SEB Pension: Standsning og tilbagebetaling af ydelser ved tab af erhvervsevne

Sagen drejer sig om en forsikringstager, der har to pensionsforsikringer med dækning ved tab af erhvervsevne i SEB Pension. Klageren klager over, at selskabet har nedsat og standset ydelserne, samt krævet tilbagebetaling af ydelser for en tidligere periode.

Sagens omstændigheder

• Klageren, født i 1955 og uddannet mekaniker, har været sygemeldt siden 1994 på grund af følger efter diskusprolapser og modtager mellemste førtidspension.
• Selskabet udbetalte fulde ydelser og præmiefritagelse fra 1994 til henholdsvis 2012 på baggrund af førtidspensionen.
• I 2013 blev selskabet opmærksom på, at klageren siden 2010 havde været ansat i sin søns og svigerdatters virksomhed.
• Selskabet indhentede oplysninger fra SKAT om klagerens indtjening, som viste en indtjening på 113.625 kr. i 2010, 185.183 kr. i 2011 og 188.075 kr. i 2012.

Selskabets påstande

• Selskabet vurderede, at klagerens generelle erhvervsevne ikke længere var nedsat med mindst 2/3, men alene med halvdelen.
• Selskabet stoppede derfor ydelserne på den ene police og nedsatte ydelserne til det halve på den anden police.
• Selskabet krævede tilbagebetaling af for meget udbetalte ydelser for perioden 1/5 2010 - 30/11 2012.
• Selskabet henviste til forsikringsbetingelserne, hvoraf det fremgår, at retten til invalideydelser er betinget af, at erhvervsevnen er nedsat med mindst 2/3.

Klagerens påstande

• Klageren krævede, at selskabet skulle pålægges at udbetale fulde ydelser fra henholdsvis 1/12 2012 og 1/11 2012.
• Klageren krævede endvidere, at selskabet ikke fik medhold i at være berettiget til at kræve tilbagebetaling.
• Klageren anførte, at hans arbejdstimer var begrænsede, og at arbejdet kun kunne lade sig gøre, fordi det var i hans søns og svigerdatters firma.
• Klageren anførte, at hans indtægt var væsentligt forringet i forhold til tidligere, og at han var på stærk smertestillende medicin.

Ankenævnet fandt, at selskabet havde godtgjort, at klagerens erhvervsevne ikke længere var nedsat med 2/3 eller derover, men alene mellem 1/2 og 2/3. Derfor kunne nævnet ikke kritisere, at selskabet havde ophørt med at betale ydelser på den ene ordning og nedsat ydelserne til halvdelen på den anden ordning.

Nævnet fandt også, at klageren i det mindste burde have indset, at hans erhvervsevne ikke længere kunne anses for at være nedsat med 2/3 eller derover. Derfor var der ikke grundlag for at kritisere, at selskabet havde krævet tilbagebetaling af det for meget udbetalte beløb.

Som følge heraf blev det bestemt, at klageren ikke fik medhold.