de at bryde to døre op, for til sidst at sparke en dør op til stalden, for at komme den vej ud. Alt dette skulle være sket i løbet af de ca. 10 minutter gerningsmændene har været på gerningsstedet jf. politirapporten.
Til orientering kan vi oplyse, at vores taksator har foretaget pristjek på en del af de genstande som forsikringstager har skrevet på opgørelseslisten. Priserne er generelt sat meget højt i forhold til, hvad genstandene kan erhverves for.
De fotos der er modtaget af sølvtøjet, de dokumenterer eller sandsynliggør ikke omfanget eller værdien af det stjålne sølvtøj.
Det skal bemærkes at guldsmedene har således ikke bekræftet at forsikringstager har haft smykkerne, men alene oplyst værdien af de smykker forsikringstager har ønsket prisfastsat.
Vi har blandt andet modtaget et foto - bilag ... - med teksten 'Foto af Ole Lynggaard ørestikkere og halskæder', hvor forsikringstager sidder med 3 halskæder på. Disse 3 halskæder, eller i hvert fald tilsvarende halskæder, havde forsikringstager på ved vores besigtigelse den 24. april 2012.
Vi er opmærksomme på, at der kan være enkelte genstande, som man ikke ser ved første gennemgang, men ikke værdier i den størrelse og af det omfang.
Vi har skønsmæssigt udbetalt 50.000 kr. til dækning af de genstande som kan være overset i forbindelse med gennemgangen af boligen med politiet efter anmeldelsen.
Det er korrekt at selskabets assurandør modtaget en liste fra forsikringstager over deres indbogenstande for ca. 3 år siden.
Selskabet mener ikke, at forsikringstager har sandsynliggjort, at der er stjålet for over 700.000 kr., hvorfor selskabet har opgjort kravet skønsmæssigt.
Da forsikringstager gennemgik huset med politiet, rum for rum, ville han have opdaget, at der var stjålet mere end sølvtøj, 2 lysestager, taske med pung og penge, bærbar pc samt playstation med kontrollere, hvis der reelt er stjålet for over 700.000 kr.
Indlægget bekræfter, at Alm. Brand Forsikring har den opfattelse, at mine klienter forsøger at puste erstatningskravet op, altså et forsøg på 'forsikringssvindel'.
Det fremgår endvidere, at der er en betydelig uenighed omkring faktum.
Under alle omstændigheder kan det slås fast, at en afgørelse i tvisten mellem mine klienter og Alm. Brand Forsikring vil kræve en bevisførelse, som ikke vil kunne foregå for Ankenævnet, hvorfor nævnet bør afvise at behandle sagen, således som jeg har gjort gældende i min fremsendelsesskrivelse af 12. juni.
Der er med Alm. Brand Forsikrings indlæg kommet nye beskyldninger mod min klient, bl.a at [klager 1] ved mødet den 1. maj 2012 skulle have haft halskæder på, som hun havde medtaget ved opgørelsen over de stjålne effekter.
For så vidt angår Alm. Brand Forsikrings bemærkninger om, at der er ydet skønsmæssigt erstatning, gælder dette alene for almindeligt og særligt indbo med kr. 50.000 samt sølvtøj med kr. 75.000, medens der ikke er givet nogen skønsmæssig erstatning for mistede smykker.
Med Alm. Brand Forsikrings bemærkninger om, hvad de har fået ud af at tale med politiet, ligger det også klart, at en afgørelse af tvisten vil kræve vidneforklaringer i retten af såvel de pågældende politiembedsmænd som Alm. Brand Forsikrings medarbejdere.
Da [klager 2] umiddelbart efter tyveriet gennemgik huset med politifolkene, var agendaen ikke at sikre at alle stjålne effekter blev nævnt, men derimod at guide politiet rundt, så politiet kunne sikre sig eventuelle spor efter gerningsmændene.
For god ordens skyld skal vi præcisere, at Alm. Brand har modtaget fotos som dokumentation for de smykker som skulle være stjålet, men ved besigtigelsen havde forsikringstager de selv samme smykker på, som var der sendt fotos af / dokumentation for, til opgørelse af erstatningskravet.
Nævnet finder det ikke muligt at vurdere, hvem der har ret ud fra de foreliggende oplysninger, da det vil kræve en egentlig bevisførelse, eventuelt med parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for nævnet. I givet fald må bevisførelsen ske ved domstolene.
Det følger af vedtægternes § 4, stk. 1, at nævnet derfor må afvise af afgøre sagen.
Afgørelse
Nævnet kan ikke afgøre sagen.
Lignende afgørelser